Fra genbrugsens lædersofa

26. august 2019

Carla har haft gevaldig skriveblokade, fordi intet syntes at være i sammenhæng. Hun har derfor forsøgt at skrive sig ud af denne ved at vælge tre ord om det, der binder krop og liv til verden for at skabe en slags sammenhæng i sommerens og sabbatårets figurløse form.

Husk at afspille oplæsningen i bunden af indlægget, mens du læser.

Oplæsning og lyd af Carla Dengsø og Esbjørn Hannibal Hermansson 

Spor ​efter døde mennesker i genbrugens lædersofa. Runde mærker og nedadvendte buler fra varme vinterballer i pudernes nedsunkne potteformer. Pletter fra te-stink og svag duft fra en hund der satte af og lavede et rids på møblets armlæn. Det var blodsporet i din afføring der fik dig til at google lægens telefonnummer. Alle de usynlige spor jeg forlader i ethvert rum min krop har levet i; hudcellerne der falder fra mig som døde grannåle og laver små stier bag mine sko, øjenvippen der arbejdede sig helt ned i kattens gråmelerede pels. Pelsen der forsvandt ud i tropenatten.

Stemme ​instrumenterne på badeværelset og lade overtonerne ringe ud i de blå plastikrør under huset. Stemmen der taler igennem mine foldede hænder under et sengelinned i værelsets mørke nat. At bede om noget og spænde musklerne i håbet om at ordene må manifestere sig i verden, hviskende bede om bedring eller virkeliggørelse af perfekte scenarier. Lade brisen på terrassen tage det talte ord i hånden og føre det med sig langs togets voldsomme skydning gennem marker, forbi køers bulede hofter og kernefamiliers brankede snobrød. At mærke stemmens lyd forme sig i hulningen mellem tænderne som et dyr der vågner fra vinteren. Følge den roligt eller slynge den voldsomt ud i rummet og starte en bevægelse udenfor kroppen. At tro på tilfældigheder eller manifestationer fra mundens muskel.

Puls ​i brystet. Trykken på pulsen sen aften når feberen pumper blodet rundt med så stor rytmisk kraft at huden buler ud over lemmernes rette linjer. Hovedets misfarvede billeder syner hen i glitrende absurditeter gennem kraniets ømme feberrus. Når hjertets dunk banker hård metallisk lyd gennem tindingerne. Sygdomsramt. Parkeringskældre og hænder der smækker bildøre der vandrer larmende gennem nummereret beton, nattens spredte pomfritter og samtaler om amning. Pulsen i byen er lyde der skaber et rytmisk magtspil, som tang styres af vand der styres af vind der udgør himlens puls. Vi er i hinandens rytme. Pulsen er en fælles hengivenhed til den lyd der larmer højest. Som solsorten på nåletræet skreg højere, mere indædt, end spurven i græsset. Puls er solsortens skræppen.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *