Rebecca laver dokumentar og skriver dagbog

22. maj 

Jeg har den seneste måned været i gang med at lave en dokumentar som mit afgangsprojekt på Potemkin – Den Jyske Filmskole. Processen har vist sig at være meget anderledes end jeg havde regnet med. 

Nu sidder jeg her og skriver artikel om det, mens min producer skriver mails til hoteller i København, for at vi har et sted at bo, mens vi laver optagelser og min fotograf sider og laver shotdeck. 

Men lad os hoppe nogle måneder tilbage i tiden. 

Tilbage i april var jeg til SEIN x Øst for Paradis event i Århus. Her mødte jeg Helin Erdem, som fortalte om sin opvækst og om at arbejde i medie- og tv-branchen. Vi snakkede og snakkede og fandt ud af, at vi har flere ting til fælles, end vi troede.

Og så røg det bare ud af mig. Uden nogen realistisk plan eller idé sagde jeg “Det burde vi lave en film om!” I samme sekund prøvede jeg at finde på alt muligt smart at sige. Intellektuelle, fancy ord om film og mennesker så jeg kunne fastholde hendes opmærksomhed. På trods af at prøve og lyde klog og overskudsagtig, tror jeg mere, at jeg lød som Bambi på glatis, som prøvede at finde fodfæste i min egen strøm af ord. 

Men så skøn og umiddelbart som hele konstellationen jo egentlig var, greb hun mig midt i alt mit eget rod og sagde “Lad os gøre det.” 

Sådan startede det hele. En tilfældig aften, et tilfældigt møde, en tilfældig samtale, men alt sammen noget, der inspirerede. 

Dagene efter var jeg præget af meget intense følelser. En følelse af, at der var et momentum, som jeg virkelig skulle udnytte. Jeg vendte og drejede idéer og tanker i mit hoved, med mine venner og medstuderende. 

Mens alt dette foregik var jeg i gang med at lave en fiktionsfilm, så følelserne gik højt og jeg var bange for at miste hendes opmærksomhed og lade en fed mulighed glide ud gennem fingrene på mig. Jeg har ikke førhen været den person, der kom med de fede idéer, men har udviklet mine evner indenfor at producere og igangsætte andre folks idéer. Jeg følte mig pludselig fremmed i det, som jeg ellers har brugt det sidste halve år på. Til trods for den følelse, forsøgte jeg at holde tungen lige i munden og få samlet tankerne. 

Nogle uger senere fik jeg sendt et lille pitch og et moodboard. Jeg var så nervøs og i samme sekund, som jeg kunne se min pitch i “sendt” mappen inde på mail, slog jeg computerklappen ned, smed den på sengen og gik udenfor. Jeg kunne næsten ikke være i min krop af ren rædsel, for at jeg virkelig havde dummet mig og ladet mit overmod overbevise mig om, at min idé var noget værd. 

Få timer senere fik jeg en mail. “Jeg er klar!” stod der. 

SÅ! tænkte jeg. Nu er det nu. Hele min krop blev varm, om det var glæde eller skrækslagenhed kunne jeg på det tidspunkt ikke differentiere imellem- og kan nok stadig ikke helt finde ud af det. 

For i løbet af hele processen har min krop konstant føltes som en hvirvelvind af følelser. 

Glæden over at være inspireret og at få lov til at formidle et andet menneskes fantastiske historier, men også frygten for ikke at gøre det rigtigt. Frygten for at jeg netop ikke kan formidle det, og at folk misforstår det. 

28. maj

Lige nu, mens jeg skriver, sidder jeg på den anden side af optagelserne på dokumentaren. 4 dage i København. Frem og tilbage mellem hotel og set. 

Den første dag på set var intet andet end et shitshow inde i mig. Vi skulle optage et interview i Helins lejlighed. “Vi er blevet inviteret ind i hendes hjem og hendes følelser og tanker. Det SKAL gå godt det her,” tænkte jeg. 

Men hvordan stiller jeg de rigtige spørgsmål? Hvornår er de dårlige eller irrelevante? Lyder jeg dum? Graver jeg for meget i noget, der slet ikke har med emnet at gøre?

Spørgsmålene fløj rundt i hovedet på mig, da vi gik ned mod hendes lejlighed. Jeg tror ikke, at jeg har følt den form for uvished og nervøsitet i mange år. 

