Tildes morgenmad

Jeg elsker morgenmad, og selvom der er diskussion om, hvorvidt det er “det vigtigste måltid” eller overflødigt, ændrer det ingenting ved den magi, som jeg finder i min morgenmad. Morgenmad er for mig essentiel til at sætte tonen for resten af dagen. Hvis jeg hurtigt sluger den, ved jeg at min dag vil være fyldt af en vis hast og pres. Hvis jeg giver mig god tid og kan sidde og hygge mig med det, tager jeg også denne følelse med videre i mine daglige gøremål. Og selvom det sker yderst sjældent, så er det ret forudsigeligt, hvad der sker, når jeg ikke får min morgenmad. Kvaliteten kan dog variere, nogle morgener opdisker jeg et festmåltid, men de fleste morgener spiser og drikker jeg det samme. 

Jeg spiser tykmælk, kartonen har det nye skruelåg, det som store dele af befolkningen har set sig sure på, jeg kan egentlig meget godt li det. Og med pære, ikke pæresmag, det kan jeg ikke lide, men friske pærer. De store danske pærer fra netto, som smager himmelsk, og som er kolde i min mund, fordi jeg i går lærte at pærer holder sig bedst på køl. Pyntet med lys sirup, som Tilde i corona-tiden fandt ud af, var et fantastisk substitut til sukker, det var de nemlig løbet tør for. Til sidst med knækkede, bid mærke i at de ikke er knuste, digestive kiks, stavekontrollen ville have rettet det til sofistikeret kiks.

Jeg spiser med en lilleske, men en stor lilleske, sådan en der kan lidt af det hele og samtidig ingenting. Den er for stor til at være en teske: fylder for meget, er ikke elegant og mild, som de andre. Den er for lille til at være spiseske: tager for meget på sine skuldre og taber det hele igen. En uperfekt perfekt ske, min all-in-one ske, med halvfærdige opgaver, men overgjorte indsatser. Og så er det ikke engang min ske, men en ske, min søster tog med hjem fra sin daværende kærestes hus, og som nu er en fast del af min hverdag.

Tykmælken spises af den eneste rigtige størrelses morgenmadsskål, jeg ejer. Den som har stået i min vask siden i går og lige er blevet vasket op og som kender sin skæbne i at ende i blød i vasken, når jeg er færdig med min morgenmad. Den som jeg forrige sommer købte, på et af de søndags-loppemarkeder, der afholdes hele ferien over, i Blokhus, hvor vi hvert år, siden mine forældres skilsmisse, har været i sommerhus. Jeg købte den med forestillingen om, at jeg efter min afsluttende studentereksamen ville finde den rigtige lejlighed med de rigtige roomies, hvor vi kunne spise af de rigtige skåle, sammen.

Jeg drikker kamillete, af et brev fra blot den anden pakke, som jeg har gennemgået i de fire måneder i lejligheden. Sådan ét brev kan snildt holde en 6-8 kopper, hvis man sætter kruset i køleskabet, derved undgår man også både bananfluer og at tebrevet tørres ud. Smages til med sukker, selvfølgelig, masser af det, som opbevares i en sukkerskål, en rigtig en, sådan en jeg købte på det samme loppemarked i Blokhus forrige sommer. Det er en dårlig sukkerskål, den skal fyldes hele tiden, grundet mit store sukkerforbrug, men det er selvfølgelig skålen, der er noget galt med. Teen har en snert af karry, ikke med vilje, men stadig. Tebrevene står nemlig med alle krydderierne. Og vandet, der er kogt i en kogekedel eller elkedel, men det sidstnævnte kan jeg ikke udtale korrekt.

Teen drikkes af koppen, jeg i fjerde klasse fik af min nisseven. Sådan en kop, som ændrer udstråling, når den varmes op. Sådan en som mange drages af, men som ingen er trofast ved, når de udvælger deres ‘kop of the day’ i min brogede samling. Sådan en kop, som min mor drikker kaffe af, den nyder det stadig ikke. Så er det også sådan en kop, som han desinficerede sine øreringe i. Sådan en kop, som viser en lyserød enhjørning under de rette omstændigheder, men som ellers er en mørk sky. En standard kop, med masser af potentiale og en melankoli, der kan ødelægge det hele. Jeg rører rundt med en teske, en lille en. En rigtig flot teske faktisk. Sådan en jeg enten har købt i en genbrug, med en idé om at lave til en fingerring. Eller sådan en der har været min bedstemors, som jeg kunne tage med som “startbestik”. Den har et motiv af den lille havfrue, hvor det ligner hun har ben, har den rigtige også det? det ved jeg ikke. Skeen er lidt rug og smager af kalk, vandet her er vildt kalkholdigt. Slet ikke som det derhjemme.

Tekst og visuelt: Tilde Bundgaard
Visuelt: Esben Løbner Rosenberg