Rebel

20. september 2022

Poesi kan fortælle os rigtig meget om at være menneske på et bestemt tid og sted i historien, samtidig med at den kan være relevant og nyskabende for os i dag. Beate læser Michael Strunges “Rebel” og undersøger i lyset af det forestående folketingsvalg ungdommens impulser til at ville ændre verden, og den magtesløshed, der ofte følger med

Visuelt af Josefine Kynne.

De sidste mange år har jeg været spændt og engageret, hver gang et valg har været på vej. Om det har været EU-, kommunal-, eller folketingsvalg, har jeg set det som en mulighed for at ÆNDRE på nogle af uretfærdighederne i vores samfund. Dette efterår regner vi med at skulle have folketingsvalg. Jeg er interesseret i udkommet, men på ingen måde engageret. Jeg tror, det er en form for forsvarsmekanisme. Fordi efter hvert tidligere valg, er jeg altid endt med at stå tilbage med en flad fornemmelse. Det blev heller ikke i denne omgang, verden blev ændret. Politisk fnidder overskygger reelle forandringer, klimakampen bliver udskudt til næste periode, og vi unge må slå os til tåls med lidt nedladende ros for vores politiske engagement, før alting fortsætter som før. Ungdommen er samfundets arvetagere, men har i dag meget lidt indflydelse, fordi vores generation er mindre talrige end de ældre, og vi derfor ikke vejer så tungt i politikernes spil om mandater. Alligevel undrer jeg mig over, om de generationer, der har magten, også selv har følt den samme frustration som unge, og i den forbindelse kommer jeg til at tænke på et digt af Michael Strunge, som jeg læste første gang da jeg var 17-18 år.

Læs digtet her

Rebel indkapsler følelsen af en frustration over den uindfriede lyst til at GØRE noget. Det bobler af energi og utilfredshed, og når Strunge skriver til et ”du” gør det, at jeg let sætter mig selv ind i teksten. Jeg nikker genkendende til du’ets frustration over krav og forventninger fra en omverden, jeg har lyst til at ruske op i – lyst til at skrige ind i øret på. Jeg har her lavet nedslag i nogle linjer i digtet, jeg synes er særligt gode til at udpensle denne tematik.

 

“SELV ER DU LIGE FYLDT ATTEN / OG HAR FYLDT DIG MED SPRUT OG STØJ”. Jeg genkalder mig følelsen af at være til fest og træde udenfor et øjeblik, mærke hvordan alkoholen styrker her-og-nu fornemmelsen mens mine ører ringer ved overgangen fra den larmende fest til den stille gade. Fuld af sprut og støj virker det et øjeblik som om, at verden ligger for ens fødder.

“DU GÅR NED MED DIG SELV I HÅNDEN MEN VIL OP IGEN”. Der er noget ensomt over at gå med sig selv i hånden – eller måske bare noget alene, ikke som sådan ensomt, ikke på en trist måde. Jeg forestiller mig at stå og kigge på den brede nattehimmel og tænke på tiden, inden jeg blev født, da både jeg og verden var fuld af potentiale. Strunge skriver senere, at stjernerne er “DE VIRKELIGE OG VIRKELIGHEDENS”. Han forstår følelsen af at være så ung, at man stadig føler sig som om, man er i fosterhinden, i en uvirkelig verden, en ikke-autentisk eksistens. Man har endnu ikke fået lov til at bevise, at man ikke længere er et barn, og det gøres endnu sværere ved, at man måske stadig befinder sig i sin barndoms verden: i barndomshjemmet og dets trygge men klaustrofobiske omgivelser.

 

Digtet kulminerer i tredje strofe, hvor Strunge skriver om at være rebel. Lysten til at stoppe bilerne, skrige i Bilka og spytte i ansigtet på de politikere, han ikke bryder sig om (i 80’erne var det for Strunge Glistrup, som stiftede det højrenationale Fremskridtsparti), er utrolig genkendelig for en generation, der er vokset op med truende forurening, overforbrug og nationalisme. Men hver gang, du’et forsøger at GØRE noget, glider muligheden mellem fingrene på hende. Bilerne kører væk, højtaleren overdøver hende og Glistrup ser hun kun i tv. Verden går sin gang.

“DU STÅR MIDT PÅ GADEN / OG SKRIGER OM VERDEN / MEN DET ER NAT / OG ALLE SOVER”. Med de sidste syv ord punkterer Strunge drømmen om at kunne få afløb for sin rastløse energi, at blive lyttet til eller taget seriøst. I stedet for at have ændret noget, står du’et tom for energi, midt på en stille gade. Pludselig bliver omgivelsernes ligegyldighed klar. Det er præcis den samme følelse, jeg får, hver gang de politikere, jeg har stemt og troet på, laver nedskæringer på uddannelse, udskyder den grønne omstilling eller på anden vis ignorerer de unges interesser fuldkomment for at hente stemmer fra de gamle generationer i stedet.

 

At læse Rebel afhjælper måske ikke følelsen af magtesløshed og frustration, men det viser, at ældre generationer har været igennem det samme. Michael Strunge døde desværre før han fyldte 30, så vi ved ikke, hvordan han ville have været som ”rigtig” voksen. Men det er de andre i hans generation, der står med den politiske magt i dag. Strunge var populær i sin samtid, og det er ironisk, at hans generation, der tidligere i deres liv kunne nikke genkendende til denne ungdomsfrustration, nu er dem, der i høj grad ignorerer de yngre generationer, når de laver politik. Jeg har ikke lyst til at opgive ethvert håb for politisk forandring. Men jeg ville ønske, at der var nogle vågen, når jeg står ude på gaden og skriger. Jeg ville ønske, der var bare et par stykker, der åbner et vindue for at brokke sig over larmen, før de kommer i tanke om, at de havde gjort det samme som unge. At de måske får lyst til at lytte – ikke hele natten, men bare kort, bare så de i morgen kan fortælle deres kollegaer om det.

Hvis du har lyst til at opleve Rebel i en anden form, har Rigmor lagt musik til digtet:

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her