58 og 20 – I

Jeg endte jo med at bo hos en ældre fransk kunstkritiker Laherte Frère, som havde et palæ lidt udenfor Lyon med en fantastisk have, som jeg så tog ned og passede efter handelsskolen.

W ser i bakspejlet af sin Saab 900 tilbage på sønnen R.N og T.S.

T.S, din far var fandme også omkring i verden – fra det øjeblik vi fik huen på. Jeg så ham ikke engang. Vi var euforiske og rejste bare ud, væk. Han tog da til New York, fik da en læreplads hos en svensk smed i Brooklyn? Det må han selv fortælle om. Skriver du til ham eller din mor, at vi kommer syv forsent? Vi skal lige parkere. Nå, tilbage til Lyon. Der var plads til mig i Frankrig, det var der virkelig. Jeg klippede buske i Lahertes have, som siden femoghalvfems har været klippet efter formen af jerndråber modelleret af isvand efter inspiration af en schweizisk kunstners installation. Jeg har set værket, men jeg kan sgu ikke lige huske navnet. Buskene var fede og haven sindssygt smukt og den skønhed var fantastisk at være med til at skabe. Jeg oplevede skaberglæde for første gang i mit lille liv. Laherte sad altid på terrassen og skrev, læste eller talte med mennesker i tweed, når jeg arbejdede. Vi snakkede, han fortalte om vin og hentede det til os, når han blev begejstret. Vi nød det, imens vi talte om ting, som jeg ikke vidste, man kunne tale om. Det første sted, jeg boede, da jeg kom derned, var noget lort, men det hus brændte også ned, hvilket var helt fint. Der lugtede af fermenteret foie gras.

Klik her og Støt SEIN

Laherte endte med at leje mig et af sine gæsteværelser længst mod trapperne, så jeg kunne have besøg uden at forstyrre ham – han sov sgu aldrig.

W kigger tilbage på drengene.

Det var sgu egentlig nok mig, der startede branden, men ingen kom til skade, det sørgede jeg jo for. Det skal man altid. Nå, men Laherte lærte mig om fransk og europæisk kunst fra efter 1820. Jeg blev flydende i fransk der, det kom af sig selv, og jeg læste alt i hans hus. Jeg gentog hæmningsløst alt, han sagde, i mit hoved. Der var så meget, jeg ville lære og opleve, så jeg sov heller ikke meget. Vi var et hus i søvnunderskud. Jeg fik mange franske venner, som jeg hærgede de franske gader med, simpelthen hærgede. Vi tog tit til Paris, sov på sofaer, damede. Mange af dem ville starte virksomheder dernede. Jeg investerede lidt i dem, men nød mest af alt bare livet. Jeg var sgu et skarn. Laherte kunne havde smidt mig ud hver dag, men jeg blev og tiden gik, indtil jeg blev nødt til at tage tilbage til Danmark.

W holder pause for rødt og ser ud af vinduet.

Det er underligt, for jeg har ikke tænkt på Laherte i flere år. Eller mange af de venner jeg fik … De var fantastiske uvirkelige mennesker. Shit, hvor må vi have ødelagt mange menneskers aftener – dem der ikke var med os. Eller også var vi egentlig respektfulde. Jeg husker mest bare lykken … Laherte introducerede mig til de største kulturpersonligheder i Frankrig inden for kunstverdenen på det tidspunkt, ikke at jeg fattede det. Hold kæft, vi havde nogle underholdende middage. Engang tog en af mine ældre bekendte en hummersele på og gik en tur med den i stuen. Han var helt forgabt i dens bevægelser.

Det var brutalt at skulle forlade Laherte og huset for kolde Danmark. Jeg var kun en knejt, da jeg mødte ham, men jeg rejste hjem i bukser med pressefolder, og jeg knappede aldrig sidste knap af min blazer igen, det må i to fandme aldrig gøre, drenge. Han lærte mig alt, og jeg opdagede det ikke engang, imens det skete. Jeg lærte alenehedens frihed i Frankrig, tænk at jeg stadig er socialist. Jeg sugede alt til mig, hvert minut var brugbart.

