‘Paradise Hotel’ anno 2025 – et realityprogram på speed?

‘Paradise Hotel’, programmet man kan fristes til at kalde en del af den danske kulturarv, har kørt i 21 sæsoner og fungerede som en stor del af den helt tidlige bølge af dansk reality.

Det er altså 21 somre, hvor forskellige grupper af unge danskere (inklusiv Paris Hilton og nogle færinger her og der) er taget ned til det famøse hotel i Mexico for at feste, drikke og vælge og vrage hinanden til diverse parceremonier i jagten på den helt store pengepræmie.

Men i år har tørsten efter Paradise-fixet syntes større end den længe har været blandt den danske befolkning. 

‘Paradise Hotel’ skiftede i 2021 navn til ‘Paradise’, og med navneskiftet kom en rebranding af selve programmet. Programmet er i folkemunde blevet kaldt “Woke Paradise” og var ikke just en ændring, som danskerne var begejstrede for. I det ændrede format kunne partnere være samme køn, og der var langt mindre fokus på druk, fest og manipulation.

‘Paradise’ blev opdateret så den passede til tidens dogmer, det eneste problem var bare, at de ellers trofaste ‘Paradise’-seere ikke fulgte med. Seertallene faldt drastisk, og ViaPlay, som har sendelicensen, gik i panik. 

Klik her og Støt SEIN

Der blev justeret og pillet ved formatet en smule i årene efter, for at se, om man kunne redde det førhen højtelskede program. Ikke før i år, er det helt lykkedes for produktionen bag at rette op på den redaktionelle “fejl”. Men i år må man blankt erkende, at det er lykkedes.

‘Paradise Hotel’ blev skudt af med nye dogmer. I år kunne der kun dannes par mellem dreng og pige, og deltagerne var lykkelige. Allerede fra første episode stod det klart, at der var tale om god gammeldags ‘Paradise Hotel’ på speed.

Der var sex og intriger første aften, og det blev sådan set ved gennem hele sæsonen. Trekanter på kryds og tværs og en laissez faire tilgang til utroskab og manipulation skabte rammer for deltagernes ageren. En kultstemning lagde sig over dette års program.

Gik man forbi vennegrupper på gaden, blev der talt om ‘Paradise’. Kiggede man tabloidmedier igennem var der ‘Paradise’-content plasteret over det hele. Også sociale medier var en stor ‘Paradise’-overflod i de dage på ugen, hvor programmet blev sendt. 

Det fortæller noget om, hvor stor efterspørgslen på programmet har været i år. Men hvordan kan det være, at vi som forbrugere har været så ellevilde efter programmet i år, når seertallene og omtalen faldt så drastisk for få år siden?

Frigjorte eller fordømmende?

Danskerne er et meget frit folkefærd når det kommer til sex og frigørelse. Vi var det første land som legaliserede pornografien, og det er noget, vi som helhed, er stolte af. Så det giver mening, at man i et land som Danmark, ikke kigger væk eller bliver stødt over et program som ‘Paradise Hotel’. 

Men så meget som vi er frigjorte seksuelt, så vægter vi også social inklusion højt, når det kommer til diversitet og næstekærlighed, eller det gør vi i hvert fald på papiret. Med ‘Paradise’-rebrandingen finder man et godt eksempel på, at vi som land godt kan lide, når tingene er så forudsigelige som muligt.

Med formatændringen forsøgte man at skabe et rum i realityen, hvor mangfoldigheden kunne få lov at leve højt. Der skulle være plads til alle slags mennesker, og det skulle handle mindre om “pik og patter” og appellere mere til den højkulturelle status quo. Men det blev ikke modtaget, som man nok havde forventet i ViaPlay-redaktionsrummet.

Foto: ViaPlay

Spørger man ViaPlay selv, så var ændringen en forhastet beslutning, som ikke blev håndteret korrekt. Og det kan der godt være noget i, for der er sådan set andre programmer i dansk reality, som ikke på samme måde er hængt op på fester og intriger.

Men som nævnt tidligere er ‘Paradise Hotel’, en sagnomspunden gammel kending for de fleste danskere, og det kan være svært at få lov ændre på.

