‘Rend mig’ er en del af en ligestilingssamtale, vi skal fortsætte med at have
Dagmar har læst ‘Rend mig’ af Pernille Skipper og reflekterer over, om sexisme for alvor har fået en plads i kulturen. Hvordan tager vi samtalen ud af bogen og undgår, at den blot bliver endnu et ekkokammer?
Til Zulu Awards 2020 holdte Sofie Linde en tale, hvor hun afslørede, hvordan hun som helt ung havde været udsat for sexisme, da hun arbejdede for DR.
Faktisk talte hun direkte til den person, situationen omhandlede. I årene efter er flere direktører, ministre og andre store navne gået af og blevet fyret som følge af anklager om sexisme på arbejdspladsen.
Sofie Lindes tale gjorde noget ved os alle sammen og gav Danmark et fælles sprog for sexisme, kvinder udsættes for på både arbejdsmarkedet, men også som privatpersoner i det offentlige rum.
Jeg tror, Skippers bog er et resultat af den bølge, Sofie Linde satte i gang tilbage i 2020. Man kunne frygte eller glæde sig over, at bogen måske bliver en døgnflue med en snæver gruppe af læsere. Omvendt kunne man også håbe, at den bliver endnu en trappesten for en videre udvikling i kampen mod sexisme.
MeToo er kommet sent til Danmark
Nok har den ikke lige så meget “wow-faktor” som Lindes stunt til Zulu Awards. Hun står på skuldrene af de MeToo bølger, der rasede i lande som Sverige og USA. Allerede i 2017 skrev Matilda Gustavsson ‘Klubben – en undersøgelse’, som er en afdækning af de seksuelle krænkelser, der er sket blandt kultureliten på Det Svenske Akademi.
En mere uddybende undersøgelse blev senere udgivet som bog af samme navn. Gustavssons ‘Klubben – en undersøgelse’ kunne godt være en pendant til Skippers ‘Rend mig’, som først udkom i september 2023.
Min pointe med dette er, at vi i Danmark altid er meget stolte over, hvor progressivt et land vi er, men imens MeToo for alvor brød ud i USA og Sverige i 2017, skulle der i Danmark gå nogle år endnu.
Folk har tilladt sig at spørge ind til amning og andre ting, der ikke har noget at gøre med hendes politiske arbejde.
Den subtile sexisme
I bogen fortæller Skipper sin historie om at være kvinde i dansk politik. Den historie er desværre meget præget af sexisme. Både den meget udtalte, som hun illustrerer med udpluk fra kommentarspor fra SoMe samt mailkorrespondancer fra folk, der kalder hende ord som kommunistluder, møgkælling, tøsebarn og alverdens andre nedsættende ord.
Hun beretter også om den mere subtile sexisme, der sker når en mandlig medpolitiker til et møde kommer med den samme pointe som hende, og hun bliver overhørt, mens han får æren for den.
Hvordan hun gang på gang har skullet forsvare barselsfordelingen mellem hende og sin mand, når folk har kommenteret på, at hun allerede var tilbage på arbejde ti dage efter hendes fødsel.
Folk har tilladt sig at spørge ind til amning og andre ting, der ikke har noget at gøre med hendes politiske arbejde. Men det har derimod noget at gøre med, at hun er en kvindelig toppolitiker med børn og en mand, der tager næsten hele barslen.
Men hvordan skal denne historie så ændre vores kultur og samtale generelt? Jeg ved det ikke og er stadig ikke sikker på, at det er denne bog, som er svaret. Pernille Skipper skriver selv i prologen: “Hvis du ikke læser længere end dette forord, skal du vide én ting: Jeg regner med, at den her bog hurtigt er forældet”.
Jeg er nærmere overbevist om, at denne bog er en dråbe, der på et tidspunkt får et større bæger til at flyde over. Lille men betydningsfuld.
Hverdagssexisme på dagsordenen i film og serier
I januar 2024 fik serien ‘Bag enhver mand’ premiere på DR. Den skildrer et arbejdsmiljø på en restaurant, som både er sexistisk, men også alt muligt andet. Det er nok ikke Pernille Skippers bog, der er skyld i den serie, men jeg tror de hver især er afledt af den samme strømning i vores samfund.
Personligt synes jeg, at ‘Bag enhver mand’ er et glimrende eksempel på en serie, der skildrer, hvordan sexisme ser ud og som får os til at tænke over og tale om det. Den fortæller nemlig en historie udover sexismen.
Jeg tror, det er en serie, som når ud i stuerne og giver os noget nyt at tale om. Måske det ikke er alle, der ser et arbejdsmiljø præget af sexisme og dårlig kommunikation, men jeg er sikker på, at den starter en samtale.
En del af svaret er måske, at vi både har brug for bøger som ‘Rend mig’, der med sin titel både provokerer og forarger, men også de mere subtile eksempler, der blandt andet ses i ‘Bag enhver mand’ men også i TV2-serien ‘Dansegarderoben’ (2023), der zoomer ind på kvinderne i Cirkusrevyen, som har fået drømmejobbet som danserinde.
Serien skildrer en brydningstid i 70’erne, hvor sexisme og krænkelser er en del af jobbet for de otte kvinder i Cirkusrevyen, mens andre kvinder går på gaden og demonstrerer.
Her oplevede jeg selv, hvordan sexisme og krænkelser blev en del af samtalen omkring middagsbordet hos mine forældre, imens ‘Dansegarderoben’ løb over skærmen primo 2023.
At være vred og tage hævn
Er der et hævnmotiv i ‘Rend mig’? Selve bogens indhold er jo meget sobert og er velunderbygget af diverse statistikker og undersøgelser. Men titlen derimod: ‘Rend mig’ er et udtryk sagt i vrede og affekt. Ligesom hævn, der nok ikke ligefrem vokser ud af saglige argumenter og pålidelige undersøgelser.
Et tema, der også er meget populært i vores popkultur i øjeblikket. Især hvis man kigger på USA. Her synger Miley Cyrus om at købe blomster til sig selv i sangen ‘Flowers’ og Taylor Swift, der synger om at føle sig udnyttet i romantiske relationer, blandt andet i sangen ‘All Too Well’.
Selvom Miley Cyrus og Taylor Swift synger om forlist kærlighed og Pernille Skipper skriver om sexisme på Christiansborg, deler de et fælles budskab til kvinder især: Tag magten tilbage og vær vred.
Hvis det bliver sagt nok gange, kan man til sidst ikke undgå at lytte.
Tekst: Dagmar Jespersen
Visuelt: Josefine Kynne
Redaktør: Laura Rye Bislev
Hvad tænker du?