58 og 20 – II

T.S. står og vrider lime over en fisk, imens han taler med X, der leder efter en glasprop. R.N. sætter sig nonchalant på en barstol. X finder endelig proppen og de er alene i køkkenet. På køleskabet bag T.S. hænger en seddel med sorte punkter.

Venter du med at tale med din far om pengene?

T.S. kigger på ham og spørger, hvad han selv tror. R.N. trækker på skuldrene og fortæller et eller andet, imens han forestiller sig at falde.

Han falder ned ad sorte, glatte kugler en efter en, og de bliver større med længere afstand i det skakt-lignende sted, han er i, men ikke kan se væggene af. Han klamrer sig til kuglerne, så hænderne kramper på de glatte overflader. Han skiftevis falder på maven, der krummes sammen, og rygsøjlen, der svajer. Kroppen bliver en halv oval på begge sider, de sorte kugler formindskes i en uendelig sort perlerække under ham.

Noget ændrer sig langt nede … han falder ikke nedad. Han suges opad. Der er noget, der lyser. Han rammer de sorte cirklers overflader med dumpe lyde, og han falder igen, glider ned af siderne igen og falder videre, hager sig til de blanke overflader så lang tid han kan, for at gøre næste fald blødere. Han får drejet sit hoved op og ser, at en anden skikkelse falder langt over ham, samme vej. Hans halshvirvler larmer under roden til kraniet, da han rammer den næste kugle.

R.N. har fortalt færdig om det, han var i gang med, og han fokuserer på T.S., der kigger på ham, med lænden hvilende på køkkenbordet og han siger:

Sorry, jeg tror lige, jeg dagdrømte, at jeg faldt ned af en bucketlist. Hvad sagde jeg lige før?

T.S. kaster en halv lime mod ham, som han griber.

Er du okay ? Du skal huske, at du lige meget hvad ved, at jeg er der for dig. Sådan er det. Jeg forsvinder ikke, bare fordi du rejser.

Det sidste siger T.S., imens han finder whiskyen i fryseren. R.N. ser på hans kashmirbefængte arme og det lysebrune hår, imens han skænker til dem begge.

Klik her og Støt SEIN

De drikker med kæben fremme og tager den tilbage igen, når glasset er tomt. R.N. mærker sin mund, hals og mave forstærkes. R.N. spørger, hvornår den er fra af mangel på andet. T.S. smiler

Fra dengang jeg spillede for fucking landsholdet. Ej, jeg ved det ikke, måske den er ligeså gammel som os. Far købte den vist i 2003. Det var noget med, at han smuglede den hjem fra et eller andet sted eller importerede den ulovligt.

R.N. rejser sig op fra barstolen og krammer hårdt den, der i hvert fald er hans, imens han spørger, hvilket land den er fra. Hvis ikke T.S. havde sluppet, havde R.N. ikke sluppet. R.N. fokuserer på T.S., som siger at han husker noget med Somalia. R.N. stirrer på ham

Hvad? Men – hvad?

T.S. ved ikke mere, hans far vil ikke tale om det. Han griner fnysende og ser ind på X, X, X og deres forældre.

Min farfar døde af det, vi lige drak.

R.N. siger, at det var anderledes. At de ikke er afhængige af noget endnu.

T.S.’ far står ved vinduet med sin sorg og W står i stuen og damerne sidder i safari-stolene og taler, imens drengene bærer hvide fade ind. Kvinderne komplimenterer deres pli, manerer, opdragelse, og det taler de videre om, imens alle trækker stole ud og sætter sig ved langbordet rundt om pelargonierne i midten.

T.S.’ mor ser på R.N. og T.S. og siger, at de opløfter en sørgmodig tid. T.S.’ far siger, at alle andre bliver stille, at han er glad for at være i et trygt selskab, og at han ikke er snakkesalig eller rar, men at han nyder at se deres levende ansigter-Han vil foretrække, at de taler om trivielle ting. Den ældste herre i selskabet, X, tager en dyb indånding og skåler i en stor bevægelse med R.N. og siger tillykke med planen.

Vi kommer og besøger dig. Jeg havde engang en spansk kvinde i mit liv, inden dig.

Han ser på X med det sorte tøj, grå krøller, røde læber, begavet lille dobbelthage. Hun smiler kort til ham og ser så også på R.N. og overtager.

