Unge på Udebane – Ekstreme tider: Kampen for en grøn og retfærdig fremtid
I første version af serien ‘Unge på Udebane’ udgiver SEINs nyhedsredaktion i hele april indlæg med temaet “Ekstreme tider”. I denne artikel skriver Thea om mødet med en ung klimaaktivist.
Unge over hele verden har en fælles udfordring. Klimakrisen.
Hvis vi bliver ved med at leve, som vi gør nu, kommer vi i fremtiden ikke til at leve i en verden med sunde leveforhold. Havene stiger, og kloden bliver varmere. Luften bliver mere og mere forurenet. Vores drikkevand bliver smittet med kemikalier, mikroplastik og affaldsstoffer.
Der er mennesker, der allerede lider under krisen. Klimaflygtninge er på flugt, fordi deres hjem ikke længere er et sted, hvor de kan leve et værdigt liv. Mange af nutidens unge har fået klimaangst; angsten for fremtidens klimaudfordringer.
Derfor er der i løbet af de seneste år blevet grundlagt ungdomsbevægelser, organisationer og foreninger, der sætter klimaet på dagsordenen. De arrangerer klimamarch, demonstrationer og udfører civil ulydighed. De råber højt om klimaet.
Greta Thunberg opfordrede unge til at strejke fra skole for klimaet. De har spærret motorveje, låst sig fast til bygninger og styrtet oliekonferencer. Modeugerne er blevet forstyrret af aktivister, der mener, at modebranchen er en kæmpe klimasynder.
Adskillige medier har dækket disse begivenheder og ofte er de kommet frem til samme konklusion: De unge klimaaktivister er gået for vidt.
Men hvad mener klimaaktivisterne selv? For at få et indblik i, hvordan det er at kæmpe for klimaet og for en retfærdig fremtid, har jeg snakket med den danske klimaaktivist Caroline Lundsteen.
For en grøn og retfærdig fremtid
Caroline Lundsteen er 20 år gammel og kommer fra København. Hun er medlem af den grønne ungdomsbevægelse (DGUB) og arbejder for foreningen Frie Bønder Levende Land, som arbejder med bæredygtigt og naturnært landbrug.
Man kan sagtens rejse længere væk, uden at man behøver at sætte sig i en flyvemaskine og udlede tonsvis af CO2.
I folkeskolen lærte hun om klimaudfordringerne. Det satte noget i gang hos hende, og hun blev mere og mere klimabevidst. Caroline blev vegetar, efterfølgende veganer, holdte op med at købe nyt tøj og stoppede med at flyve. Lige for tiden befinder hun sig på en farm i Tyrkiet, hvor hun er kommet til med offentlig transport.
Hendes budskab er klart: Man kan sagtens rejse længere væk, uden at man behøver at sætte sig i en flyvemaskine og udlede tonsvis af CO2.
I 2018 blev hun inspireret af Greta Thunberg og tilsluttede sig bevægelsen Fridays for Future. Efterhånden som tiden gik, gik det op for Caroline, hvilke politiske faktorer, der er på spil, når det handler om klima.
Det er et magtspil, som få mennesker i høj grad profiterer af.
Derfor kæmper Caroline for en grøn og retfærdig fremtid.
Hun nævner ofte “dem i jakkesættene”. Hun begyndte at forstå, at de rige, vestlige lande er skyld i mange af klimaforandringerne. Men det er verdens fattigste lande, der betaler prisen, selvom de udleder mindst CO2. Disse mennesker sulter og tørster på grund af den måde, vi lever på. Derfor kæmper Caroline for en grøn og retfærdig fremtid.
Hun har både sultestrejket, spærret rundkørsler med Greta Thunberg og stået halvnøgen på en oliekonference i Norge.
Udover klimademonstrationer deltager hun også i pro-palæstinensiske demonstrationer. Ved disse demonstrationer er hun allerede blevet taget af politiet to gange og bragt til fængselsceller. Det skræmmer hende, at hun bliver fjernet og retsforfulgt for at sige fra over for folkemord.
Hun føler et stort ansvar over for dem, der ikke er lige så privilegerede som hende. Et ansvar over for dem, som ikke kan demonstrere.
Caroline og andre klimaaktivister til en oliekonference i Norge. På deres kroppe står der “oil kills” (Privatfoto)
Sultestrejke for klimaet
I oktober 2024 sultestrejkede 11 unge aktivister fra DGUB i protest mod forhandlingerne om den grønne trepart. Forhandlingerne om treparten var i gang, men det var under stor kritik. Blandt andet fordi det ikke så ud til, at regeringen havde tænkt sig at følge Klimarådets anbefalinger – for eksempel anbefalingen om en højere afgift på CO2-udledninger i landbruget.
