Vores følelsers sociale liv
Selfie-generationen, snowflakes og curlingbørn; øgenavne, som beskriver en ung generation, som angiveligt både er selvoptagede og tilbøjelige til nytteløs ”føle-føle”-snak … eller hvad? Inspireret af teoretikeren Sara Ahmed diskuterer Josefine, hvorfor det er så vigtigt, at vi bliver ved med at fortælle hinanden, hvordan vi egentligt har det.
Et nyt år er begyndt, og julefrokosternes højtid er snart ovre. Det betyder for mange unge en tilbagevenden til aftensmåltider bestående af tørre rugbrødsmadder eller dåsebønner, fremfor smørkartofler med sovs; men muligvis også en pause fra din grandonkels nye kone og hendes mumlede moralisering over ”ungdommen nu-til-dags”. Hvad hun refererer til, er det populære koncept om en generation af overfladiske unge mennesker, som kun tænker på, hvordan vi bedst kan promovere og iscenesætte os selv, generation selfie, som vi er døbt på alment boomer-sprog. Udover at være nogle selvoptagede curlingbørn er vi angiveligt også uovertrufne i navlepilleri og uden sidestykke i at snakke op ad stolper og ned ad vægge om vores egne følelser: en klassisk ”me, myself and I”-efterslægt.
Vi træder ind i et rum med følelserne først: De sidder på vores fingre, når vi trykker en andens hånd eller kærtegner en andens ansigt
Følelsernes farverige fællesskab
Følelser bliver ofte anset som noget, der udelukkende tilhører den personlige sfære, noget, som den enkelte må håndtere alene eller med sine allernærmeste. Jeg oplever eksempelvis denne holdning i den måde, hvorpå mange fra de ældre generationer snakker om mentalt helbred og gratis adgang til psykologhjælp. Dette sker ofte i en hånlig tone med en kommentar, der mindes en mytisk, forgangen tid, hvor de unge var mere hårdføre, mindre selvmedlidende, og hvor der desuden altid var medvind på cykelstien. Selvom det er en ærgerlig indstilling at blive mødt af som ung, signalerer denne kontrast mellem generationer et kulturskift, som handler mindre om narcissisme og mere om fælles erkendelse. Det er simpelthen begyndt at gå op for os, at vores følelser ikke kun angår os selv, men også berører dem, vi omgiver os med. Vores følelser er maling på virkeligheden, og lærredet drypper med kontrastfarver fra vores møder med hinanden. Vi træder ind i et rum med følelserne først: De sidder på vores fingre, når vi trykker en andens hånd eller kærtegner en andens ansigt, og de er i vores ord, når vi griner eller græder sammen. Følelsernes farver absorberes i kontaktfladen, hvor de kan blive til evig tid – som når du ser en fremmed person og instinktivt enten holder af eller hader dem, fordi de minder dig om en anden.
... det er ikke egoistisk at dele hverken sorg eller lykke med andre – det er en kæmpe styrke for fællesskabet
Visuelt af Emilie Klemme
Vores følelsesmæssige fælleseje
Dine følelser tilhører ikke kun dig selv, faktisk tilhører de ikke nogen, da det er dem, som former vores verden, og ikke omvendt. Følelsen af svigt, som opstår fra at være offer for utroskab, miste en ven eller endda blive råbt ad på gaden, sværter vores tilværelse på en måde, så vi vil gøre meget for at undgå lignende situationer i fremtiden. Når unge kritiseres for at være for selvoptagede, fordi der er kommet et større fokus på mental sundhed, ignorerer man fuldstændigt, at følelser aldrig har eksisteret i et mennesketomt vakuum: Vi har altid måtte lære at genkende følelser, før vi kan formidle dem til andre. Vi lærer verden lidt bedre at kende for hver tåre, der spildes i glæden eller sorgens tegn, for dens overflade spejler den verden, som tåren falder i. Hermed ikke sagt at alle følelser er rationelle eller sågar berettigede, for diskrimination på baggrund af eksempelvis race udspringer i høj grad af følelser som frygt, vrede og mistro. Netop derfor er det vigtigt at anerkende, at disse følelser også er dybt sociale og påvirker alle negativt. Det er afgørende, at vi kan snakke om følelser åbent, men også kritisk, så de ikke bliver til usynlige fjender.
Vi skal være taknemmelige for, at vi bliver bedre til at snakke ærligt og samles om vores følelser, for de bliver ikke mindre magtfulde af at blive gemt væk, og det er ikke egoistisk at dele hverken sorg eller lykke med andre – det er en kæmpe styrke for fællesskabet.
Hvad tænker du?