Hvis du møder nogen fra Luis Buñuels slægt, skal du lære alt, du kan af de, og så må du love at leve livet, ikke? Vi passer på alt, og du skal bare skeje ud, og et halvt år er en god start i Cadiz, omegnen er også fantastisk. Du burde leje en bil og køre rundt. Har du planer dernede? Din far siger, at du har en stor kærlighed til Spanien.

R.N. ser kort på W og tøver, inden han fortæller, at han kan lide Spanien og har været i Cadiz med nogle venner i 3.g, og at byen er fed. Han lejer et værelse, som W har skaffet gennem nogle venner. Han skal bo der i et års tid. T.S.’ mor ser på T.S., der kigger ned på sine asparges og siger, at Buñuel boede langt fra Cadiz. X’s kone med de røde læber siger, at slægten sikkert er spredt nu.

T.S.’ mor ser på R.N., der ikke siger mere end han føler, og ingen af delene er meget. T.S. kigger ikke på ham, for han ved, at ømhed er svært at se på, og det, han kommer til at se, hvis han kigger op, er sit elskede menneske, som ikke skal rejse med om nogle uger. Han skal besøge, når det dato-, penge- og belejlighedsmæssigt går op. X overtager igen:

Det lyder skønt. Jeg kunne godt bruge et år i Cadiz. Vi kommer alle og besøger dig på et eller andet tidspunkt.

W supplerer drømmen med at leje et palæ sammen udenfor byen. Udenfor byen. Og hvornår, præcist, ville de leje et hus og bruge tid med ham? R.N. vil ikke tale om en by eller noget udenfor en by, når T.S.’ farfar er død.

Gæsterne taler om forsamlingens bekendte: eskapader, efternavne og venstreorienterede højkulturelle arbejdsforhold. R.N. ser mest på T.S.’ far, der taler meget. De hælder på ham, og han kommenterer det. De griner, men kunne græde allesammen. W tager hans hænder og ser ham i øjnene og fortæller, at det forår, han tilbragte med ham og hans far i Mexico, var hans lykkeligste ferie.

De mænd, de kvinder vi mødte. Alt vi drak, alt vi spiste, motorcyklerne vi lejede og bare alt, hvad vi oplevede, for helvede. Hvor er jeg taknemmelig for at have alt det i mig.

W hæver den sørgendes hænder, og hele hans ansigt trækker sig selv sammen frem mod vennens. Al omsorg ophobes i øjnene og munden. T.S.’ fars øjne er opkogte. W siger ikke noget, men de to gamle venner kommunikerer. Alle om bordethar kendt dem altid, så de ved det godt. R.N.s serviet ligger med et hjørne oppe i selve tallerkenen, og det søber. Der er aftryk af røde læber på et vinglas. R.N. ser på T.S., hver gang han tager del i en samtale over mahognibordet.

Altandøren er åben. Vinden tager i PH-lampen, men de vil gerne have luft ind, så de skutter sig over blæsten i fællesskab og nyder den højlydt. R.N. ser ud af døren og hører X sige: “min mor.” Han går ud for at ryge, fordi det er nødvendigt at have gjort det jævnt i løbet af en aften i det selskab, for at kunne tage hele sig selv med ud igen, når man forlader dem. Han kommer til at føle sig kortvarigt nøgen, når han står nede på gaden igen.

T.S.’ far beder forsamlingen tale om noget letsindigt, mens han trækker vejret med sin svigersøn. Han lukker altandøren bag sig og står derude sammen med R.N. i nogle få, nærmest broderlige sekunders tavshed. Mandens ansigt er tungere, end det var hver jul, dengang da de var børn og ikke vidste, hvem eller hvad de ville blive tyve år senere. R.N. kan være melankolsk med ham. De har en stille følelse af forståelse for hinanden. Det gør det svært at være alene med ham nu.

T.S.’ far ser på R.N. og ryster svagt på hovedet men blinker til ham, der knækker fire fingre på højre hånd.

Jeg er ikke klar til at tale om det, men jeg er for ekstrovert til at vente, til jeg er mere helet. Min far sagde mange utydelige ting.

R.N.s opmærksomhed er skærpet for at lytte og høre alt, hvad den sørgende mand siger til ham.

