Nyhedsoverblik – 31. januar

31. januar 2021

Hver søndag giver SEIN dig et nyhedsoverblik fra den seneste tid. Nyhedsredaktionen har udvalgt 3-5 historier. De kan være fra ind- og udland, store og små, men vi mener, at de på den ene eller anden måde er værd at bringe. Vi vil forsøge at belyse aktuelle emner ud fra SEINs tanker og anskueliggørelser.

Efter en begivenhedsrig uge har vi denne søndag valgt at bringe 6 historier.

Håbet er lysegrønt ligesom foråret
Selvom restriktionerne stadigvæk er over os, og derudover blev forlænget i torsdags, er der lys for enden af tunnelen. Det fastslår vores allesammens Søren Brostrøm med et forsigtigt håb: “Jeg tror, at mange er ved at være godt trætte af, at de ikke kan komme i skole eller komme videre med deres gymnasie eller universitetsuddannelse, så jeg tror da så småt, man kan begynde at glæde sig til at komme hen og sidde i klassen igen og se sine skolekammerater.” Med foråret og udbredelsen af vacciner vil nogle af restriktionerne heldigvis lempes, og børn og unge er førsteprioritet, særligt de gymnasiale uddannelser og universitetsuddannelser står forrest i genåbningskøen sammen med de mindste klassetrin i folkeskolen, blandt andet af hensyn til trivslen, der har haft trange kår under den hårde nedlukning.

Modsat fredagens rapport, der konkluderede, at Mette Frederiksens første nedlukning ikke var baseret på “anbefalinger fra myndighederne”, var Sundhedsministeriets vurdering fagligt anbefalet og understøttet. Det understreger Sundhedsministeriet også i deres seneste vurdering, der særligt har kikkerten rettet mod de mindste klassetrin, fordi de smitter færrest videre.

Statsminister Mette Frederiksen forstår altså de ofre, vi unge gør os, og den indvirkning, det har på trivslen og kvaliteten af, eller manglen på, undervisning. Det gjorde hun klart under torsdagens pressemøde og kom med en sjælden og kærkommen ros til os unge, der har måttet give afkald på vores normale sociale liv.

Vinteren har været præget af nedlukning, kulde og suk ved indførelsen af nye og forlængede restriktioner, fordi det har føltes, som om det ikke kunne blive mere restriktivt og håbløst. Med foråret for døren går vi snart ind i lysere, varmere og sjovere tider, hvor ordet “restriktion” forhåbentlig vil gå lidt i glemmebogen.

https://www.dr.dk/nyheder/indland/brostroem-aner-lys-enden-af-corona-tunnellen-man-kan-saa-smaat-glaede-sig-til-se?cid=soc_instagram_drnyheder_post_3ff8a4l1

 

Skal du swipe for samtykke, næste gang du skal have samleje?
D. 17 december fik vi en samtykkelov vedtaget i Folketinget, der gør det strafbart at have samleje med en anden person uden samtykke. Og med en samtykkelov følger selvfølgelig … en samtykkeapp. Den 27-årige stifter af appen iConsent, Anna Fast Nilsson, mener, at appen kan være med til at gøre op med, den ifølge hende, vage lovgivning på området. Da man begge aktivt skal give samtykke igennem dens MobilePay-lignende interface, med anmodning om samtykke i stedet for penge, tror Anna Fast Nilsson, at man bedre sikrer sig, at begge parter er indforståede med samlejet.

Appen er dog blevet mødt af en del kritik fra både professorer, juridiske eksperter og interesseorganisationer, blandt andet Dansk Kvindesamfund. De skriver på Twitter, at “appen er potentiel farlig, fordi den giver indtryk af at beskytte dem, som skulle bruge den. Men hvad hvis man fortryder eller ikke længere føler sig tryg nok til at have sex og ikke kan få fat i mobilen og trække samtykket tilbage? Hvad hvis mobilen løber tør for strøm?”

Også hos Sex og Samfund har chef Lene Stavngaard været ude med riven efter appen, der ifølge hende ikke er løsningen på at få samtykke. “En seksuel relation handler nemlig ikke om en kontrakt, så den skyder fuldstændig forkert i forhold til det behov, der er derude.” Folkene bag appen har ellers gennem længere tid forsøgt at få stablet et samarbejde på benene med netop Sex og Samfund, der dog fuldstændig har afvist dette: “Samtykkeappen kan ikke ses som et supplement til mundtligt samtykke. Det, vi skal sørge for, er et bedre seksuelt sprog for, hvordan vi kan give og modtage samtykke blandt andet ved hjælp af bedre seksualundervisning.”