DGUB krævede også en reduktion af den animalske produktion, en høj og målrettet CO2-afgift samt støtte til mindre og klimavenligt landbrug.
Caroline var en af de 11 unge, som sultestrejkede.
“Det er en helt ekstremt uretfærdig politik, som regeringen fører, som kommer til at udsætte millioner af mennesker for ekstreme levevilkår.”
For de fleste, mig selv inkluderet, lyder det helt vildt, at unge mennesker udsætter deres kroppe for sult i en uge. Jeg bliver jo gennemsyret hangry, når jeg bare glemmer at spise morgenmad. Men aktivisterne klarede sig i otte dage uden mad.
De var et stærkt team, som holdt sammen. Det betyder meget at være fælles om noget, specielt når det indebærer at udsætte sig selv for noget ubehageligt.
Jeg spurgte hende, om hun synes, det var en ekstrem situation, hun udsatte sig selv og sin krop for. “Ja,” svarede hun, “men det, vi demonstrerer imod, er jo langt mere ekstremt. Det er en helt ekstremt uretfærdig politik, som regeringen fører, som kommer til at udsætte millioner af mennesker for ekstreme levevilkår”.
De 11 aktivister der startede en sultestrejke for klimaet. De har et palæstinensisk flag med, for at vise deres solidaritet med Palæstina. (Privatfoto)
Under og efter sultestrejken fik de meget opbakning og nye medlemmer i DGUB. Det er Caroline meget glad og stolt over. Hun er også blevet genkendt på gaden og har fået at vide, hvor vigtigt hendes aktivisme er. Det er motiverende, trods der er meget frustration forbundet med livet som aktivist.
Frustration over, at retningslinjerne for den grønne trepart ikke kommer til at ændre sig meget.
Frustration over, at treparten fortsat kommer til at støtte det animalske industrilandbrug, som ødelægger selve landbrugets livsgrundlag og eskalerer klimakrisen.
Det er frustrerende, at hun har udsat sin krop for noget så ekstremt som sult i otte dage, og at det ikke har ændret noget politisk, selvom de 11 aktivister fik så stor opmærksomhed.
Tvivl om vores demokrati
Som aktivist har Caroline haft mange sammenstød med politiet. Når hun har demonstreret, har politiet ofte fjernet hende og andre aktivister med vold og uhøfligt sprogbrug. Det er hendes ret til at protestere, der bliver taget fra hende i disse situationer. Danmark bliver meget ofte rost for at være et velfungerende demokrati, men dette tvivler hun på, når hun bliver fjernet af voldelige politibetjente.
Caroline på sidste dag af sultestrejke. (Foto: Emil Ryge)
I efteråret havde 22 aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse belejret Ministeriet for Grøn Trepart. De sad fredeligt bag en glasdør, mens “dem i jakkesæt” forhandlede om de unges fremtid.
Efter to timer kom politibetjente og fjernede aktivisterne. Caroline fik bøjet sine håndlede i en vinkel, der var så smertefuld, at hun stadig havde smerter, da jeg snakkede med hende i starten af denne måned.
Hendes venner blev sparket i ribbenene. Alle græd af smerte. Det var kort tid efter sultestrejken, så Caroline var fysisk svækket og gået ned i vægt.
Dem, der skader klimaet, er de ekstreme
Klimaaktivister er ofte blevet kaldt ekstreme, når de har udført de demonstrationer, som Caroline også har været med til. Det er dog vigtigt for hende, at man ikke retter sin vrede mod dem, der kæmper for en grøn fremtid. Klimaaktivisterne er ikke the bad guys.
Derimod burde man rette sin vrede mod dem, der kun er interesseret i økonomisk profit. Kritikken skal rettes mod firmaer, der udvider deres fossile investeringer og politikere, der ikke sætter klimaet på den politiske dagsorden.
Aktivisme er blevet en stor del af hendes liv og det skal det også være i fremtiden. Lige nu holder hun sabbatår, men efter sommerferien overvejer hun at tage på landbrugsskole i Norge eller at flytte ind i et landbrugskollektiv på Fyn. Klimaaktivisme vil altid spille en stor rolle i Carolines liv.
Hun mener, at aktivismen vil være nødvendig at fortsætte, så længe nogle menneskeliv bliver vægtet som mere værd end andre.
Dette var det sidste indlæg i første version af “Unge på Udebane”. Tak for at læse med! Hvis du stadig er i tvivl om, hvad “Unge på Udebane” går ud på, kan du læse mere her.
Hvad tænker du?