Ungdomsredaktionen på CPH:DOX

26. april 2021

Københavns dokumentarfilmfestival CPH:DOX har i år nedsat en helt ny ungdomsredaktion med 10 unge stemmer, som alle brænder for at ændre verden med afsæt i dokumentarfilm. Siden februar har redaktionen arbejdet på højtryk for at stable deres eget festivalprogram på benene, som har til formål at udfordre og udvikle filmfestivalens indhold. Mød tre af redaktionens unge her, og få deres anbefalinger til, hvad du kan opleve helt gratis på dette års CPH:DOX.

Still fra filmen Dear Future Children

Fra dokumentarfilmen "Dear Future Children"

Hvad har inspireret jer til at blive en del af ungdomsredaktionen på CPH:DOX?

Marie Cancel, 22 år: ”Jeg ansøgte ungdomsredaktionen, fordi jeg har en stor interesse for kultur og politisk aktivisme. Jeg så derfor ungdomsredaktionen som en unik mulighed for at påvirke festivalprogrammet på CPH:DOX og sørge for, at der bliver sat fokus på nogle af de emner, som jeg synes mangler i samfundsdebatten.”

Selma Heding, 17 år: ”Jeg vil gerne nå ud til andre unge igennem dokumentarfilm og motivere dem til at tage handling og tro på, at de kan ændre noget, hvis de gerne vil.”

Olivia Kjøng Østergaard, 16 år: ”Jeg er med i ungdomsredaktionen, fordi jeg gerne vil gøre psykisk sårbarhed blandt unge til noget, som vi kan snakke om. Jeg fik selv en depression i september 2020 og droppede ud af gymnasiet. Jeg er ikke den eneste, som sidder med en fortælling om stress og depression i en ung alder, og derfor var ungdomsredaktionen på CPH:DOX en god mulighed for at sætte fokus på netop dette.”

 “Dokumentarfilm er noget af det, som påvirker mig allermest følelsesmæssigt. Det er derfor det bedste middel til politisk aktivisme" - Marie

Ungdomsredaktionen er et helt nyt initiativ på CPH:DOX. Hvad er formålet med redaktionen?

Olivia: ”Et af redaktionens formål er at gøre CPH:DOX relevant for unge mennesker som os selv. Vi skaber vores eget festivalprogram fra unge til unge og når forhåbentlig ud til nogen, som ellers ikke ville have deltaget i festivalen.”

Selma: ”Vi vil gerne skabe et rum, hvor unge kan få lov til at være med, så det ikke bare er de samme voksne mennesker, som deltager i CPH:DOX hvert år.”

Marie: ”Vores generation er i gang med et opgør med, hvordan vi ser på køn, ligestilling og samfundsstrukturer generelt. Så udover at nå ud til den unge målgruppe selv, kan ungdomsredaktionens program også være med til at hjælpe de voksne med at forstå vores generation.”

Ungdomsredaktionen på CPH:DOX 2021 består af 10 unge stemmer mellem 16 og 23 år.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være en del af ungdomsredaktionen?

Marie: ”I vores program sætter vi især fokus på bred repræsentation og sætter spørgsmålstegn ved, hvilke stemmer som plejer at blive hørt, og hvilke stemmer som vi ikke plejer at høre. Vi vil gerne leve op til vores egne mål om bred diversitet i vores panel, repræsentere marginaliserede stemmer og generelt være kritisk overfor samfundets strukturer. Det er udfordrende, men også vigtigt!” 

Hvad er unikt ved netop dokumentarfilm?

Selma: “Dokumentarfilm er et godt redskab til at komme i dybden med et bestemt emne. Det er ofte nemmere at forstå komplekse ting på film, da man ikke behøver at læse en lang artikel eller bog, men bare kan læne sig tilbage og blive underholdt.”

Marie: “Dokumentarfilm er noget af det, som påvirker mig allermest følelsesmæssigt. Det er derfor det bedste middel til politisk aktivisme.”

"Vi er mange unge, som ikke passer ind i de forestillinger, som samfundet har til os, og derfor kan vi nemt komme til at tro, at der noget galt med os. Men det er samfundet, som der er noget galt med!" - Selma

Hvilket aftryk vil I gerne sætte på CPH:DOX, og hvordan afspejler det sig i jeres festivalprogram?