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-01-19-nu-kan-du-give-samtykke-til-sex-paa-din-telefon-men-appen-faar-haard-kritik
https://www.dr.dk/nyheder/indland/kritik-af-ny-app-hvor-du-kan-anmode-om-samtykke-til-sex-den-skyder-fuldstaendig

 

Kan man være frihedskæmper og voldsfacist på samme tid?
Voldsfacister. Frihedskæmpere. Kært barn har mange navne, og det samme gør sig gældende for gruppen Men In Black. Den førstnævnte beskrivelse af gruppen kommer fra Dansk Folkepartis tidligere forperson Pia Kjærsgaard med henvisning til demonstranternes afbrænding af en dukke, der forestiller Mette Frederiksen. Den sidstnævnte beskrivelse er, ikke overraskende, Men In Blacks egen fortolkning. Gruppen har i hvert fald formået at gøre sig bemærket og at forene politikerne på tværs af fløjene i at fordømme volden, truslerne og hærværket. Men hvem er disse mennesker egentlig, hvad er deres mål, og hvordan opererer de?

Stifteren af Men In Black, Morten Jakobsen, har for nyligt givet sig til kende sammen med rapperen Ali Sufi, der har været med til at lave protestsangen “Mette Ciao”. Men In Black er en broget skare af ikke bare vaccine-skeptikere, hooligans og kritikere af restriktionerne, men også helt almindelige mennesker, og de kan derfor ikke skæres over én kam. Men In Black demonstrerer mod de gældende restriktioner, de mener er helt ude af proportioner. Deres sidste demonstration sidste lørdag førte til adskillige anholdelser og en forkullet statsministerdukke.

Morten Jakobsen mener dog, at de bliver udsat for en, med hans ord, heksejagt. Han udtaler, at “Der er en heksejagt på hele gruppen og alle demonstranter i Danmark. Det er som om, at lige så snart, nogen går imod regeringen, så skal der være en form for hetz. Medierne arbejder tæt sammen om at få budskabet frem om, at vi er nogle bøller.”

På Instagram blev denne beskrivelse af hetz og forfølgelse taget op af forskellige meme-sider. Blandt andet meme-siden Krænkelseskulturellememes har med sine memes forsøgt at belyse, hvordan ordet heksejagt i nyere tid nok er blevet lidt udvandet og ikke bliver brugt i sin oprindelige betydning længere.

Ligesom at vi i disse dage har indledt en rigsretssag samtidig med vores venner i USA, dem mod den tidligere præsident, os mod tidligere integrationsminister Inger Støjberg, har politiet også været bekymret for, om Men In Black-bevægelsen ville kunne udvikle sig til noget lignende den forsamling af demonstranter, der løb Kongressen “Capitol Hill” over ende med tilsyneladende voldelig hensigt. Disse bekymringer bygger blandt andet på, at Men in Black efter sigende har undersøgt, hvor de forskellige politiske partiers kontorers adresse er. Politiet har derfor ikke taget nogen chancer ved demoerne, men tværtimod været stærkt oprustet.

“Vi har set demonstrationer hen over sommeren, efteråret og vinteren, som har været larmende uden at være voldelige og konfrontationssøgende. Men de seneste uger har vi i stigende grad set optrapning og konfrontation fra en af grupperne,” udtaler Peter Dahl, chef for beredskabet i Københavns Politi, til Politiken.

Vi har endnu ikke været noget nær hændelsen i Kongressen, og der er heller ikke noget, der tyder på, at vi er på vej mod amerikanske tilstande. Når demonstranterne er så forskellige, som de er, og bevægelsen så fragmenteret, kan de enkelte personer ikke tages til indtægt for nogen bestemt ideologi eller andet. Det er alt for nemt at affeje disse mennesker som konspirationsteoretikere og skøre mennesker, men deres frygt og vrede er reel og må tages seriøst.

https://www.dr.dk/nyheder/indland/demonstranters-dukke-afbraending-vaekker-forargelse-jeg-synes-oprigtigt-det-var
https://www.youtube.com/watch?v=TVo5zBL1-XE
https://www.instagram.com/p/CKimDkrhV5b/

 

Danske unge tager til Østrig for at feste
Flere skiglade unge danskere er taget til skiområdet Sankt Anthon i Tyrol, der ligger i de østrigske alper. De er taget derned under dække af at søge sæsonarbejde som for eksempel det populære sabbatårsjob som skiinstruktør. Men ligesom Danmark er det meste af Østrig lukket ned, og der er derfor ingen jobs at få.

