Ukraine og uroen: En refleksion over angsten og krigens skygger over hverdagen herhjemme

08. januar 2025

Hvordan kan man finde ro og håb, når nyhederne fra krigen i Ukraine konstant minder én om, at undergangen kan være nær? Pauline sætter ord på sin egen angst over verdens tilstand og beskriver sit forsøg på at lære at trække vejret roligt i en verden, der ryster af usikkerhed og bombeskælv.


Nyt år, gamle favoritter
Vi er dykket ned i arkivet og genudgiver i årets første uger nogle af de indlæg, vi stadig holder af. Dagens indlæg er håndplukket af tekstredaktør Peter Bitsch Hjortshøj og blev oprindeligt udgivet i oktober 2024.
“Krigen I Ukraine udspiller sig på tragisk vis endnu. Derfor er Paulines tekst med refleksioner over de skygger, krigen kaster over os, kun mere relevant for alle, der selv kæmper med at finde fodfæste i en verden i flammer.”


 

Spørgsmålet hamrer igennem mig, når jeg går gennem min telefon eller passerer en avis. Jeg læser ikke længere overskrifter, hvis der indgår specifikke ord. Måske er min forsigtighed ubegrundet, men det vil vi først vide om lang tid, når krigen i Ukraine er slut.

Så vil man kunne bedømme, om man skulle have været nervøs og forbedret sig på det værste, eller om man kunne have været helt rolig på Danmarks vegne og blot læse om rædslerne.

Den store uvished om, hvad der kommer til at ske, er en kendsgerning, der rammer en som mig særligt hård. En, som altid har taget professorer og eksperters ord for sandhed og fundet tryghed heri.

Jeg bliver forvirret og ulykkelig over ikke at kunne henvende mig til nogen, der ved noget med sikkerhed. Forvirret og urolig over, at ingen helt kan berolige mig, for ingen kender Putins planer. Det eneste man ved, er, hvordan følelsen af truslen sætter sig i en med ubehaget.

Klik her og Støt SEIN

Krigen foregår ikke kun i Ukraine, men udspiller sig på sin vis i abstrakte trusler i de fleste europæiske sind. Man er nervøs, og man falder for den trussel, som Rusland har interesse i at udgøre.

Man ser med rædsel, hvordan ukrainere mister livet, og det er nådesløst; det kunne være os, men bliver det nogensinde det? Kommer vi til at gennemgå samme rædsler som dem? Kommer vi til at leve under tredje verdenskrig, eller er verden blevet bedre siden de to første?

Tværtimod, men måske er vi alligevel heldige nok til ikke at opleve den tredje store krig.

I løbet af de seneste måneder har jeg gennemgået forskellige stadier af uro. Jeg havde uger, hvor jeg vågnede om natten og var så nervøs, at jeg ikke kunne sove videre, men lå og krympede mig over krigen.

Efter de intense uger oplevede jeg en form for modreaktion og var nødt til at tænke: Så lad det for helvede bare ske. Det ønsker jeg på ingen måde, men jeg havde brug for at give slip på min frygt, så den kunne modereres bagefter.

Selvom jeg i dag forsøger at holde mig fra opdateringer og viden om krigen, arbejder min underbevidsthed på højtryk. Hele krigen udspiller sig i mig, uden at jeg opdager det, som andet end uro, når jeg lever mit liv, og solen skinner.

I nat drømte jeg om at se en atombombes gule lys i horisonten. Jeg stod med en masse mennesker og så, hvordan horder af russiske mænd kom gående mod os og ville overtage vores vilje. De fortalte os kvinder, at vi skulle giftes med dem. Jeg vågnede med ubehag i hele kroppen. Drømme som dem er de eneste, jeg har for tiden.

Engang havde man haft mindre adgang til viden om krigen og alle dens små udviklinger, som man nu ser og bliver rystet af for hver overskrift, der beror på spekulation, overbragt viden, retorikkens politik og dramaets terminologi.

Jeg ønsker mig tilbage til dengang, der kun var en enkelt avis at slå op i, så nyheder kunne rodfæste sig roligt i en. Nu hamrer ens hjerte, hver gang man åbner en nyhedsapp og følger med i kvæstelserne i Gaza og Ukraine.

Da jeg fik listen over varer, man bør anskaffe i tilfælde af tre dages stilhed, blev frygten virkeliggjort for mig.

Jeg ville ønske, en krigsekspert ville stille sig op til offentlig debat og sige: “I skal ikke være bange. Lev jeres liv. Krigen i Ukraine er hæslig, men den kommer ikke hertil. Ro på.”

Hvis et sådant menneske derimod mente, at der var reel fare for det, ville jeg hellere vide det, end at gå rundt i uro og uvidenhed. Jeg håber, at regeringen er transparente, hvis vi når dertil, at der kan komme krig i Danmark. Selvom min støvle tripper i tæppet under mig af at skrive det.

Omvendt føler jeg i min grundvold, at det ikke kommer til at ske. Selvom jeg er bange i perioder, mærker jeg alligevel grundlæggende en tro på, at der ikke kommer krig i Danmark. Det er selvfølgelig et skøn, men jeg har brug for at tro på min fornemmelse, som ikke stammer fra min research i geopolitiske analyser, men fra menneskelig kærlighed og tiltro til mennesker.

