Kvinder med ADHD I: En stille kamp

I to artikler dykker SEIN ned i, hvad ADHD er – med fokus på det kvindelige perspektiv. I dette indlæg undersøger vi, hvordan ADHD kommer til udtryk, hvilke udfordringer, det medfører, og hvorfor der stadig er færre kvinder, der får stillet diagnosen. I vores søgen på svar har vi fået lov til at interviewe direktør for ADHD-foreningen, Camilla Louise Ganzhorn.

Forestil dig det her: Du er nede for at handle. Du bliver distraheret af støjen i supermarkedet og mister fokus for hvad det egentlig var, du skulle have med hjem. Du begynder at lægge noget i kurven, men ombeslutter dig. Det sker et par gange. Du ender med at købe en masse tilfældige ting, som ikke står skrevet på den indkøbsliste, som du har fået udleveret. Du er følelsesmæssigt udmattet og mangler overskud. Nu bliver du vred på dig selv, for du skal jo bare udføre noget så nemt som at handle ind.

Måske du som læser kan genkende det? Det lyder på mange måder som en gennemsnitlig eftermiddag for den almene dansker, der er udmattet efter en lang dag på job eller i skole. Men forestil dig at være i en kronisk lignende sinds-tilstand hver eneste dag. Sådan er det for flere tusinde danskere, der lider af ADHD; nærmere sagt 70.600 danskere ifølge Danmarks Statistik fra 2021.

De herskende fordomme
ADHD. Overvej selv, hvad der dukker op på nethinden, når du hører ordet. Måske har du et billede af et barn, formentlig en ung knægt, med krudt i røven, som kravler i loftet, hænger i gardinerne og ikke kan sidde stille. Han er antageligt også ude af stand til at høre efter, reagerer impulsivt og har et hyperaktivt aktivitetsniveau. Dette billede er i hvert fald et scenarie, som flere har fået fortalt eller associerer med diagnosen ADHD.  

Vi har snakket med direktør for ADHD-foreningen, Camilla Louise Ganzhorn, som kan nikke genkendende til, at ovenstående beskrivelse er en fordom,  hun tit bliver mødt med. Adspurgt angående nogle af de værste fordomme siger hun også, at:

“Den værste, jeg hører lige nu, det er, at hvis et ungt menneske har gennemført en uddannelse eller er i gang med at gennemføre en uddannelse, så bliver de mødt med: ‘Men du kan da ikke have ADHD, fordi du har en uddannelse. Man kan jo ikke have en god eller almindelig IQ, hvis man har ADHD. Man må da være lidt dummere.’ Dét fylder allermest lige nu her hos os i rådgivningen.”

En anden hyppig fordom, som Camilla støder på, er idéen om, at ADHD skyldes overaktivitet. Hun møder overraskende reaktioner, når hun fortæller folk, at hyperaktiviteten faktisk skyldes mangel på overaktivitet: 

“Det, der faktisk gør, at man kæmper sådan, bevæger sig og flytter sig rundt, det er faktisk, fordi man har en træt hjerne. Den er træt, fordi den ikke får det, som den skal: altså dopamin. Så er vi nødt til at holde vores hjerne i gang med aktivitet, fysisk med fingrene eller små bevægelser. Fordi lige så snart, der ikke foregår noget, så falder den faktisk i søvn.”

Camillas beskrivelser af de fordomme, som hun i sit arbejde støder på, giver et meget godt eksempel på, hvor lidt folk egentlig ved om lidelsen.

Derfor er det vigtigt at få rettet op på den herskende fortælling og få ryddet op i de fejl-opfattelser og stereotyper, som ADHD forbindes med. Det er bl.a.  det, ADHD-foreningen arbejder hårdt på.

I forbindelse med at bryde med de eksisterende fordomme, har vi med inspiration fra bogen ‘Kvinder med ADHD’, der er skrevet af Sari Solden, lavet en mini-guide om ADHD. Du kan læse guiden længere nede på siden.

Definition af ADHD: et orkester uden dirigent
Ifølge Camilla er der stadig meget viden om lidelsen, som vi endnu ikke har. Men lad os starte med at fastslå den viden, vi dog har. 

ADHD – står bogstavelig talt for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. På trods af navnet, som i sig selv giver en rimelig indikation på, hvad ADHD handler om, findes der et hav af beskrivelser: adfærds-forstyrrelse, neuro-psykiatrisk lidelse, opmærksomheds- og hyperaktivitets-forstyrrelse, en udviklings-forstyrrelse.

Det er noget af en synonym-jungle, som for mange kan virke forvirrende.
Camilla forklarer, at man tidligere troede, at ADHD var en adfærds-forstyrrelse, og fastslår, at man i dag kategoriserer diagnosen som en udviklings-forstyrrelse. Det skyldes, at der er tale om forstyrrelser af forskellige funktioner i hjernen, som skyldes problemer med regulering af signal-stoffet dopamin. 