Dette års ‘Paradise Hotel’ var som sagt som spolet tilbage til 2011. Det virkede nærmest som om, der ingen regler var i jagten på vildt og godt TV.

Én karakter, som især fik meget omtale, var Theis. Theis var særligt karismatisk og manipulerende. Han forstod at “spille spillet” og gjorde det i høj grad på bekostning af sin partner Zenias følelser for ham. 

Gennem sæsonen ser man Zenia svinde mere og mere ind i sig selv og blive mere og mere paranoid til fester, da Theis, bag Zenias ryg, lavede ting med resten af hotellets kvindelige gæster.

Theis ryger ud af programmet to gange i løbet af sæsonen. Begge gange ser man Zenia blomstre og finde tilbage til sig selv efter Theis’ udgang. Men hver gang hun bliver fri for ham og hans manipulation, sender produktionen Theis ind igen, og Zenias forsvinden starter på ny.

Her kan man spørge sig selv, om ViaPlay-produktionen har glemt alt om deres tidligere dogme om inklusion og næstekærlighed. Den er i hvert fald svær at støve frem, hvis man kigger med gennem Zenias briller.

Det går så vidt, at da Theis i finaleugen smider Zenia ud frem for Alberte, vælger Zenia at forlade programmet uden kamp, da hun grådkvalt må erkende, at hun “ikke kan holde til det længere”. Seeren sidder tilbage med en grum fornemmelse i maven og måske en lille tåre i øjenkrogen.

Gennem sæsonen giver ViaPlay os front row tilskuerplads til at se, hvordan en kvinde nedbrydes af en produktion, som formår at glemme hendes velvære fuldkommen i jagten på at rette op på tidligere redaktionelle fejl.

Samtidig med, at produktionen ikke formår at passe på Zenia og mange af de andre deltagere, så må man også kigge indad og spørge sig selv, hvorfor den her slags ‘Paradise’ er så meget mere spændende, end når ViaPlay giver os ‘Paradise’, hvor der er plads til alle, og deltagernes følelser og velvære er i højsædet.

Foto: ViaPlay/Lars E. Andreasen

Dette års sæson vidner om, at meget er som det har været i det folkekære realityprogram, som vi elsker at grine af. Men kigger man dybere end som så, så er der forskel. For nok opfører deltagerne sig præcis som de gjorde i 2011, men et lysglimt skinner dog igennem de mørke skyer, som igen har lagt sig over reality-hotellet i Mexico. 

Rebrandingen af Paradise formatet kan i manges øjne være et eksempel på ‘Wokeismens død’ – og det at man, fra ViaPlays side, har valgt at gå tilbage til det gamle format, taler da også for denne ide. Men måden vi taler om manipulation i kærlighed har ændret sig. Omtalen af Theis’ behandling af Zenia i årets program har ikke på samme måde som før hen klinget af sejhed og respekt, men nærmere afsky og narcissisme.

Når der på den måde tages afstand i offentlighedens øjne fra Theis’ måde at vælge og vrage Zenia i ugevis på, så vidner det om at ikke alt er som det plejede at være. ‘Ulven Theis’ er ikke et forbillede, som produktionen måske havde forventet han ville blive det, og gudskelov for det! Måske en rebranding af ViaPlays morale, når det kommer til reality ville være på sin plads. 

‘Paradise’ anno 2025 har om noget trukket seere og omtale, og det må kunne forventes, at de to vinderes fælles præmie på 500.000 kr. hurtigt er tjent ind igen.

Men spørgsmålet må nu være, om man som medieplatform kan tillade sig at smide skyklapperne på, og glemme de virkelige mennesker som deltager i deres programmer, i forsøget på fremfor alt at lave “ubegrænset underholdning”?

Og kan det være, man som platform burde tænke på, den aldersgrænse man har sat, for de mennesker som ser programmerne, muligvis de 15-årige, som allerede influeres groft af online “guruer” såsom Andrew Tate og alle hans følgesvende?

Og hvordan en glorificering af manipulation i kærlighedsforhold kan være svær ikke at binde sammen med det maskuline ideal, som så voldsomt påduttes dem i deres digitale virkelighed?

Tekst: Helena Holm-Gregersen
Redaktør: Laura Rye Bislev