DEBAT: Udrejsecentre, skampletten på det yndige land

Men hvad er et udrejsecenter egentlig?

Et udrejsecenter er et sted, hvor man bliver anbragt, hvis man, som person uden opholdstilladelse i Danmark, nægter at bidrage til sin egen hjemsendelse. Det kunne eksempelvis være afviste asylansøgere, som ikke vil rejse tilbage til deres krigsramte nation. Der sidder også en mindre gruppe folk, som er udvist efter afsonet straf og til sidst folk på tålt ophold. Personer, som ikke kan hjemsendes, da de derved risikerer tortur eller dødsstraf – hvilket strider imod internationale konventioner. 

Klik her og Støt SEIN

For at få et bedre indblik i denne del af det danske samfund, som de færreste danskere bliver konfronteret med i deres hverdag, har jeg talt med flygtningeaktivist Anemone Samy. Samy fortæller mig om forholdene på de danske udrejsecentre. Mange af virkelighederne, hun deler med mig, er mildest talt chokerende. Og man kan næsten forestille sig, at havde den offentlige utilfredshed med disse centre været mindre, havde folk et komplet og sandt billede af, hvad der foregår på et sted som Kærshovedgård, som ligger midt i Jylland. Udrejsecentre er ikke ‘de jure’ fængsler. Men bedøm lige selv – ud fra de de følgende beskrivelser af udrejsecenteret Kærshovedgård – om ikke udrejsecentre frihedsberøver i lige så høj grad – hvis ikke i højere grad – end fængsler. 

Visuelt af Liva Kielgast Ladelund

Livet på Kærshovedgård

På Kærshovedgård er du som beboer underlagt en del strenge regler, der har til formål at gøre opholdet så “utåleligt som overhovedet muligt”, sagde Inger Støjberg ved centrenes åbning. Dette har til formål at fremme hjemsendelses-processen. Blandt andet må man ikke arbejde, selvom man ingen økonomisk støtte får. Man må ikke lave sin egen mad. Man må ikke lære dansk. Nogle værelser på Kærshovedgård huser op til fire eller seks personer, hvilket ikke engang var tilfældet, da det var et fængsel. Centeret er lokaliseret syv kilometer fra nærmeste offentlige transport, og det er derfor meget svært at bevæge sig til og fra centeret, når man som beboer ikke har nogle økonomiske midler. Politikerne siger, at Kærshovedgård er der, hvor de enlige er, men det passer ikke. “Det betyder bare, at der ikke er nogen børn, fordi der er flere af dem, der er der, som sådan set har børn, har mænd, har koner,” tilføjer Samy. Et unikt aspekt af centrene er, at man sidder der på ubestemt tid. Mange folk i årevis, fordi, som Samy påpeger, det eneste, der kan ende et ophold på et udrejsecenter, er, at man bliver tvangsdeporteret, rejser frivilligt eller stikker af og går under jorden. Alt tyder på, at Støjberg har fået opfyldt sit ønske om utålelighed: “Det er betydeligt værre, end det var [da det var et fængsel],” siger Samy. Men et klassisk fængsel får nogle beboere på Kærshovedgård dog alligevel at se, hvilket bringer os til det allermest skumle og dystre, som foregår på udrejsecentrene: kriminalisering af uskyldige mennesker.

Fra flygtning til indsat og tilbage igen 

Hvis du læser for mange højrefløjs-medier, har du måske indtrykket af, at udrejsecentre er institutioner, som udelukkende huser islamiske terrorister eller øksemordere. Men det er langt fra sandheden. Langt størstedelen af personer på udrejsecentre er helt normale mennesker. Et indtryk, du måske har, hvis du hellere læser venstrefløjs-medier, da disse ofte beskæftiger sig med at lave empatiske portrætter af enkelte personer på udrejsecentre – uden nogen reel kritik af de strukturer, som hersker på og skaber udrejsecentre. 