R.N. udnytter W’s pause og spørger, hvad der skete, da han kom tilbage til Danmark. W sukker og løfter øjenbrynene.

I Danmark tog det ene det andet, jeg begyndte at arbejde mig frem i kunsten, indtil London annekterede mig. Jeg tilbragte jo evigheder i de bedste og mest fucked gallerier derover. De hentede mig ind, og jeg levede bare livet, drak deres sprut, solgte deres værker. De kaldte mig T.D.D. – The Danish Death. Jeg var nådesløs, jeg er blevet blødere siden. Jeg snublede ind i muligheder. Jeg snublede også ind i lort og slag. Boede på seks kvadratmeter i Chelsea på et tidspunkt. Jeg mødte din mor under en Howard Hodgkin, et lorteværk.

W spærrer øjnene op og trækker vejret tungt ud gennem næsen.

Vi vidste det begge to på en eller anden måde, selvom jeg var gift, og hun havde en forlovet i York, en skuespiller. Hun fortalte mig først om dig sent, da det hele gik igennem. Min skilsmisse foregik i en retssal, tog alt det lidt, jeg havde skrabet sammen. Din mor udgav sin første samling kort tid inden vi blev gift, digte. Så begyndte priserne at komme.

Alt skete. Jeg opdagede intet af det imens. Det er sjovt, for jeg tænkte aldrig frem, jeg modtog og efterlod aftryk uden at se det selv. Jeg har aldrig haft en plan. Jeg er blevet krediteret for ting, jeg har glemt, jeg har lavet og gjort. Jeg har aldrig selv tænkt over det, mit såkaldte talent. Mine drifter i branchen tager over, og så har jeg produkter, udstillinger, navne. Jeg ved sgu ikke, hele min bevidsthed er centreret om vores somre, R.N.

Frankrig, der har mit hjerte hjemme. Det er en ting, som jeg er helt klar over. Meget af mit liv har været tilfældigheder, som jeg så har befundet mig godt i. Det er godt at leve sådan. Jeg har taget alle chancer, Fortuna præsenterede, også de farlige, dem skal man tage … En morænens mund går kontra, vidste I det? Et bytte kan altså ikke løsrive sig fra dens kæber, fordi tænderne peger indad som hager … det er fandme fascinerende. Hvis du skal have en tatovering, R.N, skal du tatovere en åbenhed, så du husker at glemme det hele, ik’, lille mand.

Tager du taskerne i bagagen? Jeg skal lige lave et opkald inden middagen. Jeg møder jer derhenne, og sig til din far, at jeg er hos ham om ti, T.S.

R.N. åbner sin sikkerhedssele og går ud af bilen og nikker til W i bakspejlet. Han ser over på T.S., der også er gået ud. De ser på hinanden i lang tid. W stiger ud af forsædet og samtaler på fransk, og R.N. smiler til ham, da han tager nøglen ud af hans hånd. W klapper sønnen på kinden og blinker, imens han går over mod parkeringskælderens udgang med sin samtale. T.S. siger, at han vil ringe til sin mor og sige, at de er forsinkede. Han havde ikke mulighed for det i bilen. R.N. ryster på hovedet og griner.

Når han gør det der, har jeg en blanding af tres og minus tres spørgsmål.

T.S. kigger væk, da moren tager den.

Hey, mig, min og W er nok et kvarter forsinket. Der var rød bølge og W’s fortid.

R.N. hører en kvindelig kort boblen fra telefonen. Han smiler og tager lædertaskerne fra bagagerummet, smækker den og begynder at gå op ad rampen, i bilernes kørselsretning. T.S. spørger, om han er klar til hvidvin, hvid fisk, mousse og portvin. R.N. nikker langsomt og spørger, om T.S.’ far er okay med at være social igen allerede – det er jo lige sket. T.S. svarer, at han ikke ved det

Det skete meget pludseligt og han forstår det ikke endnu. Han kendte ham heller ikke særlig godt, det gør det nok ikke lettere. Jeg tror, at det er godt for ham at se dine forældre og tænke på noget andet, så det er okay.

R.N. siger, at han virkelig er ked af det. Drengene går op til Tordenskjoldsgade uden at sige så meget. W er et sted bag dem, de venter ikke på ham, når han gør det der. De er vant til, at han vandrer hvileløst rundt, når han taler med folk, der ikke er der.

T.S. låser døren op. De griner igennem opgangen og deres skridt runger. T.S.’ mor læner sit hoved op ad dørkarmen. Hun kommer til syne på femte sal, hun strækker sine tynde, brune arme frem mod sønnen og de krammer højt og elegant. Hun kysser R.N. på kinderne og knuser ham. Hendes sølv klirrer. Hun siger at X, X, X og X er kommet, de venter i stuen med meget fyldte glas. Hun klemmer T.S.’ hånd, inden hun går ud i køkkenet.

Gæsternes snak i dagligstuen fylder hele lejligheden op. De larmer og kommer mod drengene, som de knuser på skift. Alle taler højt, drengene krammer T.S.’ far fra begge sider. De slår ham roligt på ryggen. Han er træt, men har hektiske øjne, tomt glas. Han vil skænke til drengene, taler om champagnen, spørger ind til alt, der giver umiddelbart mening for ham: deres dag, deres hørskjorter. T.S. hjælper faren ved at aflaste ham og selv tale om en anbefaling, han skal have fra et advokatfirma, han lige har endt et frivilligt forløb hos.

Faren hviler i sønnens snak, men sekunder efter har fokus været på noget jordnært for længe, for faren har lige mistet sin egen far. Aflastningen bliver tungere end lettelsen, ihvertfald for de andre end T.S.’ far, og R.N. kan ikke være der længere uden at henvise til sorgen. Han ved ikke, hvad han skal gøre. Han spørger, om han vil med ud og ryge inden maden. Men T.S.’ far ryster på hovedet – smiler, men ryster på hovedet. R.N. går men klapper ham på armen, inden han går. Han ved ikke, hvad han skal gøre. Han ved ikke, om det er ondt, at han lige forlod et rum med en mand han holder af i sorg. Han går frem og tilbage på altanen, men ryger først ikke. Men vanen begynder at gå med ham og fører hans hænder og vejrtrækning. Himlen er sort og kold.

På gaden langt nedenfor ser han en glat oval med lange ben, der går foran mandens skuldre. Hovedet nærmer sig opgangen. En kvinde går ud af døren dernede og holder den åben for W. Han bevæger sig gennem opgangen, og R.N. mærker det, og det minder ham om en snegls bløde krop i et sneglehus. Han ryster på hovedet og tager et sug, men billedet bliver nærmest fysisk.

W borer sine skosnuder ind i hvert sjette trin op og ind i en blødere og blødere, mere og mere sårbar lyserød krop uden noget hård skald. Den bløde krop ender i rene nervebaner. Han mærker W’s hænder røre ved gelænderet, men kun nogle gange, og hans krop kunne spasme ved tanken. W er tæt på det inderste. Det hviner i sneglens krop, når han trækker vejret på forskellige trin, og når skoene kradser sandet på stentrinene. Kroppens blegeste ophobning af lyserødme penetreres af en dørklokke. R.N. ryster hovedet igen og tænker, at det er filmisk, men han ved ikke, hvordan han skal komme ud af en snegls inderligste krop.

W er inde i lejligheden. Hans kone, R.N.s mor, går derud, og de kysser hinanden. X, X, X og X går ud og tager W med ind i stuen med smiger. T.S.’ far ser sin gamle ven og spørger, om han har ordnet verdenssituationen. W nikker, krammer ham langt. De to mænd holder om hinanden. De skiftevis aer og dunker hinanden på ryggen. T.S.’ far nikker en gang og hæver øjenbrynene.

Så er man kommet i den alder, W.

