Ved appelsintræerne

31. januar 2019

SEINbidrag.
Smagen af appelsin under en bagende sol. En hånd, man skulle have holdt bare lidt længere. Josefine har skrevet om en sommerromance. Om at være helt tætte, indtil man pludselig er fremmede igen.

Foto af Astrid Marie Hyldgaard

Den første gang, jeg så hende, var hendes hud porcelæn, hendes hår faldt i ringe, og hendes bløde hånd var varm i min. Hun bar en let sommerkjole, hendes skuldre var nøgne, og jeg rødmede. Når jeg tænker tilbage på hende og den lune aftenluft, nynner jeg den melodi, som hendes mor havde gjort før hende, og spørger mig selv, om jeg holdt hendes hånd længere end nødvendigt; men så mindes jeg vores sensommerromance, smagen af appelsin på tungen og mærker igen den nådesløse sol brænde på mit hoved, mens dråber af sved triller ned ad nakken. Og da tænker jeg: Skulle jeg have holdt hende lidt længere endnu? Om aftenen tog vi altid hjem til hende, hun var alene i den uge, og selv på de hedeste dage tændte vi op i pejsen, for det blev aldrig varmt nok for os. Så lavede vi iste, altid for sødt (det var nok appelsinskiverne, sagde hun), og så holdt jeg atter hendes hånd. Hun fortalte historier, ofte om somrene ved havet, ofte om bedsteforældrenes appelsintræer og om deres støvede bogreol med tykke bøger, som ikke var egnede til børn og derfor umådeligt mere dragende. Den sidste aften, vi havde sammen den sommer, besøgte vi hendes bedsteforældre. Da de var gået i seng, sneg vi os ind i morfarens kontor og hen til bogreolen. Vi tog en tilfældig bog, men da vi åbnede den, stod teksten for tæt, og ordene var for lange, og da vi havde klappet bogen sammen, og morgenen gryede, hang der en tung stemning over os.

Selv på de hedeste dage tændte vi op i pejsen, for det blev aldrig varmt nok for os

Da jeg holdt hendes hånd, var den på én gang både kold og svedig, og da vi sagde farvel, var vores kinder våde. Næste gang, jeg så hende, var hendes hud ikke længere porcelæn, men som alabaster; hendes hår ikke længere krøllet, men kruset. Jeg så hende på den samme solbeskinnede strand, som vores øjne første gang var mødtes på, men denne gang så hun ikke mig – nu sad hun i skyggen med en tyk bog, og da jeg omsider gik hen til hende, var hendes blik tomt og uden skygge af genkendelse. Da jeg introducerede mig selv (for anden gang i vores liv), smilede hun et høfligt smil og rakte mig atter sin hånd, som ikke længere var blød, men ru som skæl, og jeg klemte den varsomt. Jeg søgte efter den enhed, vi engang havde været, og spurgte hende kejtet, om hun stadig spiste appelsiner. Hun rynkede på næsen, og hendes øjne missede mod solen, inden hun atter kiggede ned i sin bog. “Næ, jeg kan faktisk bedre lide æbler nu.”

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *