Fortællinger fra Libanon: Halima og Reem

12. november 2022

I foråret boede Agnes i Bekaa-dalen i Libanon, hvor hun arbejdede for en lille libanesisk NGO. Her oplevede hun landets mange kontraster og opdagede, hvordan alle de mennesker, som hun mødte, havde hver sin historie og hver sin grund til at smile. I anden og sidste del af Agnes’ bidrag møder vi Halima og Reem.

Halima

I baggrunden kører Cartoon Network på fjernsynet. Det er det eneste inventar i det tæppebeklædte rum. Den yngste søns blik rettes skiftevis mod os og skærmen. Hans far siger, at han bruger det meste af dagen på at se tegnefilm. De er flyttet hertil for to måneder siden, da udlejeren fordoblede huslejen i deres gamle lejlighed. Der kører ingen skolebusser herud, så børnene kan ikke længere blive i skolen.

Savner du at gå i skole? spørger jeg den ældste datter, som serverer maden for os på gulvet. Hun nikker genert. Jeg elskede at have engelsk. Jeg vil gerne læse videre og blive sygeplejerske, siger hun. Nu bruger hun dagen på at hjælpe sin mor, Halima, med madlavning og rengøring, mens hun håber på at kunne komme tilbage i skole.

Vi besøger Halima og hendes familie en torsdag aften.

Halima er 33 år og fra en landsby tæt på Damaskus i Syrien. Jeg blev gift, da jeg var 16 – ligesom alle andre i min landsby, fortæller hun. “Det er meget normalt for syriske kvinder. Hvis en kvinde er ugift, når hun er over 20, er det for sent.”  

”Så er det slut for os for længst,siger vi, og hun griner og giver os ret.

Halima og hendes familie kom hertil som flygtninge. De flygtede ikke, fordi de var en del af en oprørsgruppe, men fordi de boede i en helt almindelig landsby med mennesker, der ikke sympatiserede med regimet. Det meste af deres familie er flygtet til andre lande.

For et par år siden rejste de tilbage til Syrien, fordi Halimas far blev alvorligt syg. Men efter kun et år var de nødt til at flygte tilbage til Libanon, fordi regimet ville tvangsrekruttere Halimas mand til militæret. Selvom vi kun er få kilometer fra den syriske grænse, tog det os over 24 timer, fordi vi var nødt til at gå over bjergene. Jeg var alene med børnene, fordi min mand var rejst i forvejen,” fortæller hun.

Halima fortæller om de sidste dage i Syrien. Hun smiler til os, mens hun fortæller på arabisk. Jeg smiler og nikker tilbage, men da vores tolk skal oversætte historien, kan jeg se, at hun har tårer i øjnene. Hun fortæller, at drikkevandet i byen blev forurenet i en længere periode, så de ikke kunne drikke det, og flere små drenge døde af forgiftningen. “Hvordan?” spørger jeg. Halima svarer, at de ikke ved, om det var med vilje eller ej, men at det sandsynligvis var regimet, der stod bag forgiftningen af vandet.

En dag rykkede regeringens militær ind i deres by. De dræbte Halimas nabos fire børn med en kniv, mens hun så på. Og de dræbte hendes bedstefar på samme måde. Den dag tog Halima beslutningen om at flygte til Libanon igen. Det var højst sandsynligt sidste gang, hun så resten af sin familie.

Jeg spørger hende, om de har lyst til at rejse tilbage til Syrien en dag. Aldrig nogensinde,svarer Halima og ser mig i øjnene. ”Jeg skal aldrig tilbage.” 

Hun hælder kaffe i vores kopper, og vi drikker den i stilhed.

Har I andet familie i Libanon?spørger jeg. ”Nej,” svarer Halima. ”Det her er min familie nu.Hun peger på sine tre børn og sin mand.

Reem

When you go back home to your countries, make sure there is a little room for me in your suitcase.

