BIDRAG: Vil du tage en blomst med fra mig?

11. november 2020

Victorias venner, Xenia, Joachim, Kanna, Mikkel og Hannibal har lavet en dokumentarfilm sammen. Filmen er produceret på Filmhøjskolen Møn i efteråret 2019. Det 3-ugers lange forløb var tilrettelagt og undervist af Eva Marie Rødbro. Eva var deres guide, konsulent, søster og sensei fra start til slut. Den endelige dokumentariske opgave, efter en uge med diverse visuelle og fortællemæssige øvelser, var at lave et portræt. Gruppen endte med at vælge Hannibal som subjekt og skabe Vil du tage en blomst med fra mig?

Det er nu årsdag for udgivelsen. Derfor har Victoria fået lov til at stille gruppen et par spørgsmål om deres proces. 

Foto: Lasse Møller Jensen

Vi mødes hjemme hos Xenia på Nørrebro en søndag aften. Da jeg fortæller dem, at vi selvfølgelig bliver nødt til at se filmen inden interviewet, bliver jeg mødt af forskellige reaktioner. De er alle spændte. Hannibal indrømmer, at han også er en smule nervøs. Han har faktisk slet ikke set filmen siden sidste år, mere end en enkelt gang. De kigger næsten ikke på hinanden, mens filmen spiller på Xenias fjernsyn, som vi har flyttet ind i stuen i anledningen. 

Så snart filmen er færdig, vælter det ud af dem alle med tanker, indtryk og følelser. De diskuterer først, hvordan filmens rent teknisk kunne have været bedre. Den kunne have været klippet helt anderledes. Den er heller ikke filmet særlig godt. Det er tydeligt, at mine venner har rykket sig drastisk filmisk og personligt over det seneste år. De kritiserer deres værk, men med et glimt i øjet. Filmen, og endnu vigtigere oplevelsen af at lave den, betyder meget for dem alle. 

Hvorfor Hannibal? 

“Hvorfor Hannibal?” er mit første spørgsmål, efter at de alle er faldet lidt til ro. 

"Da alle andre på højskolen begyndte at lede efter subjekter, gjorde vi det bare ikke rigtig."

Xenia: “Min agenda fra starten var, at jeg gerne ville lave en dokumentar om Hannibal. Vi talte om temaer, hvor jeg indså, at det var nødvendigt at have et menneske, vi virkelig kunne gå i dybden med. Vi var alle sammen ude efter noget lidt melankolsk, og Hannibal havde det svært. Jeg har aldrig nogensinde overvejet at spørge andre. Da alle andre på højskolen begyndte at lede efter subjekter, gjorde vi det bare ikke rigtig. Det virkede så naturligt.” 

Hannibal: “Ja, jeg var jo medinstruktør. Først havde vi tænkt os at lave en eventyrfortælling. Jeg skulle i starten af filmen komme op af vandet og til slut forsvinde ned igen. Processen blev først rigtig god, da jeg lagde ansvaret lidt fra mig og lod jer alle kontrollere, hvad der skulle ske. Eva var også god til hjælpe med at opretholde en distance til det hele. Derfor kunne jeg godt selv behandle det analytisk som filmskaber. Vi kunne aldrig have gjort det uden powerhouse-Eva. Alle de øvelser, hun satte os på, gav os virkelig meget. Hun gav os meget frit spil. Vi mødtes om morgenen, sad i grupper, viste, hvad vi havde lavet. Vi sang. Vi havde en hverdag med hende.”

Han tilføjer: “I starten troede jeg ikke, at det skulle handle om mig. Det skete naturligt, fordi at alle øvelser var om mig. Vi troede først, at Eva ville sige nej. Vi gik ind på hendes kontor en dag og sagde, at vi ville komme til at gøre det alligevel. Hun var meget respektfuld omkring det og slet ikke i tvivl om at give os lov. Jeg tror nu i retrospekt, at jeg ville undre mig, hvis ikke vi havde valgt mig. Jeg var følelsesløs, og så tænkte vi, at det ville være interessant.”

Joachim: “Det var et kæmpe tegn på tillid, at Eva valgte, at vi godt måtte lave det om Hanni, selvom hun var tøvende. Hun valgte at stole på, at vi godt kunne lave noget ægte.”

Foto: Lasse Møller Jensen

Jeg havde ikke taget hul på den boble, sorg er. Så det er først her, det begynder at gå op for mig, at min mormor er død. Jeg gentager det ligesom så mange gange, at jeg fatter det selv.

Om byturen til Vordingborg og Hannibals sorg

Min personlige yndlingsscene i filmen er den på baren, hvor Hannibal endelig slipper facaden, bliver vred og hulker “Hvem er man så?” Her bliver filmens tema for alvor klart. 

Xenia: “Jeg elsker byturs-delen.”

Joachim: “Det var et eventyr. Vi prøvede så hårdt at få ting frem i folk. Det var heldigt, vi ikke blev slået ned. Vi provokerede godt nok meget.”  

