Ung under klimakrisen – de første fem trin

Reaktion på klimakrisen: flygt eller kæmp?

Klimakrisen er farlig. Først og fremmest for vores selvforståelse, vores verdensbillede og vores ansvarsfølelse. Så hvordan reagerer mange mennesker, når de lærer om problemet? De flygter. “Det er nogle andres ansvar”, “det er nok ikke så slemt” og “det, jeg gør, gør alligevel ingen forskel” er nogen af de reaktioner, der er mest normale – og meget forståelige. Men der er også en anden måde at tænke på: “Fuck, hvor er det vigtigt. Hvad skal jeg gøre?” Og sådan reagerede vi, hvilket resulterede i en lang kamp med os selv og verden omkring os.
Her kommer de fem trin, vi gik igennem:

1. At opdage at klimaforandringer eksisterer

Det er 7. klasse, og vi har naturteknik, min lærer fortæller os om klimaforandringer. Der vil komme tusindvis af klimaflygtninge, der vil komme krig pga. ressourcemangel og økonomiske systemer vil bryde sammen på grund af oversvømmelser, tørke og voldsomme storme. Vi har max. 25 år til at rette op på det, siger han. Hvad? Jeg troede bare, jeg skulle have naturteknik, og nu sidder jeg og lægger øre til dommedagsprofetier.
Timen skrider alt for hurtigt frem, og pludselig er jeg på vej hjem med denne her helt nye viden og føler mig så fortabt og forvirret.

2. At opdage at verden ikke reagerer

Jeg står i min kælder, udenfor er der storm og regn, skybrud som det hedder. Min familie og jeg skovler vand op i spande, det tager lang tid, og vandet bliver ved med at stige. Det plejede at være sjovt at stå i kælderen i regntøj og gummistøvler, men nu er jeg angst allerede, når skybruddet begynder.
Mens jeg står og skovler, bliver jeg ramt af den voldsomme følelse, der er begyndt at komme, efter jeg lærte om klimaforandringerne. Pludselig er det ikke bare vores kælder, der bliver oversvømmet, det er også min hjerne, og det er med frygt for, at hele Danmark skal blive oversvømmet. Jeg ser regnen som et tegn på, at jorden går amok. Det bliver ved og ved med at køre rundt og nå større ud, en verdensomspændende krise. Men jeg føler mig også forladt dernede i kælderen, de autoriteter, jeg indtil nu har stolet på, de stemmer, jeg hører i radioen og i TV-avisen, gør ingenting og taler ikke om klimakrisen som en krise. Mange i medierne laver jokes med de voldsomme regnskyl, de varmere somre. Det går op for mig, at jeg ikke denne gang kan regne med de institutioner, jeg hidtil har har haft tillid til.

3. At føle sig uendeligt lille

Jeg går på en stor vej i Nepals hovedstad Kathmandu, rundt om mig kører biler og scootere i massevis. Støvet hvirvler rundt og lægger sig i et fint lag på min hud og mit tøj. Ligesom næsten alle andre har jeg en beskyttelsesmaske over min mund og næse, så slipper man for alt for meget hoste. Vejen går over en flod, og jeg stopper og kigger ned på den. Den er mere fyldt med affald end med vand, flasker, plasticposer og alt muligt andet ligger som store bjerge i den. Lige der føler jeg mig helt ekstremt lille. Jeg er fløjet med flere fly for at komme her til, jeg er på backpackerrejse, og jeg er på vej hen for at se et tempel, der skulle være flot. Jeg bliver ked af det og vred, men mest af alt føler jeg mig magtesløs.

Jeg tænker på, hvor ufatteligt mange varer der bliver produceret hele tiden, hvert eneste sekund, og hvordan jeg står og kigger på nogle af dem og skrald fra dem lige nu. En helt ufattelig lille brøkdel af dem, der er havnet i den her flod. Jeg kan pludselig ikke forstå noget som helst, hvad betyder det, når vi køber ting? Hvor havner de henne, når vi ikke vil have dem længere? Hvad skal jeg selv gøre? Og hjælper det overhovedet noget? Lige der tager jeg en beslutning:

Jeg kan ikke overskue det. Jeg kan ikke holde flere bekymringer ud. Jeg vil bare leve mit liv som før.

