Sådan starter du samtalen om kærlighed, krop og kinks

08. februar 2023

“Hvad tænder du på?” Jeg panikker altid en smule, når nogen spørger mig om det. For hvordan sætter man lige ord på det? 

I dagens indlæg samler Alberte tanker, erfaringer og gode råd sammen med PEECH, Klub Venus og ikke mindst SEINs læsere om netop dette.

Støt SEIN

Jeg synes egentlig selv, at jeg er god til at tale om sex. Jeg synes, mine venner er gode til at tale om sex. Men én ting, vi ikke taler så meget om, er kinks. Og det gjorde mig nysgerrig; Hvorfor er det så svært at tale om, hvad man tænder på? I en spørgerunde på SEINs Instagram svarer 70% ja til, at de har en kink. Alligevel kan det være svært at finde ud af, hvordan man kaster og griber kink-bolden på en god måde. 

Jeg har kontaktet sexshopperne og pleasure-studioerne PEECH og Klub Venus for at få vejledning om netop DEN samtale. Og denne samtale kan naturligvis ikke ske uden SEINs læsere. Vejlederne har taget mig i hånden ind i kink-universet, så vi sammen kan blive klogere på det.

Kink, fetish, fantasi – kært barn har mange navne. Men hvad betyder det egentlig at have en kink?
En kink er noget, der tænder dig seksuelt; som er “ud over det sædvanlige.” Det kan være alt muligt: sex med bind for øjnene, leg med powerplay, brug af sexlegetøj, at røre ved sig selv foran sin sexpartner, sex i offentligheden og meget mere. Det er i virkeligheden bare noget, som, du synes, er nice i forbindelse med sex, men som, du også føler, er lidt ekstra frækt, fordi det kan føles lidt forbudt. En kink kan være forbundet med særlige genstande, situationer, personer eller handlinger. Mange oplever at have flere forskellige slags kinks. Og mange oplever slet ikke at have nogle kinks. Der er ikke noget, der er er mere “normalt” end andet.

Det er i virkeligheden bare noget, som, du synes, er nice i forbindelse med sex, men som, du også føler, er lidt ekstra frækt…

Sproget fortæller os, at vi skal føle os skamfulde

Fordi kinks kan føles lidt forbudt, forbinder mange folk kinks med noget, som er tabubelagt og lidt svært at tale højt om. Da jeg slog ordet “skam” op i en synonymordbog, dukkede ord som “krop”, “sex” og “kønsorganer” op som foreslåede synonymer. 

Jeg har talt med Augusta fra Klub Venus om, hvordan man fjerner den skam: 

For at starte en god samtale om kinks, er det vigtigt at skabe en åben og respektfuld atmosfære. Det kan være nyttigt at starte samtalen ved at dele ens egne holdninger og erfaringer samt at være villig til at lytte og forstå den anden persons synspunkter,” siger hun om den udfordrende samtale. 

For at starte en god samtale om kinks, er det vigtigt at skabe en åben og respektfuld atmosfære.

En SEIN-læser tilføjer, at man kan gøre det klart, at det kun behøver blive en realitet, hvis I begge to er okay med det. Og så skal det selvfølgelig gøres med konsensus.

Så hvordan taler jeg om det, jeg tænder på?

Ida Olivia fra PEECH fortæller, at hendes indtryk er, at ungdommen faktisk er super nysgerrige og afprøvende, når det gælder sex:Mange har bare brug for at blive taget lidt i hånden, før de tør afprøve noget nyt.” 

Man kan eksempelvis bruge samtalekort til at hjælpe samtalen i gang. Samtalekort hjælper med at stille intime og nysgerrige spørgsmål, så man kan lære sig selv og hinanden bedre at kende. Derudover foreslår endnu en sej SEIN-læser,  at man med en partner kan skiftes til at sige noget højt, man tænder på.

Man kan også gå på opdagelse i PEECHs og Klub Venus’ online universer. Her ligger der blandt andet en masse fede guides til at udforske sit sexliv. Hvis du har mod på det, så tag din ven eller din partner under armen og tag ud og kig på sexlegetøj. Alle mennesker er forskellige. Det samme gælder vores frække fantasier, sexlyst og vores samling af sexlegetøj. Der er ikke noget, der er rigtig eller forkert, når det handler om, hvad du har lyst til. Jo bedre vi bliver til at være nysgerrige og åbne i samtalen om sex, jo federe bliver det at have sex.  

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her