13 år
Anneli og Oskar befinder sig i hvert sit hjørne af puberteten, da de er tretten år. Det bliver fortalt i to små erindringer og en animation. Om at gå ud for enden af sin barndomsgade og vente. På nogen. På noget. Om at være på tryg afstand af sin egen identitet. Og om følelses af, at man vil ud i verden men ikke aner, hvordan man griber den.
Anneli
For nylig gik det op for mig, hvor lille og fanget jeg følte mig, da jeg var omkring de 13. Jeg sad inden døre, og somme tider gik jeg på mine bare tæer ud på vejen og stod og håbede på, at nogen, jeg kendte, ville køre forbi. Men det skete aldrig. En følelse af ikke at ane, hvordan man rækker ud efter verden – lidt som en flue i et glas. Den kan godt se ud, men den støder hele tiden hovedet mod glasset.
Med tiden skruede nogen låget af. Måske var det mig selv, måske er tiden bare sådan.
Den her flue har fået lov at flyve væk.
Oskar
Jeg er 13 år. Jeg hader at være i drengeomklædningsrummet efter idræt, hvor jeg sidder med en hudtynd facade og tilstræber et afslappet, kækt ansigtsudtryk. Jeg sidder der og skifter møjsommeligt tøj. Pakker idrætstøjet ned til det ubrugte håndklæde. Gør det langsomt så ingen skal bemærke, at jeg er meget hurtigere færdig end dem. Fodbolden flyver rundt i det mørke, svedlugtende lokale. Der bliver svinget med våde håndklæder, grint og sunget. Jeg sidder og kigger på mig selv i spejlet. Jeg er den eneste, jeg har.
Jeg er 13 år. Der er porno i min søgehistorik og min krop har ændret sig omkring mig. Der vokser en kløft mellem kønnene. Pigerne snakker om pigeting, og jeg kan ikke være med. I ensomheden åbner internettet sig. Jeg bliver venner med pigerne fra klasserne over mig, vi mødes om dyrkelsen af youtubere, One Direction og tumblr-kultur. Jeg ved inderst inde godt, at jeg er homoseksuel. Jeg chatter med fyre fra andre lande på obskure apps. Så jeg kan holde det hele på tryg afstand. Jeg kæmper mig til rette i denne identitet. Jeg bearbejder flere års undertrykte følelser.
Hvad tænker du?