Pigerne på 1. t.v.
Clara har fotograferet sine roomies. Det er blevet til en fotoserie, der hylder livet i kollektivet på første sal. Her bor 4 piger, der ikke kun deler bad, køkken og ost i køleskabet.
Hér er mine roomies. Vi ser hinanden hele tiden og alt for sjældent. De er sjove, kloge, smukke og nogle gange helt vildt pisseirriterende.
Denne fotoserie er en hyldest til dem. Til dén hverdag, vi skaber sammen: det kedelige og rutinerede indimellem alt det sjove. Her er der lange, trætte og triste dage med tømmermænd, regnvejr og blues. Til gengæld gemmer her sig også magiske hverdagsøjeblikke med nøgenhed, grin og dans i køkkenet. En hverdag, hvor vi skiftevis trækker hinanden op og deler bekymringer og oplevelser over opvasken.
Jeg er altid lidt lettet, når jeg kan se, at der er tændt lys på første. Måske kommer jeg hjem til Emmas frisklavede kaffekande, til lyden af Louise, der hører Genstart, eller Marie, der synger. De er mit hjem, og sammen har vi skabt en lille alternativ (svingdørs)familie. Her er der mest hverdag og travle dage. Ind og ud. Hurtig snak på gangen. Venner, studiegrupper, kærester. Hele tiden er der lyden af en dør, der smækker eller åbner.
Men der er også de stille dage. Dage, hvor vi alle er trætte, og hvor det kun er vaskemaskinens rumlen, man kan høre. Dage, hvor køleskabet er tomt, og hvor ingen gider at lave aftensmad. Hvor stikkontakten går i stykker, afløbet lugter, og det eneste, vi magter, er at kigge ind i hver vores skærm.
Men så er der alligevel altid én, der trækker os andre op. En, der banker på og stikker hovedet ind. Så går vi ned og handler opvasketabs, aftensmad og andre kedelige voksenting og skynder os hjem for at sætte høj musik på højtaleren og Rema-bonen på WeShare. Så går det hele alligevel, og pludselig er det ikke så slemt at være voksen og ansvarlig.
Selvom jeg ser mine roomies hele tiden – også når de er sløve om morgenen og har haft en lortedag på arbejdet – så er jeg heldigvis ikke blevet træt af at se på dem endnu. Jeg er bare glad for, at de bærer over med mine hverdagsbrokkerier, hysteriske rengøringsvaner og høje latter. At vi bærer over med hinanden. Rummer og glemmer.
Med dem er der plads. Til det hele. Til dovne henslængte dage, spontane middagsselskaber, venners venner, sure miner, dans, tårer og alt derimellem.
Man ved aldrig, hvad man kommer hjem til, når man kommer hjem til pigerne på 1. t.v. – men hjem, det kommer jeg!
Hvad tænker du?