Medierne agerer i høj grad systembevarende, når de, bevidst eller underbevidst, dækker udrejsecentre, som de gør. En af disse strukturer, som fortjener stærk kritik, er kriminaliseringen af uskyldige mennesker. Men hvad betyder det egentlig? Det betyder, at beboere på udrejsecentre kan risikere at ryge i fængsel, afsone en straf og dermed blive juridisk stemplet som kriminelle uden at have brudt nogle love, der eksisterer i det danske samfund. Kernen af kriminaliserings-processen finder man i meldepligten på udrejsecentrene. Således beskriver Hjemrejsestyrelsen meldepligten:

“Meldepligt betyder, at du skal melde dig hos Hjemrejsestyrelsens medarbejdere på udrejsecentrene. Formålet er, at Hjemrejsestyrelsen løbende ved, hvor du opholder dig. Meldepligten skal også bidrage til, at du udrejser af Danmark snarest muligt.”

Meldepligten finder sted tre gange om ugen, men for beboere på tålt ophold er der som udgangspunkt daglig meldepligt. Hvis man ikke overholder sin meldepligt, kan man risikere at blive idømt en fængselsstraf, hvor man efter afsoning vender tilbage til udrejsecenteret. Hermed er udrejsecentre succesfulde i at kriminalisere folk, som intet kriminelt har gjort. Kriminaliserings-processen kan virke overflødig, når folk alligevel skal være på udrejsecentret på ubestemt tid, men det er en essentiel del af at sælge udrejsecentre til den danske befolkning. Hvordan kan man – i et angiveligt humant samfund – retfærdiggøre at udsætte uskyldige mennesker for sådanne tilstande, som eksisterer på udrejsecentrene? Svaret er, at det kan man ikke uden først at dehumanisere disse mennesker til en sådan grad, at vi ikke længere føler empati med dem. For eksempel ved at udstille dem som fjender af staten, når de på alle tænkelige måder rent faktisk er ofre. Ofre for krig, ofre for et inhumant asyl-system, ofre for en løgnagtig diskurs i medierne og i sidste ende ofre for udrejsecentrenes vanvittige forhold. Det er vigtigt at nævne, at der selvfølgelig rent faktisk sidder kriminelle, endda terroristdømte, og personer dømt for krigsforbrydelser på danske udrejsecentre, men at disse mennesker er så få. Og at det grundlæggende problem er, at de, som rent faktisk udgør en trussel mod samfundet, bor side om side med helt almindelige uskyldige mennesker. Begge disse grupper bliver strøget over samme kam af medierne og politikerne. Det gør det praktisk talt umuligt for den almene dansker at skelne mellem en person, som er kriminel, fordi han overskred sin sengetid, og en person, som har planlagt en terroristaktion.

Så for at opsummere på en letspiselig facon: 

Step 1: Anbring ikke-kriminelle udlændinge, som står til udvisning, på et vilkårligt udrejsecenter. 

Step 2: Send dem en tur i fængsel som straf for at bryde udrejsecenterets absurde regler. 

Step 3: Afvent deres tilbagevenden til udrejsecenteret – nu som kriminel udlænding med en udvisningsdom. 

Step 4: Del statistikkerne med medierne og få (langt de fleste) politikere til at fortælle offentligheden om alle de farlige “kriminelle” udlændinge på udrejsecentrene og få offentlighedens tillid. 

Step 5: Gentag, indtil der er nok opbakning til at foreslå noget vanvittigt som eksempelvis at indkvartere flygtninge, som søger asyl i Danmark, på et asylcenter i Rwanda, så familien Danmark igen kan sove trygt.

Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at denne formular kun virker ved den forudsætning, at både politikere, medier og retssystemet samarbejder. Det går jo eksempelvis ikke, hvis etablerede aviser pludselig begynder at lave reel kritisk journalistik af udrejsecentrene, da politikerne jo kun tegner et broget billede, når medierne lader dem.

Hvem løser problemet?

