Tinderbox: Det kan også noget at være på festival med mor og far

Foto: Hannah Skovbjerg

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at jeg skulle bruge festivalen med mine forældre og deres respektive kærester. Mine veninder fik andre planer, mine forældre havde allerede købt billetter, og så måtte familieferien jo starte før tid. 

Tusindårsskoven i Odense danner igen rammerne for Tinderbox, hvor cirka 50.000 mennesker er samlet over tre dage. I modsætning til en del andre festivaler sover størstedelen af gæsterne ikke på festivalen.

Aldersgruppen spænder derfor vidt, fordi festivalen også appellerer til gæster, der gerne vil på festival, men ikke er til camp-livet. Min første udfordring er altså ikke at finde en teltplads, men at finde et sted at parkere min cykel – og ikke mindst at finde den igen om aftenen. 

Cykelmængden viser, at mange af gæsterne er lokale. Det fynske ophav afspejler sig også på festivalplakaten. Det er for eksempel det fynske band Kalaset, som har fået æren af at åbne festivalen. Og det er ikke helt tilfældigt, at det netop er dem, som sætter festen i gang. 

Nikoline Skaarup, der er booker på årets Tinderbox, fortæller:

“Det er et slot, som vi de seneste år har givet til en nyere dansk artist, vi ser stort potentiale i. Hvis artisterne samtidigt har lokalt islæt, så er det kun en fordel.”

“Vi er meget bevidste om den by, vi holder festival i, og at Odense og Fyn generelt udklækker rigtig mange store musikalske talenter, som vi gerne vil støtte op om. Det er Kalaset jo et rigtig godt eksempel på.”

Klik her og Støt SEIN

Første øl er knap nok skænket op, før Kalasets toner vibrerer under det varme telt. Bandet står stringent fordelt på scenen med forsanger Morten Holm Ørsager i forgrunden. Klokken er kun lidt over 14, og mange festivalgæster er slet ikke dukket op på pladsen endnu.

Bandet formår alligevel at få publikum til at synge med på flere af numrene og til at tage sig selv i håret under nummeret ‘Riv i mit hår’. Min mor og jeg svinger armene i vejret og bliver enige om, at festivalen er skudt i gang med maner.

Foto: Martin Liebmann

Noget for enhver type

Flere af artisterne sætter ord på deres relation til Fyn, hvilket taler til vores lokalfølelse. Guldimund mindes de år han boede i Odense og får lyst til at spille den gamle Tårn-sang ‘Solskin over tage.’ Og odenseaneren Andreas Odbjerg møder en hujen, da han ifører sig en OB-trøje. 

Der bliver også plads til himmelstrøg fra andre lande. Jeg når til svensk jazz, norsk rockmusik og amerikansk pop. Så snart en koncert er slut, aftaler vi, hvad vi skal se som det næste. Vi vandrer fra scene til scene, og det bliver også en vandring gennem tiden med forskellige genrer og nationaliteter. 

Til Avril Lavigne er vi tilbage i 00’erne med sange som ‘Sk8er Boi’ og ‘Complicated’. Også Mø leverer en koncert i nostalgiens tegn, da hun fejrer 10 års-jubilæum af pladen ‘No Mythologies to Follow’. Jeg har taget min far med til koncerten, selvom han ikke kommer i nærheden af at matche Møs energi.

Vi møder bagefter min mor og hendes kæreste, der er helt oppe at køre efter at have hørt Benjamin Hav & Familien, som spillede samtidig på scenen ved siden af. 

Foto: Peter Kirkegaard

Som min far siger:

“Nej, det er ikke ligesom dengang, vi var på Skanderborg Festival, hvor kun en koncert spillede ad gangen.”

Men det er måske meget godt, at der nu er flere valgmuligheder, hvis der skal være noget for alle gæster.

Min far placerer sig ofte i comedy-teltet for at undgå den skarpe sol og for at høre stand up. Mine papsøskende bruger tid ved Magicbox-scenen, der bedst kan beskrives som en rave-fest placeret ved Odense Friluftsbad – lugten af klor er bare byttet ud med Red Bulls.

Jeg efterlader min mor og hendes veninde i skovområdet Moonshine, hvor de danser til diverse 80’er-bangers under diskokugler hængende fra træerne. 

Det giver mening, at Nikoline Skaarup beskriver opgaven at sammensætte det bedst mulige program som et puslespil. Hun fortæller:

“Med ca. 50.000 mennesker samlet i musikkens tegn, skal vi præsentere noget for enhver type i vores crowd. Der skal være en bred musikalsk tyngde inden for en række forskellige genrer, hvor man – ligemeget hvordan man ser ud, og hvem man er – kan føle sig set og inspireret. Rent praktisk er det så nemmere sagt end gjort.” 

Med mor og far på festival

Ved nogle af artisterne kan mine forældre og jeg slet ikke dele nogen fælles glæde, og hos andre bliver vi alle imponeret. Min mor er nok ikke den britiske kunstner Rayes’ typiske målgruppe, men hun medgiver at Raye er årets signing.

Raye er både nærværende, dygtig og har en hang til “dramatic endings.” Min mor erklærer sin kærlighed til hende på Facebook og rygtet siger, at hun har spillet albummet ‘My 21st Century Blues’ på repeat, lige siden festivalen sluttede. 

Foto: Isabella Reinholdt

Jeg finder hurtigt ud af, at mine forældre har flere ligheder med mine veninder, end hvad jeg først antog. Når de har fået lidt indenbords, er de lige svære at finde på en propfyldt plads.

Beskeden “Hvir er fu?” bliver den mest sendte besked, og jeg hører mig selv sige: “Har vi nu mistet mor igen?”

Da Bryan Adams går på, mærker jeg for alvor aldersforskellen mellem mine forældre og mig. De kan teksterne og har personlige beretninger knyttet til samtlige sange. Jeg føler mig både malplaceret og beæret over at være inviteret ind i deres boble. 

Efter tre dage i festivalens tegn er jeg overvældet, træt og taknemmelig. Jeg nød festivalen med mine forældre, men er også glad for, at jeg har en pause, inden både næste koncert og familieferie.

Jeg fandt ud af, at et gennemtænkt festivalprogram virkelig kan bygge bro mellem aldre og skabe fælles glæde og minder.

Tekst: Mathilde Daugård Lyngbo
Redaktør: Laura Rye Bislev