Sigrid bliver syet

Selvom jeg efterhånden er en gammel pige, skal der sjældent mere til – for at jeg igen føler mig som et barn – end at jeg oplever noget nyt for første gang. Når jeg står i den situation, bliver jeg både nysgerrig og opgivende. Jeg bliver taknemmelig for de nye oplevelser; En del af tilværelsen, der før var gemt, har vist sig for mig, og det vækker en nysgerrighed – en videbegærlighed nærmest. Men jeg bliver også opgivende. For jeg bliver skuffet over mig selv; over at oplevelsen ikke er indtruffet tidligere; over at jeg ikke allerede har lært at navigere i denne situation.  

Sidst, det skete, var, da jeg for nylig fik en flænge i benet. Jeg er meget sjældent kommet til skade, og jeg har ikke selv taget ud til lægevagten før. Så det blev til flere Google-søgninger og udgående messenger-beskeder. Det var jo egentlig en ganske banal situation, men for mig var det stort. Det faldt dog hurtigt til jorden. Jeg kunne ikke finde nogen, der delte min gejst. Ikke finde nogen, der ville tage med mig til lægen. Og der var endda én, der mente, at det ikke kunne betale sig, at jeg overhovedet tog afsted.

Jeg tog mig selv i at ønske mig tilbage til barndommen – både på grund af den let tilkomne opmærksomhed og omsorg, men også på grund af børnebøger. Mere bestemt savnede jeg det wikiHow-agtige element i børnebøger, der er retnings-angivende for, hvordan man skal bære sig ad i forskellige situationer, som livet byder på. Og bogen, der fungerer som en markering af situationen; altså det faktum, at der findes en bog om det, anerkender betydningen af det, man har oplevet.

Så jeg gjorde det, som alle selvhøjtidelige, barnlige sjæle ville gøre, og lavede en børnebog om min oplevelse. Og den får I altså herunder nu. Det er let læsning. Og forhåbentligt en påmindelse om, at selvom mange andre før har været i den situation, som man står i, så er det stadig første gang, man selv står i den.