Udrejsecentre er en af de uretfærdigheder, som virker uløselige. Centrene fungerer akkurat som designet, og der er ikke noget, der tyder på, at forholdene bliver lempet, end sige at centrene bliver fuldstændig lukket. Der er ikke nok politisk momentum for en humanisering af vores asylpolitik til rent faktisk at få noget igennem Folketinget, selvom der i regeringsgrundlaget fra december 2022 står at “det nuværende asylsystem er inhumant og dysfunktionelt.” Man aner ikke engang en smule oprigtighed i en sådan udmelding fra de selvsamme politikere, som har skabt disse forhold, og som fortsat strammer en i forvejen for stram asylpolitik. Politisk kan man i teorien gøre mange ting: lukke udrejsecentre, forlænge opholdstilladelser, gøre statsborgerskabs-processen nemmere. Samt lade være med at invadere andre lande og skabe en flygtningestrøm, vi ikke kan håndtere. Mulighederne er mange, men på trods af dette, sker der ikke nogen positiv forandring: “Jeg er for længst holdt op med at tro på, at ting bliver gjort af politikere,” siger Samy og tilføjer, at tingene måske i højere grad bliver saboteret af politikere. 

Så hvad gør vi?

Hvis det ikke bare er så simpelt som at stemme udrejsecentre til helvede, hvordan bliver problemet så nogensinde løst? For at give et bud på et svar, vil jeg sammenligne problematikken i vores asylsystem med vor allesammens yndlings-dystopi: global opvarmning. 

Der er ikke et hoved i dag, som ikke i et vist omfang kender til global opvarmning og dets konsekvenser. Klimakampen har det seneste årti udviklet sig til et uundgåeligt globalt fænomen, der forlanger handling. En bevægelse, der, som alle ved, også eksisterer i Danmark. Man kan ikke være et seriøst politisk parti i dagens Danmark uden at have den ene eller den anden form for (på overfladen) fornuftig klimapolitik. Man kan ikke i dag føre en valgkamp, uden at have et eller andet at sige i den grønne debat. Det kan dog diskuteres, hvorvidt resten af verdens, såvel som Danmarks, ledere rent faktisk forsøger at redde os fra denne dødelige krise. Men i det mindste lader de, som om de tager det seriøst, og det gør de ikke af egen fri vilje. Nyhederne skriver empatisk om klimakampen, mens politikere laver patosfyldte taler og gennemfører utilstrækkelig politik, men der bliver i det mindste talt om det. Og dette gøres der på grund af en verdens-omspændende klimabevægelse, som har motiveret millioner af mennesker til at gå på gaden og forlange forandring. Denne samme gejst og mobilisering er ikke at finde, når det kommer til kampen mod udrejsecentre. Desværre fordi problemet ikke berører nok mennesker – samtidig med at medierne og politikerne overarbejder for at overbevise os om, at en stram udlændingepolitik er, hvad vi har brug for i dette land. Det første led i kampen mod udrejsecentre er oplysning, et aspekt, som Samy også bidrager med, når hun fortæller mig om udrejsecentre, eller når hun laver foredrag rundt omkring i landet. “Jeg er af den overbevisning, at hvis dette var alment kendt, så havde vi det ikke,” siger Samy. Og netop oplysnings-projektet må være første skridt i kampen mod udrejsecentre. Jo flere folk, der kender til de faktiske omstændigheder på centrene, desto sværere bliver det at sprede mis-information omkring dem. Herved undgås det, at for mange folk forarges over omstændighederne. Først her kan der skabes en centraliseret modstand mod udrejsecentrene, som allerede til en hvis grad eksisterer i venstrefløjs-miljøer. Men det er ikke en folkebevægelse som eksempelvis klimabevægelsen. Danmark har haft stigende succes med at brande sig selv som et land, man nødig vil sætte fod i som flygtning, og som dansker må man gøre op med sig selv, om ikke vi skulle sætte en ny kurs.

Samy har været flygtningeaktivist, siden hun var 15 år gammel, og er det stadig i dag, da der ikke ligefrem er blevet mindre at tage fat i.

Det kan da virke ret håbløst. For der kommer muligvis aldrig en kollektiv, dansk modstand mod vores skrækkelige udlændingepolitik. Men hvis vi overhovedet skal have en chance for at ændre på tingene, skal folk oplyses om udrejsecentre, og stadig flere skal tale beboernes sag. Men selv når kampen for at opnå et retfærdigt samfund virker allermest uopnåelig, skal man huske at blive ved. For som et gammelt græsk ordsprog her oversat til engelsk lyder:

Skribent: Gustav Fürsterling Mønster
Visuelt: Liva Kielgast Ladelund
Redaktør: Luna Bacher