Reem siger det, mens hun griner, men jeg kan se, at hun mener det. My dream is to travel anywhere that is not Lebanon. I don’t want this life.”

Reem er 19 år og bor sammen med sin mor i en lejlighed i Zahle. Hun henter os nede i opgangen og byder os velkommen på flydende engelsk. Hun forklarer genert, at det kun er anden gang, hun har en samtale på engelsk. Lejligheden er lys og varm og fuld af underlige, forgyldte nipsting, kristne symboler og billeder. Min første tanke er, at de ikke kan være en fattig familie. Men det er nok bare, fordi jeg sammenligner dem med den sidste familie, jeg besøgte, som ingenting havde. Reem har foldet servietterne rundt om gaflerne og henter vand til os på en bakke, som hun serverer stolt. Vi skal have pasta med bechamelsauce, ost og skinke. Det er min livret over dem alle!” siger Reem med strålende øjne. “Men vi har ikke spist den i 2 år på grund af krisen.” Da hun sætter fadet i ovnen, både græder og griner hun på samme tid. “Det er en festdag i dag!” siger hun.

Om 4 år er Reem færdiguddannet sygeplejerske ligesom sin mor. Hendes mor sidder i sofaen. Hun forstår ikke engelsk, så Reem agerer tolk. Reems mor fortæller, at hun arbejder i døgndrift for tiden. Hun er nødt til at tage alt det arbejde, hun kan få. Hun har ofte lange nattevagter på hospitalet, hvor hun højst får to timers søvn og ofte arbejder 24 timer i træk. Hendes mand døde for fire år siden i en bilulykke. Reem og hendes mor var med i bilen. De fortæller om det, og Reem viser mig et billede af de smadrede biler på sin mobiltelefon. Jeg kan se, at hendes mor har svært ved at sige noget. Efter en lang pause fortæller hun, at Reem mistede hukommelsen i en måned efter ulykken. De begravede faderen, og Reem kunne ikke huske, hvem han var. Efter en måned kom det hele tilbage til hende. Sådan pludseligt?” spørger jeg og har svært ved helt at forestille mig det. Reem nikker. Hun fik en svær depression efter. “Men nu har jeg det meget bedre – takket være min kæreste. Han hjalp mig meget,” siger hun.

Reem elsker romantiske film.Men kun de romantisk romantiske,siger hun og forklarer, at hun elsker film som ’50 shades of grey’, og en anden jeg ikke kender – men som vist er samme genre. Min egen kærlighedshistorie er også meget romantisk,” forklarer hun. “Min kæreste skrev til mig på facebook, da jeg var 13 år, og han var 24. Og så mødtes vi i smug, uden min mor vidste det. Vi blev hurtigt vildt forelskede.” Reems mor griner. Selvom vi snakker engelsk, forstår hun udmærket godt, hvad vi snakker om. Efter seks år har hun heldigvis accepteret kæresten. “Vi har desværre kun tid til at se hinanden om søndagen, og vi ses altid hos mig, for jeg vil helst ikke trænge mig på hos hans familie – de har flere penge end os,” fortæller hun.

“Se, han har givet mig de her i valentinsgave.” Reem viser mig sine lange, falske negle med lyserød neglelak og små glimmersten på. ”Han har også et godt job på en chipsfabrik, så han kan skaffe chips med min yndlingssmag, lige når jeg vil have det.”

Reems mor skærer appelsiner i stykker til os og serverer kaffe. Min kollega kan ikke lide kaffe, men Reems mor fortæller, at der, hvor hun kommer fra, siger man ikke nej til kaffe, medmindre man ikke kan lide maden. Og så drikker min kollega en kop.

Reem snakker og griner mere og mere. Hendes mor siger, at det er længe siden, hun har set sin datter være så glad. Hun har tårer i øjnene, mens hun siger det. Da vi går, græder de begge to og siger, at de ville ønske, at vi ville blive.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her