(Og til dem, som ikke ved, hvad dopamin er eller gør, følger her lige en kort forklaring fra Den Store Danske: “Dopamin er neurotransmitter, som dannes i hjernens basale områder og i mave-tarm-kanalen. I hjernen har dopamin betydning for fysiske og psykiske funktioner som indlæring, styring af bevægelser, stemningsleje, tankevirksomhed og hukommelse.”

Thomas Brown er førende ekspert på området ADHD hos voksne og ansat på Psykiatrisk Institut på Yale University. I hans forklaring af de udøvende funktioner ved ADHD illustrerer han det med en metafor om alle de dygtige musikere i et orkester, der prøver at spille sammen uden en dirigent. Dét er svært.

Manglen på dopamin viser sig bl.a. ved disse tre hovedsymptomer: koncentrations-vanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet. Af disse symptomer er hyperaktivitet det mest synlige, hvorfor drengen i gardinerne måske også er det billede, de fleste forbinder med lidelsen.
Ikke desto mindre har lidelsen flere ansigter. Der sondres overordnet set mellem tre typer af ADHD. På adhd.dk, beskrives følgende om de tre typer: 

• ADHD med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet 
• ADHD med overvejende eller udelukkende forstyrrelse af opmærksomhed, dvs. ADD 
• ADHD, kombineret type, dvs. med forstyrrelse såvel opmærksomheden som af aktiviteten og impulskontrollen 

Under vores samtale med Camilla spørger vi ind til, hvilken af de tre typer, der er mest udbredt. Hun forklarer, at den første type af ADHD med overvejende hyperaktivitet som udgangspunkt er den mest udbredte. Det er den, da det er den, som er sværest at overse og dermed nemmest at opfange. De seneste år er man dog blevet opmærksom på en større gruppe voksne kvinder med ADHD, som aldrig har været hyperaktive. Ifølge Camilla skyldes det, at kvinder førhen ikke har passet ind i det billede, som der er blevet skabt omkring ADHD. Men mere om det senere i artiklen.

Fælles for alle typer af ADHD er, at den er medfødt, fortæller Camilla:

“ADHD’en bor i dig og er der jo for altid. Det kan godt være, at du kan administrere symptomerne og få gode strategier, men har du ADHD, ja, så har du ADHD.”

Miniguide om ADHD 

ADHD handler ikke kun: 

• Om børn. Der er en udbredt forståelse af, at ADHD er en diagnose, der kun rammer børn, men det er ikke korrekt. Faktisk rammer den 1-3% af den voksne danske befolkning. Altså er det ikke kun børn, der får diagnosen.
• Om drenge. En anden udbredt misforståelse er, at ADHD næsten kun rammer drenge. Selvom der er flest drenge, der får diagnosen, kan der stadig være et stort mørketal af kvinder, der har diagnosen, men som bare ikke er blevet diagnosticeret. Faktisk har vi set en stigning i kvinder, der får en ADHD-diagnose.
• Om hyperaktivitet. ADHD handler om utroligt mange forskellige faktorer, og det kommer til udtryk på mange forskellige måder.
• Og måske det vigtigste: En ADHD diagnose handler ikke om at være uansvarlig eller have en karakterbrist.

ADHD er: 

• En neurokemisk lidelse, som påvirker adfærden på flere forskellige måder – særligt hvad angår opmærksomhed, impulsivitet og aktivitet
• En lidelse, som skyldes problemer med regulering af signalstoffet dopamin
• En diagnose, som kan ramme både kvinder og mænd, børn og voksne
• En diagnose har mange udtryksformer, men der skelnes overordnet mellem tre typer (læs om dem i afsnit ´definition af ADHD´)
• En medfødt lidelse med en arvelighed op til 80 procent

En kønnet ulighed
De seneste år er der sket en markant udvikling inden for billedet og forskningen af ADHD. Billedet har især rykket sig, hvad angår opmærksomheden på, at kvinder og voksne mennesker også kan have det.

Af Danmarks Statistik fremgår det, at andelen af alle piger og kvinder i befolkningen under 30 år, der havde et forbrug af ADHD-medicin, udgjorde 1,7 pct. i 2021 – mod 0,73 pct. i 2011.
Selvom andelen af kvinder, der bliver diagnosticeret med ADHD er steget, viser statistikkerne en fortsat større andel af drenge med ADHD. 

Ifølge Camilla skyldes det, at flere kvinder viser symptomer på ADD, også kendt som den stille ADHD, og hvis symptomer forekommer mere usynligt for omgivelserne: “Det er ikke så meget lille Lise, der går ind og sætter sig på værelset, eller som i skolen sidder stille og læser, som man lægger mærke til.”

Hun understreger dog, at selvom deres vanskeligheder er mere usynlige, så oplever de reelt de samme ting – bare indvendigt. Selvom flere piger bliver diagnosticeret med ADD, så kan piger også have ADHD – ligesom mænd også kan have ADD, understreger hun. 

Forskellighed i køn forekommer også, når vi kigger på gennemsnitsalderen for diagnosticeringen: “Kigger vi på, hvor meget senere, pigerne får diagnoserne end drenge, så er der tale om syv-ni års forskel,” lyder det fra Camilla.

Ifølge direktøren bliver drengene i Danmark i gennemsnit diagnosticeret som otte-årige, hvor pigerne i gennemsnit er 17 år. Det skyldes som nævnt, at mange af kvindernes symptomer oftest bliver overset i folkeskolen eller tidligere i livet, fordi de som regel har en mere indad-reagerende adfærd. Et større fokus på kvindernes symptomer viser sig også ved, at flere midaldrende kvinder får tildelt en ADHD-diagnose.
Udfordringerne ved at få stillet en diagnose i så sen en alder kan du læse mere om i næste afsnit.

ADHD’ens udfordringer
Det største problem er egentlig, at mange ikke får den nødvendige diagnose tidligt nok. Ergo kan man hverken få den nødvendige støtte, eller eventuelt den nødvendige medicin. Det kan i sidste ende have konsekvenser for trivslen, for de påvirkede mennesker. Der er to problemer i det: 

1. Vi opfanger generelt ikke diagnoserne tidligt nok. 
2. Vi opfanger specifikt ikke nok kvinder med ADHD. 

Camilla forklarer, at flere af de kvinder som oplever at blive diagnosticeret med ADHD sent i deres liv, også har kæmpet med depression, angst, stress eller været ude fra arbejdsmarkedet. Dette tydeliggør som tidligere beskrevet, at kvinder med ADHD i høj grad også oplever uro: “Hyperaktiviteten er jo lige så stor, det foregår bare indvendigt”

Det understreger også nødvendigheden af at være opmærksom på kvinders symptomer, hvis vi vil undgå, at deres usete ADHD-diagnose også skal lede til psykiske lidelser. Oven i nævnte problematikker er der det faktum, at psykiatrien er under et ret stort pres i disse dage. Flere steder er der to års ventetid på en psykiater, og dette kan skabe en sneboldseffekt, hvor der hverken er tid til behandling eller diagnosticering. Problemet ligger også i, at jo længere tid der går, før man får sin diagnose, jo mere støtte kan man få brug for senere i livet.

“Vi ved nok til at handle […] og vi skylder simpelthen hinanden at sikre, at [alle] får muligheden for at leve livet på lige fod med os andre.”
– Direktør for ADHD-foreningen

Det er også et problem, særligt angående kvinderne, som Camilla ser i hendes arbejde: “De kæmper. Af arbejdsmarkedet, på arbejdsmarkedet, stress, angst, depression. De har haft et liv, hvor de har kæmpet for at hænge i. Og så er det at funktionsniveauet i et eller andet omfang falder, og så bliver det rigtig svært at rejse sig og komme tilbage igen. Og så er det vi så desværre ser det, at funktionsniveauet jo ikke altid kommer tilbage igen. Ikke på samme måde.”

Som skrevet før, jo længere tid der går før man får hjælp, jo mere hjælp skal man også have senere hen og så meget desto mere bliver psykiatrien mere presset. Altså en negativ spiral.
Men, det er ikke kun på det samfundsmæssige plan at problemerne løber løbsk, det kan også have store personlige konsekvenser for de enkelte mennesker, siger Camilla:

“Jeg har talt med en kvinde som faktisk er knap 50 år. Hun fik diagnosen for nogle år siden og hun sagde til mig: “Jeg har gået hele livet og undret mig over hvorfor jeg var så dårlig til at leve livet.” Og så får hun diagnosen og de redskaber der skal til og så går det op for hende. “Jeg kan godt leve livet, jeg skal bare gøre det lidt på en anden måde.””

Som afsluttende kommentar fra Camilla siger hun følgende:

“Vi ved nok til at handle […] og vi skylder simpelthen hinanden at sikre, at [alle] får muligheden for at leve livet på lige fod med os andre.”

Det personlige perspektiv og konsekvenser kan du læse mere om næste onsdag, hvor vi bringer et interview med Laura, der fik en diagnose da hun var 16 år. Hun fortæller blandt andet, hvad det har gjort for hende og hvordan hun har det i dag.

Tekst: Anna Christina Løwe Nielsen & Bjarke Pedersen

Visuelt: Emma Kreutzfeldt