4. At være en klima kill-joy

Jeg går i 1.g, jeg er fuld og glad. En af mine venner råber, at vi skal tage på Maccen. Bagsiden af en cykel sætter mærker på min røv, men jeg er ligeglad, bare ordet Maccen får mig til at crave Chicken McNuggets. Vi kommer hen til glasdørene på Nørreport. Der står en fyr og brækker sig ved siden af. Pludselig opdager jeg, at jeg slet ikke har lyst til at støtte det her sted. Jeg vil ikke her ind. Jeg hader jo McDonald’s. Alt det, de står for, og den måde, de producerer deres mad. Men det kan jeg ikke fortælle mine venner. Så er jeg sådan en, der prædiker. Og vi har det jo sjovt. Vi er unge, vi er fulde. Jeg kan ikke være den person. Party-killeren.

5. At tilgive sig selv

Jeg sidder i en park i København, jeg har sabbatår. Søens overflade glimter i solen, og hver gang jeg får det for varmt, driver en lille brise gennem mit hår. Mens jeg sidder og venter på en ven, prøver jeg at forestille mig selv leve 100 % bæredygtigt, men det kan jeg ikke. Hvorfor ikke? Fordi det er ikke muligt i det samfund, vi har. Ikke uden at flytte ud i en hule langt ude i en skov.

Og så sker der noget magisk. Jeg tilgiver mig selv. Jeg tilgiver mig selv, fordi jeg indser, at jeg er født i et samfund midt i en krise, der vil påvirke min fremtid, og de fleste ting, jeg gør i min hverdag, vil forværre denne krise. Jeg indser, at der ikke er et bæredygtigt alternativ til alle valg endnu. Mine muligheder er på et spektrum fra meget dårligt til ikke helt så dårligt. Isvaflen, jeg spiser, tøjet, jeg har på, er så bæredygtigt, som det kan blive. Men det er ikke 100 %, og det kan det ikke blive, før vores samfund ændrer sig fundamentalt. Hvordan kan jeg så hjælpe med at få det til at ske?

Der er en masse ting, jeg ikke kan gøre. Men også meget, jeg kan, og meget, jeg gør for at ændre noget:

Når jeg prøver at finde den mest grønne kandidat at stemme på, når jeg vælger en mere bæredygtig bank, der investerer i grønne tiltag, når jeg tager en snak med mine venner om bæredygtige alternativer.

Og vigtigst af alt: Når jeg tilgiver mig selv for at være født i denne her tid, i denne her situation. For så kan jeg rent faktisk tænke på problemet uden skyld og voldsom angst. For klimakrisen kan ikke løses, hvis vi ikke kan håndtere at tænke på den eller tale om den.

Pointen er, vi gennemgik disse trin, men det behøver du ikke. Der er ingen grund til, at folk ikke kan gå direkte til trin fem. Vi bør ikke bare tilgive os selv for ikke at være i stand til at leve bæredygtigt, vi bør også være stolte af hvert et bæredygtigt valg, vi tager. Kampreaktionen behøver ikke være en kamp mod sig selv, men i stedet en kamp for en ret til en sikker fremtid og en kamp for et samfund, der er i fare. Der er så mange fantastiske initiativer at glæde sig over, og forandring til vedvarende energi kan bringe så mange gode ting med sig. For at leve med klimaændringer som en del af vores hverdag må vi beslutte, at hver god ting vi gør betyder noget, og at alle de ting, vi gør “forkert”, er vand under broen.

Denne artikel er første del i artikelserien “Ung under klimakrisen”. Næste artikel kommer til at handle om, hvilke konkrete ting man kan gøre i sin hverdag for at hjælpe med at bekæmpe klimaforandringer, selv hvis man ikke kan overskue at gøre noget.