Olivia: ”Jeg vil gerne sætte fokus på psykisk sårbarhed blandt unge. Jeg har ikke kunnet åbne op for hverken veninder eller familie om det indtil for nylig. Det er enormt kliché at sige, men det er det eneste, der hjælper – at finde ud af, at man ikke er alene om at have det svært med at passe ind i samfundets strukturer og forventninger. Jeg har ellers passet godt ind i skolesystemet og fløjet gennem folkeskolen med topkarakterer, men det er bare ikke det, der tæller i sidste ende, hvis ikke man har det godt. Til vores live event Generation Z svarer igen fredag d. 30. april vil jeg fortælle om min egen kamp med depression og stress. Resten af ungdomsredaktionen vil også deltage, hvor vi sammen vil undersøge, hvad der kendetegner netop vores generation.”

"Jeg glæder mig til at give taletid til nogle mennesker, som slet ikke bliver lyttet nok til" - Selma

Selma: ”Vi vokser op i en verden, hvor der er meget firkantede rammer for, hvordan man skal være. Vi er mange unge, som ikke passer ind i de forestillinger, som samfundet har til os, og derfor kan vi nemt komme til at tro, at der noget galt med os. Men det er samfundet, som der er noget galt med! Jeg vil derfor gerne nå ud til andre unge med vores film for at aktivere dem til at kæmpe og gøre op med de her normer. Det håber jeg især, vores live event Fremtidens aktivisme og fremtidens unge torsdag d. 22. april kan bidrage til. Her vil tre unge aktivister tage udgangspunkt i deres eget arbejde og tale om fremtidens kampe.”

Marie: ”Jeg vil gerne gøre op med de binært kønnede strukturer, som jeg selv og mange i min omgangskreds har været begrænset af. Køn fylder alt for meget i den her verden ift., hvad det burde. Jeg vil gerne gøre andre opmærksomme på, at alle ikke passer ind i de binært kønnede strukturer, og at vi har ret til ikke at gøre det. Det sætter vi fokus på til vores live event Vilkår og rettigheder for børn uden kønsnormer mandag d. 26. april.”

Fra dokumentarfilmen "Gabi, between ages 8 and 13"

Hvad glæder I jer mest til på CPH:DOX 2021?

Marie: ”Jeg glæder mig til at se, om vores program kommer til at påvirke noget og/eller gøre en forskel for nogen.”

 Selma: ”Jeg glæder mig til at give taletid til nogle mennesker, som slet ikke bliver lyttet nok til. Vi har mange unge aktivister med, som vi kender fra vores eget netværk, og som CPH:DOX nødvendigvis ikke ville kende. Et eksempel er Selmas to venner på 15 og 18 år, som kommer til at tale om querness med et ungt perspektiv til vores event om transkønnede børns vilkår.”

"Jeg har ellers passet godt ind i skolesystemet og fløjet gennem folkeskolen med topkarakterer, men det er bare ikke det, der tæller i sidste ende, hvis ikke man har det godt" - Olivia

Hvad vil I tage med jer videre fra jeres tid på ungdomsredaktionen?

 Selma: ”Jeg har lært, at man kan nå meget på kort tid, hvis man virkelig gerne vil.”

Olivia: ”Jeg kommer fra Køge og ville ellers aldrig have mødt den slags mennesker, som jeg har mødt her. Det har været fedt at opleve et fællesskab, hvor vi alle har så meget på hjerte.”

Marie: ”Der bliver talt meget om diversitet i den danske mediebranche, men der er sjældent nogen, der griber til handling. Det har CPH:DOX til gengæld gjort ved at nedsætte ungdomsredaktionen. De ændrer dermed de inderste strukturer i organisationen i stedet for bare at bruge nogle emojis med forskellige hudfarver på sociale medier. Jeg håber, at andre medier og kulturinstitutioner vil gøre det samme fremover. Jeg har i hvert fald fået troen på, at det godt kan lykkes!”

Filmfestivalen starter d. 21. april som digital oplevelse, hvor hele ungdomsredaktionens program kan opleves live via Facebook og på festivalens hjemmeside. Her kan du desuden få et overblik over alle ungdomsredaktionens arrangementer på CPH:DOX 2021.

Interview af Sara-Sofie, filmredaktør i Aarhus

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her