På roadtrip igennem et USA i flammer

Hvordan ville en amerikansk borgerkrig se ud, hvis den foregik i dag? Dette spørgsmål stiller Alex Garland med sin nye film ‘Civil War’. Og svaret er enkelt: ekstremt ødelæggende. I en tid, hvor USA virker mere splittet end nogensinde og et kommende præsidentvalg står for døren, virker ‘Civil War’ netop mere aktuel end nogensinde.

Gennem filmen følger man hovedkarakteren Lee (spillet af Kirsten Dunst), som er krigsfotograf. Hendes mål er at nå til Det Hvide Hus før de vestlige styrker trænger ind i Washington DC. Hun vil nemlig tage det sidste foto af præsidenten.

Hun følges med journalisten Joel (spillet af Wagner Moura), som ligeledes vil have det sidste interview med præsidenten. De to får også selskab af journalisten Sammy (spillet af Stephen Henderson), samt den uerfarne fotograf Jessie (spillet af Cailee Spaeny).

Roadtrip igennem et splittet USA

Vores hovedpersoner drager ud på en rejse gennem USA i en bil, for at nå til hovedstaden. Undervejs på rejsen, møder de både folk fra den frihedskæmpende fraktion og regeringens styrker.

Alle er de lige nådesløse i deres kamp for det, de tror på. Som nådesløs soldat skinner Jesse Plemons så frygtindgydende uhyggelig, at man næsten glemmer at trække vejret. Han illustrerer nemlig den splittelse, USA befinder sig i, og stiller spørgsmålet: “What kind of American are you?.”

Det er ikke nok bare at være amerikaner: Hvilken side, du er på, kan betyde liv eller død. Hvorfor borgerkrigen er startet, får vi ikke at vide. Måske taler præsidentens (spillet af Nick Offerman) tre perioder nok for sig selv. Måske ikke? Det, vi ser, er et konfliktfyldt og komplekst USA i opbrud.

Med journalisterne drager vi på road trip i USA. Opbygningen af filmen mindede mig også om opbygningen af ‘Apocalypse Now’, hvor karaktererne drager dybere ind i Vietnams jungle. Ligeledes drager de fire hovedkarakterer ind i et mørkere og blodigere USA, for at nå ind til USA’s hjerte, Det Hvide Hus.

En følelse af virkelighed 

Rent visuelt er filmen utroligt smuk. Der er ikke lagt fingre imellem for at vise al ødelæggelsen. I en scene, hvor de kører gennem en brændende skov, fyger gløderne rundt om bilen, og på trods af den egentlige ødelæggelse, som bilen kører igennem, er det utroligt smukt.

Billederne viser et overdådigt stort, smukt og ødelagt USA. Lydbilledet i filmen er også fantastisk. Soundtracket til filmen er med til at give det en rigtig amerikansk road trip-følelse.

Det er dog ikke kun soundtracket, som er godt, men også resten af lydbilledet. Især riffelskuddene føles så utroligt virkelige. Skuddene er mixet så højt i lydbilledet, at jeg hoppede i sædet, hver gang der lød et skud. Det er blot med til at øge den fornemmelse af realisme, som filmen går efter.

Skuddene føles virkelige. Ødelæggelserne virker virkelige. Mest skræmmende er dog virkeligheden og det virkelige USA, filmen taler ind i.

At det er krigsfotografer og journalister, vi følger, er også en virkelig interessant vinkel at se filmen fra. Selvom karaktererne befinder sig midt i kampene, tager de aldrig side i konflikten, men indtager en observerende rolle.

Igennem Lee og Jessies kamera og billeder, føler man også selv som publikum, at man er med til at observere. Man kan kun se på de forfærdelige begivenheder, der udspiller sig. Man er ikke selv i stand til at gribe ind, ligesom karaktererne i filmen heller ikke gør det.

Hvad nu hvis?

Det element, jeg synes er mest skræmmende i filmen, er de påmindelser, den giver om den virkelighed, vi selv oplever lige nu. Da jeg så filmen, kunne jeg ikke ryste påmindelser om den 6. januar 2021, da Kongressen i USA blev stormet af Trump tilhængere.

Pludselig fik angrebene på Washington D.C. en helt anden karakter. Det føles som at se noget, der gentager sig selv. Man kan kun forestille sig, hvad der ville være sket, hvis deres mål om at genindsætte Trump var sket. Og det er måske netop det, som er mest skræmmende. Spørgsmålet om, hvad nu hvis?

Jeg kan ikke anbefale filmen nok. Den er utroligt velspillet, velinstrueret og den sætter utroligt mange tanker i gang om, hvordan det rent faktisk ville udspille sig, hvis der kom borgerkrig i USA, eller et andet vestligt land.

Lee nævner på et tidspunkt i filmen, hvorfor hun er blevet krigsfotograf. Hun siger, at hun tager ud og rapporterer, hvad der sker rundt om i verden, for at vi kan lære noget.

Så vi kan se, hvordan vi ikke skal handle. Det uhyggelige spørgsmål ‘Civil War’ stiller, er netop, hvad der kunne ske, hvis vi ikke tager ved lære.

Tekst: Simon Crone Jespersen
Illustration: Frida Bjerregaard Poulsen
Redaktør: Mille Ravn Nyhauge