Joachim fortsætter: “Jeg kan huske, jeg syntes, det var fucking svært at knække dig, Hanni. Mit mål var at ødelægge dig lidt.” Han griner: “Vi vidste ikke, hvad vi ville have, vi vidste bare, vi ville have noget inde fra dig. Og du glemmer først kameraet på baren, når du er stiv.”

Joachim: “Vi var på flere forskellige barer. Vi prøvede alt muligt af. Vi blev også overraskede over din reaktion, da du blev vred og begyndte at slå i bordet. Jeg kan huske, at jeg viste den til min mor, og hun troede, at det var skuespil. Det er lidt karikeret, men det er faktisk ægte.”

Hannibal: “Ja. Der bare så mange følelser, man ikke kan få, fordi folk ikke har været der. De fatter ikke, at jeg står og gør mig selv til grin foran så mange mennesker.”

Victor, som trøster og rådgiver Hannibal på baren, er nemlig en fremmed. Fordi Victor er så kærlig og støttende, får man måske opfattelsen af, at han er en tæt ven. Gruppen ærgrer sig over, at de ikke har tydeliggjort, at han er en fremmed. Hannibal nævner, at han aldrig har fået skrevet og takket ham ordentligt. 

Hannibal: “Victor og jeg taler først om identitet, for på det tidspunkt tror jeg, at det er filmens tema. Jeg tror, det ramte mig hårdere, at han begyndte at have sådan en helt klar monolog. Jeg havde ikke taget hul på den boble, sorg er. Så det er først her, det begynder at gå op for mig, at min mormor er død. Jeg gentager det ligesom så mange gange, at jeg fatter det selv. Og så er Victor over mig. Han holder om mig og kysser min nakke. Det var så rigtigt, men jeg havde slet ikke set den komme. I momentet virkede det helt naturligt.”

Xenia: “Ramte de ord, han sagde til dig, på det tidspunkt?”

Hannibal: “Det første gør, men til sidst bliver det for langt til, at jeg kan følge med. Det er, som om alt, han sagde, var så rigtigt. Jeg prøver at svare igen, men jeg har ikke noget at svare igen med. Han var en lille engel, som dumpede ned fra himlen. Det var en boble. Vi græd alle sammen. Vi var så fulde. Pludselig greb det praktiske ind. Vi skulle nå den sidste bus.” 

Joachim: “Vi vidste ikke, hvad filmen handlede om, før den blev klippet. Selv på baren. Det var først, da Xenia fandt ud af det i klip.”

Kanna: “Vi kunne ikke helt definere det – altså filmens tema. Følelsen af, at man er et “stykke brød”.

Xenia: “Jeg var sådan: Vi skal ind til dig, Hanni, vi skal ind til benet, hvor der er noget autenticitet. Vi troede, at temaet skulle være intethedsfølelse og identitetskrise. Det var, da vi så det klip, hvor du snakker med din farmor, og du siger, at du er ked af det, at det går op for os. Det er sorg.”

“Det er en smuk lille diamant af følelser. Den er lavet af os, til os.”

Foto: Lasse Møller Jensen

Om hvorfor vi først ser filmen på SEIN nu

Xenia:  “Vi har skrevet mange gange om at lægge den på Ekko. Men jeg synes, at det ville være en mærkelig platform. Det er ikke en konkurrencefilm. Den skal bare vises. Derfor synes jeg egentlig, at SEIN er ret perfekt.”

Kanna: “Vi havde også en respekt overfor Hannibal. Filmen skal give noget til nogen, der sidder derude, og få dem til at føle noget. Der er ikke nogen, der skal bedømme den. Hvordan man “sørger ordentligt.” De skal bare tage den ind.”

Joachim: “Det er en smuk lille diamant af følelser. Den er lavet af os, til os.”

Hannibal: “På det tidspunkt havde vi også andre ting at forholde os til. Vi gik stadig på højskolen og var allerede midt i en kortfilmsproduktion, vi også ville promovere. Nu synes jeg, at den er fin at se igen. Det er årsdag snart. Vi skal hylde, at vi har kunnet gennemføre det her.”

Fremtid?

Kan vi regne med at se mere fra jer i fremtiden? 

Hannibal: “Det ville være nice, men det skulle ikke være påtvunget. Det skulle komme fra en lyst til at fortælle noget vigtigt.” 

Joachim: “Vi arbejder jo i forvejen sammen på kryds og tværs. Man lærer sin måde at arbejde på via andre. Vi fandt ud af, under dokumentaren, hvad vores individuelle styrker og svagheder er. Det, vi lærte i forløbet, bruger vi stadig nu.  Hvordan kører man en produktion, når man er stiv for eksempel? Det er meget fedt at have lært.” 

Xenia: “Ja altså, måske, vi har jo et godt samarbejde. Vi har tryghed i hinanden. Vi har noget ægte.” 

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN