Alt det mine forældre sagde nej til

15. juni 2018

Carolines forældre har aldrig været glade for hverken tatoveringer, piercinger eller hårfarve, man står og roder med derhjemme. Nu har Caroline gjort alt det.
I et interview med sin storesøster, der også trodsede forældrene for en del år siden, har Caroline prøvet at finde ud af, om de egentlig fik samme reaktion. Og om man kommer til at fortryde sine valg.

Illustration af Anneli Søgård-Høyer

Jeg er begyndt at blive god til at gøre alt det, mine forældre sagde ”åh nej” til, da jeg var yngre.
Startede stille og roligt ud med et ekstra hul i hver øreflip ud over det klassiske. Senere sneg et ekstra øreflipshul og to helix sig ind. Da jeg kom hjem fra pierceren med min seneste helix, havde jeg købt muffins med hjem. En slags forsoningsgave kan man vel godt kalde det.
Sidste oktober fik jeg taget mig mod til at få sagt til mine forældre, at jeg skulle ind og tatoveres. Jeg skulle have et lille Bowielyn på underarmen, og jeg ville gerne have, at mine forældre vidste, at jeg fik det gjort, men jeg behøvede ikke deres blessing. Den fik jeg heller ikke. Jeg fik at vide, at det var min krop, og den skal jeg selvfølgelig have lov til at bestemme over, men jeg skulle også huske på konsekvenser, som tildækning på arbejde, og hvis der gik betændelse eller infektion i min arm på grund af blækket, så ville jeg måske være nødt til at få amputeret armen. De gav den hele armen.
Men jeg har altid været fascineret af udsmykning og ændringer af kroppen. Det sidste, jeg manglede, var at farve mit hår. Det har jeg også formået at gøre i påsken i år. En hurtig beslutning på højskolen og dagen efter var jeg i det lokale supermarked med min veninde for at købe afblegning til 30 kr. At se mit mørkebrune hår lysne lige så stille er måske noget af det mest nervepirrende, jeg længe har stået vidne til. Nu sidder jeg tre hjemmeafblegninger senere og kigger på lokkerne, og jeg er overraskende tilfreds og imponeret over, hvor godt mit hår klarer sig efter alle kemikalierne.

Det er ikke farligt.

Det bliver jeg ved med at sige til mig selv. Samtidig har jeg også set min søster gå igennem samme proces som mig flere år tidligere. Jeg vidste godt, jeg ikke ville blive gjort arveløs ved mine valg, men jeg var stadig en anelse nervøs efter at have hørt, hvordan det var for min søster, Amalie. I dag er hun 26 år. Hun har fået det meste lavet, efter hun flyttede hjemmefra. Jeg kunne simpelthen ikke vente, så jeg fik også gjort det i en tidligere alder. Jeg skrev til min søster for at høre, hvad hendes oplevelse med ”det univers” har været og med forældreaccept for at se, om der var nogen forskel på vores forældres reaktioner på deres to døtre.

”Jeg har to helix og to tatoveringer, begge helix fik jeg lavet ved en guldsmed i Odense, men der var nogle måneder imellem dem, kan faktisk ikke huske, hvornår jeg fik dem præcist. Hvis jeg husker rigtig, så fik jeg den ene, lige da jeg var flyttet hjemmefra, så jeg har været 18/19 år, men den anden har jeg glemt.
I dag har jeg ikke øreringe i nogle af hullerne, men det er mest, fordi jeg ikke kan finde det ene, og min ørering røg ud af det andet. Da jeg fik dem, var det, fordi jeg synes det så sejt ud og lidt anderledes, for de fleste havde kun almindelige huller i ørerne. Jeg tror ikke, at jeg havde en direkte inspirationskilde.”

På en måde føler jeg mig måske mere som mig selv, når jeg har friheden til at gøre de ting.

“Mine to tatoveringer fik jeg lavet samme dag i september i 2012 hos Babylou i Pisserenden, da jeg var 21.
Den ene er l’amour fou med skråskrift. Den havde jeg tænkt på i mange år. Jeg tror, jeg havde haft den i tankerne siden 2010-ish. Jeg har i hvert fald et billede fra nytårsaften 09/10, hvor jeg har skrevet det med sprittusch på mit håndled (nice I know). Inspirationen fra den kom klart fra YSL og hans livspartner Pierre Bergé, det var vist noget med, at de kaldte deres forhold/kærlighed til hinanden for “l’amour fou” – skør kærlighed. Og så har jeg altid været glad for fransk, så den lå lige til højrebenet.
På den anden står der “Ai,” hvilket betyder kærlighed på japansk og var navnet på en japaner, som betød/betyder en stor del for mig. Tatoveringen er med hendes håndskrift. I 2012 var der en hjemmeside, der hed “the tattoologist”, den sad jeg mange aftner på og stenede. Jeg ville så gerne have én, men turde ikke helt.
Jeg tror, jeg havde luftet idéen for mor og far et par gange. Da jeg boede hjemme gik svaret på: “Du bliver smidt ud hjemmefra, hvis du får en tatovering,” og da jeg så var flyttet hjemmefra, var svaret: “Det er din krop, men tænk dig nu om”, “vil du også synes den er pæn, når du bliver voksen” etc.
Ugen før jeg fik den, var jeg på besøg derhjemme, hvor jeg fortalte, at jeg havde besluttet mig for at få den – l’amour fou. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg tror, jeg havde håbet på et “hvor spændende”, men fik nærmere et “Vi vil aldrig sige, det er en god idé, men det er din krop”. Hvilket jo er helt fair. Men lille, unge mig havde nok indeni håbet på et lillebitte “Go for it” fra dem. Jeg tror ikke, jeg havde fortalt dem, at jeg havde besluttet mig for at få dem begge lavet på samme tid, men det, synes jeg klart, var den bedste idé. Så da jeg sendte et billede efterfølgende, tror jeg, de blev lidt overrasket over, at der var to. Jeg mener, at en kommentar var: “Du kunne ikke vente og lige se, om du nu blev glad for den ene” – men altså det var 800 kr. for en eller begge, så hvorfor ikke. Jeg var mega glad for dem efterfølgende. Og er det da også stadig. Jeg tænker bare slet ikke over dem mere, nogle gange, når jeg ser dem, tænker jeg “Gud ja, der er to tatoveringer der”.

Mor og far har da klart påvirket mig til at vente længere tid med at få både tatovering og øreringe, men selvom jeg har været +18 og ret tilfreds med min beslutning i øjeblikket, havde jeg altid en snert af dårlig samvittighed – for de havde jo ikke helt godkendt det. At farve håret derhjemme forsøgte jeg mig også med en gang, tror det var i 2013, også da jeg var flyttet hjemmefra. Mor har altid frarådet mig at gøre det, hvis jeg absolut ville farve håret, så skulle jeg gå til en god frisør, men en eller anden aften stod jeg med en veninde og syntes, det var en vildt god idé lige at prøve af, så jeg købte jeg mørkebrun skyllefarve i Matas og fik hende til at farve det. Det blev pissemørkt, og da jeg havde vasket det de 7-10 gange, som var det, der stod på pakken, at det ville holde, og det stadig ikke var falmet en smule, og de første udgroninger viste sig, gik jeg lidt i panik og fortrød inderligt, jeg havde farvet det. Heldigvis blev det sommer, og solen hjalp med at afblege det tilbage, men der gik et par måneder, før min normale hårfarve var tilbage, og flere år efter kunne man stadig se en linje af mørkt hår, når man løftede op i det ind til det inderste.

Nu hører jeg aldrig noget for hverken tatoveringer eller øreringe, men lige i tiden efter blev det kommenteret en del på en kærlig måde, men med en lidt sarkastisk tone. Jeg tror egentlig bare, de har tænkt “Gud hvor er det dumt, men i det mindste er det ikke et sleeve, eller hvis hun en dag fortryder det, så er det hendes eget problem”.

Jeg har det fint med mine tatoveringer. Da jeg fik dem, sagde alle “Når du først har fået én, vil du have flere”, men jeg har aldrig haft andre idéer eller ønsker til flere. Min mand, Theis, og jeg snakkede lidt om det ift. brylluppet og nu med vores kommende barn, Mango. Men vi går jo begge med vores vielsesring, og tatoveringer på fingrene bliver så hurtigt slidte og kan også se lidt kikset ud, så det droppede vi hurtigt. Nu med Mango har vi snakket om, at det kunne være lidt fint at få tatoveret en lille mango, men det er bare ikke den mest visuelle flotte frugt, så den er også røget lidt i vasken. Man skal fandme aldrig have en fødselsdato eller lignende, det er kikset. Hvis jeg ikke havde fået de to tatoveringer den gang, så tror jeg ikke, at jeg ville have haft nogle i dag, for jeg synes klart også, at der er noget enormt smukt over en “ren” krop. Men jeg fortryder dem bestemt ikke. De siger noget om mig, og det kan jeg godt lide.”

Min søster og jeg er stille rebeller. Tatoveringer, piercinger og hårfarvning er det, det er blevet til. Selv med dem er vi stadig de samme mennesker, og der er ingen hindring i disse. Det ved jeg ikke, om mine forældre nogle gange har troet. Jeg tror, deres holdninger har været for at sikre, at min søster og jeg ikke ville fortryde dem senere hen. Men for mit vedkommende ved jeg, at jeg intet fortryder endnu. På en måde føler jeg mig måske mere som mig selv, når jeg har friheden til at gøre de ting. Det var alt det, vores forældre sagde nej til, men nogle gange må man godt trodse. Er det ikke rimelig harmløst?

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *