Stressed girl summer
Sommeren er kommet: de lange, varme dage, som man kan ligge og sole sig i. De lune, lyse nætter med musik og dans og nogle, man holder af. Og friheden. Følelsen af frihed følger med sommerens kommen. I hvert fald for nogle. For andre kan sommeren og alt det, den bærer med sig, virke mere som et varmt fangenskab. Det skriver Kristine om i denne tekst.
Illustration af Ditte Paavig
Sommeren: Noget og nogen, jeg forbereder mig på hele efteråret, vinteren og foråret. Jeg overlever de andre årstider for at leve om sommeren.
Sommeren er et løfte.
Sommeren er et løfte, der er svært at holde. Det er så utopisk og virkelighedsfjernt, jeg forventer: Mig og en, jeg elsker, vi skal ligge på varmt græs i grønne parker på pæne picnictæpper, hvor vi skal læse og drikke øl og bade i solskin, Call Me by Your Name-stemningen, saftige frugter, svedige ferskener, et sommer-vintage-filter over mit liv. Musikken, soundtracket til min sommer, bløde toner og ligegyldige tekster, noget, jeg skal cykle igennem byen til og kun mærke glæde ved. Og jeg skal ligge og sove på altanen i eftermiddagssolens svage stråler, vågne ved 18-tiden, helt søvndøsig og spise kold frisk pasta og tage spontant ud til fest i sommernatten. Jeg skal studere til min eksamen på caféer, her drikker jeg kaffe og spiser croissant, her kan jeg uden problemer koncentrere mig. Når mine eksamener er veloverståede, og jeg har fortjent, at det er blevet sommer, så skal jeg mødes på bar med mine veninder og fejre det, jeg skal sidde der hele natten, indtil morgenen gryr, og sommeren starter, alt det, der ligger forude, solskinstimer med frihed, jeg har fri, jeg er fri, jeg er sommer.
Alligevel føles det, som om jeg skal gøre mig fortjent til min sommerfrihed. For at jeg kan få den, skal jeg være lækker, for hvordan kan alle ovenstående oplevelser nydes og være æstetiske, hvis jeg ikke er smuk? Jeg mener: Jeg skal kunne gå i flagrende sommerkjoler, korte nederdele, crop tops, små shorts, min krop skal tillade disse beklædningsdele for at nyde sommeren. Det er noget for noget. Jeg har det Ariel-agtigt, som når hun indgår en aftale med Ursula.
Alligevel føles det, som om jeg skal gøre mig fortjent til min sommerfrihed.
Jeg har købt en ny nederdel, fordi det snart er sommer. Det tog mig lang tid, og det krævede mange dybe suk inde i prøverummets ulideligt klare lys, og nu står jeg foran spejlet derhjemme og ser på mine ben. Som er noget, jeg normalt forsøger at undgå på grund af mine evige komplekser over dem, de spænder ben for mig hver sommer. Jeg ser også på mine arme, de ser forkerte ud. Min mave. Og jo, jeg er bevidst om, at min krop er helt okay, jeg ved, at jeg er privilegeret og passer ind i visse skønhedsidealer, alligevel tanken, at jeg skal se anderledes ud, min krop skal se anderledes ud. Om vinteren og efteråret har jeg det okay med min krop, jeg kan modellere den bedre i lange bukser og langærmede bluser, jeg kan fremhæve de ting, jeg kan lide, jeg kan gemme det væk, jeg har det svært med.
Men sommeren oser af sex og bar hud, og jeg føler mig ikke klar til det, jeg har det mærkeligt i kroppen og med min krop, jeg er bange for, hvad folk tænker: Hvordan kan du tillade dig at gå i den nederdel, når dine ben ser sådan ud?
Heldigvis er jeg ikke verdens røvhul, og folk ofrer garanteret ikke en tanke på mine ben, men jeg føler stadig, at jeg skal være noget bestemt og se ud på en bestemt måde, før jeg er berettiget til at ha’ en hot girl summer.
Hot girl summer, et ’begreb’ der kommer fra Megan Thee Stallions sang, ”Hot Girl Summer”, der, sådan som jeg forstår det, betyder: Lev dit bedste liv, vær’ selvsikker, du er en bad bitch, express your inner hoe, nyd din frihed. Hot girl summer, og jeg er her 100% for det. Men lige for tiden har jeg det lidt mere sådan stressed girl summer.
Men sommeren oser af sex og bar hud, og jeg føler mig ikke klar til det.
For de løfter, sommeren har givet mig, bliver tit ikke indfriet. Jeg tænker på sommeren, sådan som jeg ofte har det under den, jeg tænker på de ting, der følger med. Solstressen. Jeg ved, at jeg burde være ude og nyde varmen, men jeg har af en eller anden grund ikke lyst. Eller tid. Frustrationen og provokationen ved, at solen skinner, når jeg er ked af det. Ensomheden, når verdenen lever og sprudler, og jeg ikke selv gør. Evige tøjkriser. Svedpletter og store våde pancakes under armene, skammen, når jeg har cyklet (eller bare gået!), og jeg er våd på ryggen. Det er menneskeligt, det er okay, fortæller jeg mig selv, men jeg føler mig stadig ulækker. Overspringshandlinger, valget mellem at læse op eller tage ud med mine venner – og den dårlige samvittighed, der følger med, lige meget hvad jeg vælger. Og penge, sommeren koster penge, for jeg skulle jo sidde på caféer og barer og drikke dåseøl i parken, men jeg kan allerede mærke panderynkerne forme sig, hvordan skal jeg få råd, når jeg er på SU og ikke tjener det store udenfor mit studie? Jeg kunne få et fuldtidsjob over sommeren? Men hvornår skulle jeg så have tid til at have fri og have min hot girl summer?
At skulle leve op til sommerens forventninger minder mig om at gå i børnehave, hvor man – i stedet for at tale om hot girl summer med de andre børn – målte sejhed i, hvor man skulle på ferie henne. For selv i børnehaven var sommeren en mulighed for at positionere sig selv som en fed person. Der var dem, der skulle til Tyrkiet, og der var dem, der skulle til Italien eller Spanien eller endda Mallorca. Og så var der dem, der skulle på camping i Jylland. Og camping i Jylland er der intet galt med, men det var som om, at som barn var det lidt federe at komme til syden for at returnere til Danmark med solskoldet hovedbund og badedragt-tanlines som et bevis på sommerens levede liv.
Og det er det vel i og for sig stadig nu. Ikke meget har ændret sig. Feriesteder-ønskerne har måske. Men derudover føler jeg mig stadig lidt som det samme børnehavebarn, der glæder sig til sommerens frihed – men som også har lidt ondt i maven over, hvis jeg ender på camping i Jylland.
Hvad tænker du?