W klemmer hans skulder fra siden, hvor han positionerer sig som en pæl. T.S. ser på sin far og så væk fra sorgen igen. W kigger på T.S. og siger, at han altid vil huske deres far og farfar som det mest hjertelige og nærmest vulgært spændende menneske, der lærte ham, hvordan man skal behandle andre mennesker, og hvordan man skal stå op kl. 05.07 og gå i seng igen for at kende sit privilegium. W og T.S.’ far griner følsomt indtil den sørgende sønnefar begynder at lede efter ting at sige om andre mennesker. Han ser udmattet ud igen, træt, stiller sit glas fra sig og undskylder sig.

W tager glasset. T.S. smiler til ham og sætter sig ned. X skænker til W i det aflagte glas. R.N. tænker, at det er et sørgmodigt glas. W drikker langsomt, imens X begynder at fortælle om sin egen mors begravelse. W ser ikke på glasset, når han drikker, men det rammer hans læber samme sted hver tår. Hans adamsæble gynger op og ned. R.N. ser ud af øjenkrogen, at W læner sig tilbage uden at have kigget bagud først og ender perfekt stående op ad den franske dør. R.N. går ud af stuen, da X spørger T.S., hvordan han har det. R.N. låser døren og sætter sig på badekarrets kant og tænker, hvor karikeret en flugt det er, men han ved ikke, om han kommer til at råbe, hvis han taler derinde og uden at vide, hvilken mand han vil råbe af. Hele lejligheden dufter af en blomst eller et krydderi, han ikke kender. Han tænker på sit skelet men ved ikke hvorfor, så han prøver at tænke på noget, som han kan se, der ikke er følsomt.

Har W navne på institutioner, skoler, universiteter eller noget så banalt som kurser med lister over hvilke jordnære kompetencer man tilegner sig dér? Fandtes de, da han begyndte at glide ind i alt, og hvordan vidste folk i London, at du fandtes, da de ville have dig? Hvilken uddannelse har han overhovedet? Efteruddannet? Hvor? Hvor mange penge har han på hvor mange kontoer? Hvad er vores hus værd? Har han lån i det?

Hvad har han investeret R.N.s børneopsparing i? Hvor meget var det dengang? Hvordan kunne han vide, at det ville være en god investering? Nyder han sig selv, som han er blevet? Lærte han fransk på en skole? Hvordan mødte han bare folk. Hvordan kunne han være gæst til en middag med ingen under 50 som tyveårig og havde det selvsikkert? Har han en teknik til at huske, hvad han læser og ser? Hvordan fandt han Laherte Fères – på en hjemmeside, Workaway, Facebook? Det er de steder, man finder tilfældige mennesker at bo hos i dag. Hvad tjente han hos Fères? Hvad købte han? Hvad havde han gjort, hvis Laherte havde haft skrig i kælderen og langsomt stjal fra ham? Vil han gennemgå sin første måned hos Laherte time for time efter du gik ud af handelsskolen og måske også fortælle, hvordan hans hjerne fungerede, og hvad hans iq er?

R.N. stirrer på gulvet og holder underlæben suget ind i munden, imens hans hænder spænder. Når du ikke taler, gennemgår du så din viden, dit mentale bibliotek, som har afdelinger fra alt fra hele fucking verden. Du og Laherte talte aldrig om, at han var din mentor, så hvordan kan du sige det nu? Det er et stort ord, hvis han ikke var enig. Han må være død nu. Du siger, at ting skete tilfældigt i dit liv, men hvordan kunne du så arbejde for noget hele tiden? Du pisser mig af, når du lytter til mig og ser på mig. Jeg hader, når du dasker mig på skulderen og siger: “Elsker dig.” Jeg ved ikke, hvordan vi skal begynde at tale sammen, når du kun fortæller. Men det er ikke et problem. Jeg er ikke vred på dig, bare ikke kig på mig far. Kan du overhovedet huske alt det, som du fortæller mig, eller gentager du bare historier. R.N. mærker trætheden, og lettelsen, som trætheden giver ham. Der er små lavasten i håndsæben. Han ser på sine to trekanter af brune krøller, der falder ned i panden, inden han forlader badeværelset.

Skribent: Pauline Varming
Illustrator: Kristoffer Varming
Redaktør: Sigrid Langgaard