Følelsen var underligt bekendt. Den mindede mig om den form for usikkerhed eller angst, man kan få inden en eksamen eller en jobsamtale. Forskellen var jo bare, at jeg ikke som sådan skulle bestå eller fremstille mig selv på en bestemt måde. Alligevel spillede min krop mig et puds og fik mig til at tvivle på, hvordan det hele ville gå. 

I virkeligheden var alle de tanker fuldstændig unødvendige, for erfaringen af at lave er mindst lige så værdifuld som det produkt der kommer ud af det. Det er selvfølgelig nemt at sidde at skrive på den anden side af stormen, men uanset, syntes jeg det er pointe der er værd at få med. 

31. maj

Jeg synes, at denne her artikel har været svært at skrive. Jeg har flere gange forsøgt at finde ud af, hvilken vinkel på det hele jeg gerne ville have. Skulle det handle om at tvivle på sig selv og at overkomme angst? Eller skulle den handle om at være ung og prøve at finde fodfæste ift. job og karriere? 

Jeg tror at jeg er blevet enig med mig selv om, at det måske mere handler om den hyper opmærksomhed, der er på netop det. At alle beslutninger eller overvejelser skal nærstuderes og gennemskues. 

Eftersom at jeg har det privilegium, at have tid til at sidde og jage efter den dybere mening af en helt normal og umiddelbar følelse, vil jeg måske dedikere denne her artikel til det modsatte. 

Alle de tanker og følelser jeg havde i København var måske den mest naturlige og sande oplevelse jeg længe har haft. Selvom det var trælse tanker og følelser, der til tider gjorde mig ked af det og frustreret, var det egentlig også følelser der hjalp mig videre i processen med at lave filmen. 

Den usikkerhed og nervøsitet jeg følte, delte jeg med alle på set og uden at pudse min egen glorie for meget, tror jeg faktisk, at det gav noget rigtig godt til følelsen af fællesskab omkring projektet. For efter at vi hver især åbnede op for at være nervøse og spændte på det hele, kom vi til at snakke om den forfærdelige kliché, der indimellem er omkring at lave kunst.

At vi skal presses til vores yderste før vi præstere vores bedste. Lidt ala diamonds are made under pressure. For hvorfor er det blevet normen, at man skal have det forfærdeligt for at lave noget smukt? 

Jeg finder alligevel mig selv ved en skillevej her. Alt med måde vel.  

At føle et pres for at gøre sit bedste- uanset kontekst, er vel egentlig en helt naturlig og sund følelse. Det hjælper os med at navigere i, hvor vores grænse går, og når vi møder den grænse, kan vi nemmere trodse den og komme over på den anden side af frygt og usikkerhed. 

1.  juni

Så, for at vende tilbage til det som udgangspunktet for denne her artikel egentlig var. 

Jeg er ved at lave en dokumentar. Den film er stadig under arbejde og det går heldigvis godt.  

Alle de følelser, tanker, overvejelser, usikkerheder, the list goes on, har for mig været den største gave i hele forløbet. For det har fået mig til at tænke over de ting som jeg er glade for. 

Jeg er så ufatteligt glad for at have muligheden for at skabe og føre enten mine eller andres fortællinger ud i livet. Jeg er så utrolig glad for at alle de følelser der er en del af processen. 

Jeg er glad for at erfare, at selv hvis jeg synes at det er svært og til tider tvivler på mig selv, så kom der noget smukt og godt ud af det hele alligevel. 

Så min endelige og sidste overvejelse, nu på tog mod Bylderup-Bov hvor jeg skal hjælpe på et Super8 afgangsfilm projekt. Hold op hvor er det bare fedt at lave ting man godt kan lide! Hold op hvor er det dumt at spilde tiden på at tvivle på sig selv når mulighederne er lige ude foran døren. Jeg ved ikke, om det er den skønne musik i mine høretelefoner, og solen der varmer min kind gennem vinduet, der gør mig sukkersød, men jeg vælger at holde lidt fast i denne her følelse, for forhåbentlig at lade den glæde skinne igennem skærmene på dem, der er noget helt med til slut af min evigt lange tankestrøm. 

Tekst: Rebecca Hammerich Egendal
Visuelt: Frida Bjerregaard Poulsen og Malin Høm
Redaktør: Laura Rye Bislev