Ifølge Sankt Antons Borgmester holder de unge til på skipisterne, som er åbne for de lokale østrigere og afholder improviserede after-ski-fester. Det er dog ikke kun danske unge, det drejer sig om. Svenske og britiske unge har også fundet vej til snelandskabet. De festglade unge mennesker har derfor fået flere østrigske medier til at rette fokus mod Alperne.

Mette Frederiksen har også kommenteret på sagen i et Facebook opslag:
– Er der unge, der er taget på skiferie i Østrig? Tilsyneladende. Er det i orden? Nej. Men de fleste børn og unge – langt, langt de fleste faktisk – de er stået op til endnu en dag med hjemmeundervisning foran skærmen. Statsministeren minder os altså om, at det er et mindretal af unge, der er taget afsted.

https://www.dr.dk/nyheder/udland/unge-danske-skiturister-fester-i-nedlukket-oestrig

 

Et hemmeligt palads, forgiftede underbukser, demonstrationer og tiktoks. Hvad sker der i Rusland?
Den nok højst profilerede modstander mod den russiske præsident Putins regime, Aleksej Navalnyj, har endnu engang bragt styret i forlegenhed. For nylig afslørede Navalnyj og hans hold af efterforskere, at Putin har et hemmeligt palads ved Sortehavet på 17.691 kvardratkilometer. Slottet skulle indeholde alt fra helikopterlandeplads til en kirke, men også en underjordisk skøjtehal og et kasino. Navalnyjs hold havde via en drone filmet slottet og uploadede en to timers lang video på YouTube, der forklarer, hvad paladset indeholder, og hvordan det er blevet finansieret.

Men hvem er Aleksej Navalnyj egentlig? Navalnyj er en russisk aktivist, som er kendt for at lave kampagner, der handler om korruption i Rusland, og hvordan politiske ledere og statslige virksomheder bryder de russiske love. Navalnyjs mål er at slå Vladimir Putin og indføre ægte demokrati i Rusland.

I august 2020 blev Navalnyj forsøgt myrdet med russisk nervegift og lå i koma på et hospital i Berlin. Det fik både Tysklands udenrigsminister og Frankrigs præsident til at tilbyde ham og hans familie beskyttelse og behandling. Man har senere fundet ud af, via en russisk agent, at nervegiften var placeret i Navalnyjs underbukser.

Aleksej Navalnyj er for nylig vendt hjem til Rusland, men han kom ikke længere end til lufthavnen, inden han blev stoppet af det russiske politi, og han sidder nu i fængsel. Fra fængslet har han lækket informationen om det hemmelige russiske palads og opfordrer sine støttere til at gå på gaden for at demonstrere. Demonstrationerne har ført til tusindvis af anholdelser.

På Tiktok er en video af en ung russisk pige gået viralt. I videoen lærer hun andre russere ’how to sound like an American’, altså hvordan man taler med amerikansk accent, som de russiske demonstranter kan benytte for at undgå at blive anholdt, hvis de bliver konfronteret af politiet i protesterne.

https://www.bt.dk/udland/navalnyj-med-vild-video-der-afslorer-putin-palads-komplekset-er-39-gange-storre-end
https://www.berlingske.dk/internationalt/russisk-agent-til-aleksej-navalnyj-du-blev-forgiftet-via

 

#LetHerSpeak-frontfigur blev som 15-årig voldtaget af sin lærer. Nu er hun Årets Australier
Vi skal et smut om på den anden side af jordkloden, hvor prisen som Årets Australier netop er blevet uddelt. Ærestitlen gik til aktivisten Grace Tame for hendes arbejde som frontfigur i #LetHerSpeak-kampagnen. Her kæmpede hun kampen for overgrebsofres rettigheder, blandt andet ved at kritisere en regional australsk lov, der har forhindret ofre i at udtale sig til medierne, på trods af at de selv har ønsket at stå frem.

”Jeg mistede min mødom til en pædofil. Jeg var 15 år gammel og anorektiker. Han var 58 år gammel. Han var min lærer. I månedsvis groomede han mig”.

Sådan fortæller Grace Tame om overgrebet, der har mærket hende for livet. Begrebet ’grooming’ bruges om situationer, hvor en voksen bevidst opbygger en tillidsrelation til et barn eller ung med henblik på senere at begå overgreb. ’Groomeren’ henvender sig oftest til børn eller unge via nettet eller sociale medier og udgiver sig for at være jævnaldrende.

https://www.abc.net.au/news/2021-01-26/grace-tame-australian-of-the-year-speech-in-full/13091710
https://www.dr.dk/nyheder/udland/blev-misbrugt-og-fik-mundkurv-paa-nu-er-hun-aarets-australier?cid=soc_instagram_drnyheder_post_phjm9ut7

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her