2 timer og 45 minutters brutalitet
Matilde tager SEINs læsere med, når ‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes’ ruller ind over det store lærred. Den længe ventede filmatisering af Suzanne Collins’ fjerde bog i ‘The Hunger Games’-serien er en brutal og ubehagelig helaftensoplevelse, som alligevel kan anbefales. Den rummer nemlig virkelighedsnære skildringer af, hvad krig og uvenskab kan gøre ved mennesker samt knivskarpe referencer til de tidligere ‘Hunger Games’-film, som så mange teenagere forelskede sig i.
Før Capitol var farverige fjer og fyrværkeri, og før dødsspillet var et højteknologisk, avanceret reality fænomen, var ham, vi kender som Præsident Snow, blot en 18-årig studerende. Filmen er en fortælling om hans vej til toppen af Panem, og de årlige dødsspils vej til det morderiske underholdningsfænomen, som vi kender fra trilogien.
Vi følger Coriolanus Snow, der i et forsøg på at redde sin families økonomi og ære er nødsaget til at dedikere sig til rollen som mentor i dødsspillet for en ung, rebelsk pige fra distrikt 12. Han forelsker sig samtidigt i Lucy, som pigen hedder. Det bliver dog ikke den kærlighedshistorie, man som seer forventer. I stedet er det en brutal skildring af, hvordan mennesker kan få andre mennesker til at dræbe hinanden, og hvordan en verden, hvor alle kæmper for overlevelse, kan forvandle en ung, uskyldig mand til et ondskabsfuldt væsen.
Filmen er baseret på en prequel-bog, hvor handlingen skal forestille at foregå 64 år forud for de øvrige film og altså på sin måde være en fortælling i sig selv. Fortællingens stil er dog på mange måder, som vi kender den fra trilogien: ufiltrerede fysiske og psykiske voldsscener, stærke kvindelige hovedroller og tragikomiske jokes, når dødsspillene ruller ind over sendefladen i Capitol.
Klik her og Støt SEIN
Filmen er instrueret af Francis Lawrence, som også har instrueret nogle af de andre ‘The Hunger Games’-film. Som dedikeret ‘Hunger Games’-fan tvivlede jeg dog stærkt på, at denne efternølerversion af trilogien kunne leve op til de forgangne filmproduktioners dybde og kompleksitet.
Der må jeg dog alligevel erkende mig overbevist. Udover at skuespillet, detaljeniveauet og filmens visuelle karakter i høj grad lever op til den forrige linje, giver fortællingen samtidig enormt god mening for hele Suzanne Collins’ fortælling om Panem og dets folk. Filmen kan samtidig fungere som en underholdende og spændende fortælling, selvom man ikke er bekendt med de tidligere film. Men man skal have set alle de fire forrige film for at forstå nuancerne, og for at filmen bliver mere end blot en brutal helaftensoplevelse.
De spørgsmål og emner, som fortællingen behandler, lander pladask ned i tiden, vi lever i. Hvad kan få mennesker til at dræbe andre mennesker? Og hvilket parti er egentlig det rigtige at tage, når alle parter har blod på hænderne?
For brutal, det var den. I to timer og femogfyrre minutter sad jeg i decideret ubehag med hænderne foran øjnene. Det er død og ødelæggelse, bedrageri og manipulation fra ende til anden. Alligevel sidder man som seer tilbage med en oplevelse af, at filmen var tiden værd.
Måske fordi, de spørgsmål og emner, som fortællingen behandler, lander pladask ned i tiden, vi lever i. Hvad kan få mennesker til at dræbe andre mennesker? Og hvilket parti er egentlig det rigtige at tage, når alle parter har blod på hænderne? Suzanne Collins skrev bogen i 2020, men man skulle tro, at den var skrevet i går med sin relevans for tidens krigsbyrder.
Som teenager var jeg håbløst forelsket i både ‘The Hunger Games’-filmene og -bøgerne, og mit 13-årige jeg ville uden tvivl have flyttet bjerge for at se denne film. Tingene har dog ændret sig en smule siden, og det er ikke sci-fi film, jeg bruger allermest tid på længere. Jeg blev med mine voksne øjne dog igen engang fuldstændig opslugt af Suzanne Collins’ univers. Denne gang med et helt andet samfundsmæssigt og meningsfuldt perspektiv, som mit 13-årige jeg ikke var bevidst om.
Selvom filmen varer to timer og femogfyrre minutter, er der set i bagspejlet ikke en eneste overflødig scene eller et eneste overflødigt minut. Man keder sig ikke. Jeg vil dog sige, at både indholdet og længden lægger op til, at man kunne have delt filmen i to. Når det så er sagt, skal der lyde en stor anbefaling herfra.
Filmen er hverken hyggelig eller smuk, og når man forlader biografen, får man lyst til at gå hjem og se ‘Den store bagedyst’ i et spinkelt forsøg på at undgå mareridt 14 dage efter. Dette ville dog alligevel være som at spise en gulerod efter 200 gram bland-selv-slik.
Ikke desto mindre giver fortællingens dybde og tema anledning til refleksion. Både i forhold til hele trilogien, men også i forhold til de dilemmaer og spørgsmål, der lige nu fylder i den virkelige verden. Den får dig op af stolen med spænding og action, men den får dig også til at tænke, når du har forladt biografen. Derfor er den anbefalelsesværdig.
Tekst: Matilde Sigersted
Visuelt: Emma Kreutzfeldt
Redaktør: Laura Rye Bislev
Hvad tænker du?