Da jeg fik listen over varer, man bør anskaffe i tilfælde af tre dages stilhed, blev frygten virkeliggjort for mig. Det var voldsomt, og jeg blev bange. Anbefalingerne gælder enhver form for krise, men i teksten dertil står, at de delvist kommer nu på baggrund af den nye geopolitiske situation. Indforstået på grund af krigen altså, og det hamrede lige ned i mig.

Når jeg reflekterer over, hvordan disse tre stille dage ville være, bliver jeg urolig og ulykkelig over at leve adskilt fra mennesker, jeg elsker.

Jeg studerer i Jylland, hvorimod min familie og kæreste bor på Sjælland. Min bror bor i Schweiz, og pludselig går min hjerne ind på et eneste mål: Vi skal samles, vi skal være sammen, hvis der skulle ske noget.

Hvordan det praktisk skulle foregå, ved jeg ikke. Gør nogen det? Skal jeg gå til København eller smugle mig med vandflyveren? Tankerne er fuldstændig groteske, men bliver det groteske en realitet?

Igen; jeg tror det ikke, men tiden er voldsom, og voldsomheden trækker i langdrag. Krigen er lang og har nok ikke ende inden for de næste år. Mit ønske er, at Rusland indgår i forhandlinger, som resten af verden får gjort menneskelige, og så går med til det.

Mit ønske er, at John Lennons ånd lander i nogle af de mest dominerende skikkelser i krigen, blødgør dem og finder en menneskelig udvej. Mit ønske er frihed.

Hvorfor være positiv? Jeg tror, svaret er, for at have et godt liv.

Den dag, krigen slutter, og konflikterne i Mellemøsten bliver løst, hvor vagt det end lyder, så vil jeg være lykkelig og et taknemmeligt menneske. Jeg er allerede taknemmelig for alle de ulykker, der ikke er sket: Der er IKKE krig i Skandinavien, der er IKKE en dødelig epidemi over hele verden, der er IKKE en komet på vej mod Jorden, min familie har det godt.

Jeg er hamrende taknemmelig over de katastrofer, der ikke er sket og ikke sker, og når krigene i verden er ovre, kommer jeg til at takke alverden hver dag.

Jeg føler nogle gange, at jeg ikke har ret til at være glad, når verden er, som den er. Hvorfor være positiv? Jeg tror, svaret er, for at have et godt liv.

Man har brug for positiviteten og brug for at glæde sig over de små ting i sit liv: himlen, ens familie, venner, en kanelsnegl, en “Monner”, en god bog, en ligegyldig film (eller omvendt), for man må godt leve livet positivt, selvom det kan virke ignorant og overprivilegeret. Alt for at komme godt igennem og nyde livet i den skala, der er naturlig for en selv.

Klik her og Støt SEIN

Man kan ikke som privatperson gøre meget ved krigen i Ukraine, løse noget eller påvirke slagenes gang. Man må tænke, at tiden nu er i opbrud, og der sker nye ting. Verdensordenen ændrer sig efter mange års fastlagte systemer. Verden er i chok, og tiden kommer nok til at stå for os, når vi er blevet ældre, som underlig, vammel, utryg og uforudsigelig.

Dengang i 2024 vidste vi ikke, hvad fremtiden ventede. De af os, der forblev positive, havde måske ret, eller også havde pessimismen det.

Uanset hvad kan man ikke leve sit liv i alle tidszoner og være hængt op på forfærdelige virkeligheder på steder så langt fra en selv. Men det vilde er, at man prøver alligevel. Det er i vores natur at bekymre sig for hinandens velbefindende, for vi er en art, og selvom det ikke virker sådan i vores tid, udvikler vi os sammen og stiger mod nye højder.

Der sidder en kvinde ved siden af mig i bussen, hvor jeg skriver, og selvom jeg ikke kender hende, og bare har observeret, at hendes hår er voldsomt naturligt lyst, vil jeg ikke have, der sker hende noget ondt.

Der sidder en kvinde som hende med varierende træk i Ukraine, Gaza og alle andre lande, og jeg ønsker, at de har det godt, og realiteten af, at det ikke er tilfældet i disse tider, er knusende og gør mig vred.

Og jeg kan ikke gøre noget andet end at smile til kvinden ved siden af mig i Kombardo-bussen til Aarhus og prøve at leve mit eget liv, som jeg håber, hun og kvinderne med forfærdelige realiteter østpå også gør, for så vidt muligt. Alt er; for så vidt muligt.

Min reptilhjerne svinger mellem at ville tage de kvinders forfærdelige steder og erstatte dem, og på den anden side at ville gemme mig fra alt, der bare minder om deres virkelighed og lukke mig inde.

 


 

Tekst: Pauline Varming

Visuelt: Noah Rainsford

Redaktør: Peter Bitsch Hjortshøj

Hvad tænker du?

  1. Peter B. siger:

    <33 kæmpe god

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her