Han sagde, at livet er inddelt, det forstod jeg sgu aldrig rigtigt, om han mente bogstaveligt eller filosofisk. Nu er han død, så jeg forstår det mere bogstaveligt, ihvertfald de her uger. Undskyld, hvis jeg bliver sentimental nu, men du minder mig lidt om ham.

R.N. vil ikke være der mere, i kulden. Han kan ikke rumme det alligevel. T.S.’ far ser ikke på ham, og det skal blive ved sådan, ellers bliver R.N. nødt til at gå ind igen og give op på at være hans særligt forstående menneske. Lyset fra stuen oplyser hans nakke. Skjorteflippen krøller over habitjakkens krave i siden mod R.N.

I tænker begge to meget. Tænkte, selvfølgelig. Han bekymrede sig om meget små ting: stikkontakter, han tjekkede om de virkede hver aften. Du bekymrer dig også, ikke? Ja, det kan jeg godt mærke. Det er det værste, man kan gøre i din alder. Det ved jeg, at min søn også gør.

T.S.’ far peger ind i stuen mod T.S.’ plads med bagsiden af hovedet, imens han stadig ser frem.

Du kender nok hans tiårsplan: menneskerettighedsadvokat. Man skulle tro, han var konservativ, eller også er han bare fornuftig. Jeg ved det sgu ikke. Jeg siger til ham, at han skal forblive åben for livet og lige holde igen med planlægningen.

R.N. siger, at han ville ønske, at han også selv ville være menneskerettighedsadvokat. T.S.’ far ser ned og tager et hurtigt sug af Ws e-cigaret, hvorefter han rynker brynene. Pegefingeren ryster, dens form er kun opretholdt af en tyk guldring med initialer. Initialerne ryster. Han tager sig ligesom sammen igen i løbet af den aften.

Spanien bliver fantastisk for dig. Man skal rejse, så meget man kan. Du er heldig, jeg havde bare ikke råd til at rejse efter skolen. Jeg knoklede jo som et svin igennem gymnasiet. Jeg tog ud, lige så snart det var muligt for mig. Der var din far allerede over alle bjerge.

R.N. ser på ham, imens hans tunge afmærker hans tandrækker. Mandens ord kommer til ham båret af vinden, for T.S.’ far ser til den anden side.

Jeg er ikke særlig filosofisk anlagt, det ved du godt, jeg kender kun tingenes verden, men jeg vil sige til dig, at du altid kun skal fokusere på at elske min søns skulder. Kun når det bliver for meget, skal du elske din egen. Og glem alt andet. Glem at ville lære alle knoglernes navne, men bare elsk skulderen. Lev nu bare, ikke? Tag ud, sejl, arbejd, mød mennesker – lær, hvad du interesserer dig for. Ikke lev, som jeg har gjort.

Himlen er sort med et tåget lag. R.N. spørger ham, hvordan han helt konkret har levet. T.S.’ far ser på ham og sukker, ser ind mod stuen. De skal gå ind igen. Inden han åbner altandøren, siger han:

Livet skete bare, og nu er jeg her med en død far og et tomt glas. Glem det konkrete, ven.

R.N. holder stramt om stilken af sit glas. T.S.’ far klapper ham på skulderen og går ind i stuen igen indenom sin søn, hvis nakke han lader hånden hvile på. R.N. kigger på dem fra altanen, inden han selv går ind. Han står uroligt i dagligstuen, hvis loft er rødt, og gulvet er parketgulv, og alle gæsterne er samlet om det mørkebrune mahognibord. Sofaerne er i gråt filt, puderne har monogrammer af spinkle dyr. T.S. siger noget kort, og mændene griner. R.N. går derhen, sætter sig ved siden af T.S. på stolen med den højeste ryg.

New York City, tolv eller fjorten år ude i fremtiden – 2035 eller 2036. De har levet intenst og komprimeret, lige siden de gik ud af gymnasiet. R.N. og T.S. er etablerede navne i to brancher, som de brænder for. De er uddannede fra specifikke, gode internationale steder. De har skabt ting: visitkort, firmaer (solgt igen for tocifrede millionbeløb), kontrakter, ejerforhold, vaner. De har brugt titusind timer på at blive dygtige til at parkere, facilitere møder, finde gode hoteller, reparere ting. De kan karakterisere religionerne og konflikterne, der knytter sig til dem. De har endeløse natlige minder med venner fra tre kontinenter.

