Kibbutz – at få kolde fødder

21. juni 2018

Kort efter sin studentereksamen tog Linnea væk fra Danmark. Væk fra svære familieforhold. Væk fra skuffelser. Væk fra kulde og ondt i hjertet. Hun tog til Israel for at bo i et frivilligt kollektivt samfund, en kibbutz, og trimme mandarintræer.

Dette er niende og næstsidste afsnit i serien. Om at forlade sit ørkenhjem. Om at huske, hvem man var. Og om at opdage hvem, man er blevet.

Historien er en fortsættelse på første, andet, tredje, fjerde, femte, sjette, syvende og ottende afsnit.

Fra flabede Tel Aviv til konservative Jerusalem skiftede jeg de høje sandaler ud med mine slidte gummisko i bussen. Hjem til ørkenhjemmet, hjem til familien Shitrit for at tage hjem-hjem tolv dage efter.

Et par dage gik før det blev ‘Yom Kippur’. En jødisk helligdag, hvor man undskylder for sine handlinger og faster for at lide for tilgivelse. Man er uden elektronik, fordi man skal have fokus på sine egne tanker. Som om jeg ikke havde jeg været nok alene med mine tanker, mens jeg trimmede sektion efter sektion af frugttræer.
Aftenen inden spiste vi sammen, og de fortalte mig om traditionen, vi nu skulle følge. Om morgenen stod jeg op og havde, som alle andre morgener, lyst til kaffe, men som jeg gik til elkogeren, kom jeg i tanke om, at det var forbudt. Så fik jeg lyst til at kigge på min telefon, men den var jo slukket, for at jeg ikke skulle se på den. Jeg blev sulten efter yoghurt, efter brød, efter kage. Kl. blev 10, 11, 14. Danskeren i mig brokkede sig til Israeleren, der var stædig om at faste. Jeg lod dem skændes, mens jeg lagde mig på sofaen og begyndte at læse. Jeg faldt i søvn. Jeg vågnede hen ad eftermiddagen med et mønster på kinden fra puden, og der var mussestille. Stuen havde fået en anden farve, siden jeg faldt i søvn. Et andet lys. Jeg virkede ikke sulten længere, så jeg tog mine sandaler på og en trøje over skuldrene og gik udenfor i en rolig blæst.

Som et blåt mærke er bevis på, at man har slået sig.

Alt syntes at sove. Israel var gået i hi over Yom Kippur, som havde de alle så meget at tænke igennem, at de ikke havde noget andet at lave. Jeg gik op og ned ad bakkerne mod ørkenen langs ishuven. Farverne på himlen blandede sig sammen til mørkeblå, og uden min telefon gættede jeg mig frem til tiden. Man kunne skimte lys langt væk mellem to af bjergene og månen, der så mindre ud, end hvad jeg huskede den som. Den så mindre ud, men lyste på ørkenen som erstatning for solen. Jeg var stadig ikke sulten, så jeg blev bare ved med at gå.

Det hele mindede mig om ugerne derhjemme, inden jeg tog til Israel, hvor jeg gik lange ture på tom mave, ligesom nu. Rastløs og resterende. Gik og tænkte over de ting, jeg måske og måske ikke havde gjort forkert. Mine tanker gik på min farfar. Han var begyndt på at gå lange ture efter min farmor døde. Han spiste sjældent og boede stadig med hendes sko i gangen, som var hun kun ude og købe ind. Jeg havde måske mindet om min farfar. Holdt fast i nogle spøgelser og opsøgte en bekendt smerte. Mærket efter den. Holdt fast i den. For at have en forklaring på, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, og var, som jeg var. Som et blåt mærke er bevis på, at man har slået sig.

Mine fødder begyndte at fryse i sandalerne, så jeg gik stille tilbage indenfor. Yalle havde lavet orange suppe med brød og tyk smør, og vi spiste pandekager med kanel og kokos til dessert. Jeg sendte et par tanker til min farfar og håbede på, at han havde det godt lige nu. Håbede på, at han også spiste pandekager og var glad.

Den sidste tid i Israel gik jeg på museer, markeder, mere, og gik og gik. Gik rundt i Ørkenen, og hvis ikke der, så tog jeg en bus for at gå rundt i Jerusalem. Jeg gik et par centimeter af mine sko, tror jeg. Der var noget ved at gå rundt i byen, der virkede anderledes. Her gik jeg ikke fra A til B, jeg gik bare. På gaden, mellem husene, forbi menneskerne, og jeg stoppede, når jeg havde lyst til at stoppe, men ellers gik jeg bare. Der var noget terapeutisk over det. At have tiden til bare at gå for bare at gå.

Den sidste dag havde jeg det enormt underligt i hele min krop. Jeg var et nervevrag, der tudede over alt og ingenting. Jeg havde det, som om jeg var anderledes, i forhold til da jeg tog afsted 4,5 måned forinden. Jeg så også lidt anderledes ud. Min numse var ret meget større end før, og jeg havde jo to nye huller i ørene. Jeg havde fået et langt ar på mit skinneben fra en gren, en masse små på mine arme og var blevet brun af solen. Jeg havde noget mærkeligt tøj på, og jeg tror, jeg smilte mere. Jeg så anderledes ud – men ikke nok. Så Yalle og jeg blev enige om, at jeg skulle klippes.
Hun startede med etager, og så gik vi til korte lokker, og til sidst klippede hun det hele af til pandehår. Det strittede lidt ud i mange retninger, efter jeg skyllede det på grund af de hvirvler, jeg har arvet fra min mor, men Yalle insisterede på, at det bare skulle sættes.

Den ændrede sit ansigt i løbet af døgnet, og jeg havde forelsket mig i hver og ét af dem

Det blev aften, og jeg sagde farvel til Shitritterne, inden vi kørte mod lufthavnen. Eli, Guy, Ann, Jona, Annett, og til ørkenen. Den fine, smukke ørken, jeg kunne sidde foran i timevis og gjorde alle mine aftener i ørkenhjemmet. Den ændrede sit ansigt i løbet af døgnet, og jeg havde forelsket mig i hver og ét af dem. Det virkede helt forkert at gå derfra, når den gjorde én så glad. Vi kørte mod Ben Gurion Lufthavn, og jeg var melankolsk og helt skrøbelig. Jeg kiggede over på Yalle og fik en klump i halsen ved tanken om at skulle sige farvel til hende. Snakkene, jeg ikke havde lyst til at holde op med at have. Følelsen af ørkenhjemmet. Ørkenfamilien og ørkenduften. Smagen af den intense instant kaffe med den tykke mælk og granatæblerne, jeg spiste om morgenen. Jeg tog hende i hånden, som gjorde det sværere for hende at køre bil, men lettere for mig at sige farvel, og hun kaldte mig skat. Jeg så egentlig også frem til at høre min mor kalde mig skat.

På Norwegiean-flyet var der ikke nogen spids albue. Der var ikke nogen tyk arm. Der var ikke nogen, der sang. Der var bare mig på sæde 32B med mit skæve pandehår og hullede gummisko. Mig og stewardessen, der serverede danskvand til mig kl. halv tolv. Om en time ville jeg lande i København midt om natten, og jeg var rædselsdagen. Ikke for at tingene ville være anderledes, men for at de ville være de samme. For at jeg ville blive det samme. Bange for at få øjne over israeleren i mig med min appetit, orange trøje og armfagter og bange for at miste israeleren. Mere bange for at komme hjem, end jeg var for at tage afsted. Udenfor vinduet lå lys som et tæppe med huller i. Jeg kiggede ud, indtil jeg kunne genkende Storebæltsbroen. København. Hjem.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her