Velkommen til din fremtid i 2084

22. oktober 2021

Onsdag den 29. september afholdt Det Dramatiske Udgangspunkt og Teater Katapult premiere på forestillingen ”2084”. Et dystopisk teaterstykke, der moderniserer George Orwells klassiker ”1984”. Ida blev inviteret med ind i Big Mothers favn og var vidne til et kig ind i den fremtid, vi muligvis går i møde, hvilket har affødt tanker, spekulationer og en eventuel mindre frygt for at blive gammel.

Der er et par timer til forestillingen, og mine forventninger er jævne. De er stabile, og jeg ved ikke helt, hvad jeg kan forvente. For egentlig tror jeg, at fremtiden skræmmer mig ad helvede til. Jeg bliver fortalt, at ord som dystopi, fake news, populisme og autoritære stater er noget, jeg skal forholde mig til i de to timer, jeg skal ”underholdes”, som man normalvis bliver under et teaterstykke. Men jeg må indrømme, at frygten for at blive mere skræmt og modløs over, hvad fremtiden bringer, konkurrerer med min følelse af at skulle sætte mig ned i en blød stol og opleve en forestilling, som jeg går hjem fra med en kulturel ”happy-go-lucky”-følelse.

Jeg skal afsted med en god veninde. Hun interesserer sig for politik, og sammen bruger vi ofte hinanden som skydeskive for vores politiske frustrationer. Sådan en slags veninde, man kan diskutere med om vreden over stilstand i samfundet, kapitalisme, der foretrækkes over klima, fremmedhad, der laver pigtrådshegn og tæver grænsekrydsende, lovlige flygtninge og en finansøkonomi, der ikke tildeler flere midler til sygeplejerskerne, der har strejket i flere uger.

Da vi kommer ind i salen, står der allerede en skuespiller på scenen, og min veninde og jeg kigger skævt til hinanden med en indforståethed af, at vi begge ikke helt aner, hvad der foregår, eller for den sags skyld hvad der skal til at ske i den nærmeste fremtid. Langsomt går forestillingen i gang på en lille, kvadratisk scene omringet af store stykker af plastik. Ti minutter inde får jeg en impulsiv følelse af, at jeg skal være veganer, at jeg kun må cykle og aldrig køre i bil igen, at jeg skal affaldssortere alt i min skraldespand og lave min altan om til et stort, vildt bed, så bierne har et sted at bo i den naturforladte storby.

Følelsen fortsætter og for at være ærlig, så er jeg stadig i tvivl om, hvorvidt jeg skal praktisere alle de tanker, jeg fik skudt ind gennem en flimrende skikkelse, der fortalte mig, at hun var Big Mother, der i fremtiden vil styre samfundet. Og selvom min feministiske side elsker, at hun er Big Mother og ikke Big Brother, så giver hendes ord mig lyst til maksimalt at blive 50 år gammel. For på trods af hendes køn, så var hun også i stykket en diktatorisk leder, der kunne give selv den stærkeste sjæl myrekryb.

Nuvel er Big Mothers opgave i stykket at redde planeten, biodiversiteten og klimaet, som i 2084 er fuldstændig brændt sammen. Hvis man altså vel og mærke tillægger teaterforestillingens fortælling en vis form for legitimitet. Men som ungt menneske i en generation, hvor konstant klimaangst er status quo, så forstår jeg frygten, og jeg forstår realiteten – også selvom den realitet er i 2084. Men en diskussion, der opstod på bagkant af Big Mothers måde at redde planten på, var, om diktatur virkelig er den eneste måde, vi kan overleve på, hvis vi stadig vil høre fuglesang, kunne gå igennem en grøn bøgeskov i maj måned og spise honning på ristet brød en stille søndag?

Diktaturet i teaterstykket har overtaget det demokrati, som jeg synes, der skal værnes inderligt om. Men på trods af demokrati, har vi stadig ikke formået at leve op til klimaets forventninger om en redning i den nærmeste fremtid. Vi har jo ikke gjort alt, vi kunne. Vi gør jo ikke alt, vi kan.