De er ofte blevet tilbage, sammen lykkelige, bare de to, når alle andre er taget hjem. En tidlig aften sover T.S. på deres brune lædersofa. R.N. ser på ham, og visheden om at kunne række ud efter hans hånd men ikke at gøre det er luksuriøs, og han elsker ham. R.N. sidder på en kostbar fødselsdagsgave fra en sindssyg spansk ven. Hans forsølvede hånd støtter hagen.

Imens skyskraberne, der udgør horisontlinjen, gradvist formørkes, og himlen bliver orange, så mørkeorange og endeligt sort, kan T.S. bare sove videre. Hans kindben er blevet tydeligere, kæbepartiet mørkere. Hans hånd med sit sølv og initialerne på lillefingeren hænger udover sofaens kant. R.N. tager den forsigtigt, ingen reaktion.

Når man holder nogen i hånden imens de sover, er det som om, de er døende. Man opdager, at man rynker brynene og selv har skabt en grå verden omkring det sovende menneske. T.S. døde ungt. R.N. elskede ham hele sit liv. Han var hans eneste ene. Hver nat efter den for tidlige død var indhyllet i minder om manden, R.N. skulle have holdt i hånden hele sit liv, imens han sov. R.N. ville skulle leve alene. Et mindre sted.

Hvad skulle han gøre, hvis døden lå på deres sofa, hvem skulle han ringe til først? Han ville prøve at vække ham, grædende. Hvis T.S. ikke var død, ville han have været blevet et nervøst menneske efter frygten, og det ville være noget, andre kunne mærke. T.S. ville ikke være død, det er usandsynligt. De ville spise på deres stamrestaurant, når han vågnede en time senere.

R.N. begynder igen at høre, hvad mahognibordet taler om. T.S. fortæller om en kamp, han så dagen inden: Ofelia Plads, hav, mennesker. Dagligstuens loft er mørkerødt. R.N. fokuserer på at følge med i samtalen, så han kan svare, når han bliver spurgt, eller inddraget med blikke i en samtale, de vil høre hans mening i. Der foregår tre samtaler, men en fjerde påbegyndes, og den er direkte rettet mod ham af X, og R.N.s ribben presses indad. Han var lige sporet ind på T.S.’ fortælling.

Han løsnes op ved at svare tilfældige ting til det, han bliver spurgt om. T.S. ser hans iltre blik på bordets komponenter. Han ser fra sin tallerken til en anden tallerken, hvor en kniv vipper på kanten, når bordet ryster. Hans arme krydser sig over brystet, og hans svar til X er ikke inviterende. Han spørger efter en kort pause X, hvilken bil de havde taget den aften, da historien, X fortæller, fandt sted.

Merceren.

R.N. spørger, hvornår de købte den. X tænker længe, og R.N.s blik fæstner sig på knivens skaft, indtil X siger, at han købte den for hundrede år siden, og han fortæller om sine ture ned gennem Europa uden kort. R.N. løfter hovedet og ser på X, imens der tales.

Kl. 08.16. den dag bestilte R.N. en enkeltbillet til lufthavnen Jerez ved Cadiz. De har talt om det, så R.N. er rolig i ordene. Det kan, må, skal ikke blive anderledes mellem dem. Kniven laver porcelænstreger i den hvide creme på tallerkenen. R.N.s forældre har altid været sammen.

Kvinderne og to af deres mænd bliver siddende omkring bordet. W bærer tallerkenerne ud, hvorefter han bærer nye dybe ind, som klirrer hver gang han sætter en ned med varierende afstand til kanten. Men hvis livet er uforudsigeligt. Hvis mænd ændrer sig uden at opdage det.

Men T.S. vil gerne besøge sin, for han er hans. Han er hans. R.N. ved ikke præcis hvilke datoer, det teknisk set er muligt for ham, for han arbejder meget. Hans liv er mere inddelt end hans eget. Hans liv glider bedre fremad, og han er i gang med at bygge den maskine, der skal fragte ham hurtigere og bedre frem. T.S. har altid været et tydeligt menneske, der lige nu griner ubekymrede, bløde bølger. Men hvis livet er uforudsigeligt.

Skribent: Pauline Varming
Illustration: Kristoffer Varming
Redaktør: Sigrid Langgaard