Hvis man har læst klassikeren 1984 af George Orwell, så ved man, at 2 + 2 ikke altid giver 4, selvom vores fornuft fortæller os det. Ikke når Big Brother – eller for den sags skyld Big Mother – fortæller dig, at det giver 5 og nogle gange 3. 2 + 2 kan give alle de svar, der lige passer ind i det enkelte regnestykke og når du ikke kan være sikker på det første regnestykke, du nogensinde har lært, kan du så overhovedet stole på din fornuft, dit verdenssyn og din rationalitet?

Ja, hvis man har læst bogen, som teaterstykket er baseret på, så ved man også, at alle de tanker, vi tænker om en saftig, rød bøf, unødvendig sex, der kun er til for nydelsen skyld og ikke til formålet om formering, og selvstændigheden, der findes i at eje retten til at give tingene sin egen betydning, er forbudte. Alle de tanker, vi tror, vi ejer, skal nedbrydes og derefter genoprettes i Big Mother og Big Brothers system, der kun tænker på, hvordan vi som mennesker kan overleve fremtiden. Men er det en fremtid, der er værd at overleve i?

I 2084 vil jeg være 85 år gammel. Det, synes jeg, er gammelt. Men heller ikke urealistisk. Og hvis jeg stadig kan gå en tur, passe haven og spille bridge med mine venner, så vil jeg gerne blive 85 år. Men hvis jeg skal leve med teleskærme i min stue med et ansigt, der altid holder øje med mig, frygten for at blive sat i fængsel for at tænke på en skive spegepølse eller blive i tvivl om hele livets eksistens, så vil jeg faktisk foretrække at blive yngre.

Min veninde sagde også noget, som jeg bed mærke i, da vi drak en kold fadøl sammen efter forestillingen: ”Hvis det er verden, og man vidste det med sikkerhed, så ville jeg ikke sætte børn i verden.” Skal vores måde at behandle planeten på være så grotesk, at man en dag ikke har til ikke at give livets smukke gave videre? Fordi livets gave måske ikke ender med at blive så smuk, når kloden endelig er brændt sammen, og det først dér går op for os alle sammen?

Teaterstykket er aktuelt. Overdrevet – håber jeg – men virkelig, forbandet aktuelt. Vi kan ikke efterlade Gretha Thunberg alene med alt ansvaret og gå med til en demonstration, spise rester og have vores egen termokop med, når vi køber kaffe hos baristaen, og så føle, at vi har reddet vores del af verden. Vi må løfte lidt mere i flok og generelt løfte lidt mere ansvar – også i demokratiets ånd. Det skylder vi den verden, der ligger grobunden for vores drømme om frihed, smuk natur, fællesskab og visioner for livets store størrelse.

Hvis vi alle strækker os bare et par centimeter ud over vores egne vaner, vores luksuriøse tilværelse og vores evne til at tage skyklapper på, når verden står i brand andre steder end lige rundt om os, så kunne det forhåbentlig være, at Big Mother blot var en fiktiv skikkelse, jeg så engang for 63 år siden, når jeg sidder i år 2084 og putter honning i min te efter en lang gåtur i en frodig natur.

Teaterstykket havde premiere den 29. september og blev spillet indtil den 7. oktober på Teater Katapult ved Godsbanen i Aarhus. Kommer du fra Sjælland, har du muligvis også set stykket ved Mungo Park fra den 9. oktober til den 16. oktober. I så fald håber jeg, at hvad enten du har haft din veninde, din far, din nabo eller en helt fjerde, der trængte til et skræmmende og knap så kærligt skub i en mere klimavenlig retning, med til forestillingen, at I blev nogenlunde ligeså blæst bagover og måske skræmte, som jeg gjorde. For vi må jo ikke glemme; hvis klimaet skal reddes, så må vi gøre noget, for én ting er helt sikker: Jeg skal ikke genforenes med Big Mother om 63 år, og det tror jeg egentlig heller ikke er den rigtige vej frem. Vi kan jo gøre noget nu, mens vi har mulighederne for det.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Ønsk dig SEIN i gave