Ljubjana, kraftig sol. Togene er fyldt af danskere, der skal til Bled-søen, drikke sig fulde og spise pomfritter.
En mand følger med, mens jeg skriver. Nu er det mig, der holder det utilnærmelige, mystiske, sprogligt uafkodelige op foran mig.
Bohinj Bristica. Genkender en intens lykke forbundet med duften af fyrretræer. Et par britiske damer snakker højlydt på perronen. Byen er stille. Der ligger et savværk og et par campingpladser, et vandløb strømmer langs husene. Alper.
Smukkeste vandretur til Stara Fuzina. Hele dagen igennem bjergdale og nåleskov.
Man har hængt klokker på køerne. De løfter hovedet og spiller en melodi for de forbipasserende.
Folk flokkes om små strækninger med sand. Små kunstige byer vokser ud af landskabet omkring søen. De minder mig om danske feriesteder langs kysten: pølsevogne og softice. Boder med sandaler og køleskabsmagneter.
Bohinj. Jeg bader min krop i det klare vand.
Frances Preseren kaldte den “himlens søster”. Slovenske alper gentages i vandspejlet med fotografisk præcision. Som et postkort.
Værten er i gang med at tjekke et par danskere ind, da jeg ankommer. Genkender accenten og genertheden. Hun tilbyder os snaps. Vi drikker den ude i den smukke have, mens hun peger vildt og energisk på et kort; vandreture, busruter.
Går en aftentur rundt i landsbyen. Alpeluften er fugtig. Ligger mig ned i vandet, turistbyerne larmer fjernt fra den anden side af søen. Mit hoved er tømt for tanker.
Bussen zigzagger op ad bjergsiden, syr gennem den alpine skov.
Tidlig morgen, intens sol i lysninger. Lufttrykket stiger og giver mig propper i ørerne.
Går op ad mudrede stier, mens dagen ankommer. Bliver ved med at fortsætte op af de tydeligste forgreninger. Nu står jeg på en bjergtop, stejle alpesider klædt i nåleskov til alle sider.
Stara Fuzina glitrer i morgensolen som dugperler eller knust glas. Svedperler på min hud.
I følge Google kan man sagtens gå derhen. Går på en sti, en smallere sti, indtil jeg går i en fuge i noget krat, der helt sikkert ikke er en sti.
Fortsætter, føler mig frem ned ad en bjergside og leder efter spor. Sten smuldrer af bjergsiden og fortsætter ned, til jeg ikke kan høre dem længere. Angsten forsvinder, når frygten stiger. Slet ikk’ tid til negative tanker. Min krop er fyldt med en overlevelsesagtig intensitet. Det eneste, jeg tænker på, er stier. Skubber en kæp foran mig for at undersøge underlaget. Snubler, får en gren i hovedet og en flænge i mit øjenlåg.
En intens lykke forbundet med at finde en sti. En smuk sti. En sti, der ikke er bredere end hofter. En sti, der kun er der, fordi nogen – måske tyske hikers, måske en flok rådyr – har besluttet sig for at gå der. Men stien fører mig ned til en bredere sti, der fører mig ned til en vej. Og jeg løber resten af vejen ned.
Tager mit tøj af og bader i Bohinj. Hedebølgen ankommer med en middelhavsagtig luft og en følelse af at smelte sammen med omgivelserne. Min krop er en samling af overlevelsesreaktioner. Alle tanker, jeg har haft på den her tur, virker helt ligegyldige nu.
Hvis jeg kan klatre ned af en alpinsk bjergside kan jeg også hilse på de forbipasserende med mountainbikes og vandrestave.
Et kaos med hostels. Kommer tilbage til Ljubljana sent om aftenen, helt træt og med ømme fødder. De havde glemt min reservation. Må ud og finde et hostel, der stadig har ledige værelser. Kun nogle fængselsagtige med koldt lys. Minder om en forladt kaserne. Der kravler lopper overalt i loftet, en bille løber rundt og jagter dem. Alt fylder mig med ubehag. Slukker lyset og prøver at glemme, hvor jeg er.
Hedebølgen ankommer med lyden af motorcykler. Har jeg et forsvar?
Langsom og mild søndagsstemning i byen. Følelsen af at smelte sammen med mine omgivelser finder mig igen.
Køber en ferskensorbet. Får den i en vaffel og ligner en dum turist langs Ljubjanica.
To harmonikaer prøver at overdøve hinanden. En gammel mand sælger bøger på gaden, han genkender min nysgerrighed, og vi finder en form for slægtskab. Han finder poesi til mig, snakker, som om vi er i familie. Fortæller ham om Triglav, han viser mig nogle billeder af nogle ikoniske grotter. Koncentrerer mig om ikke at spilde ferskensorbet på bøgerne. Vi står tæt. Han dufter godt. Af cigaræsker, bøger, sandeltræ – mildt, hengemt.
Solen vælter ned over det hele og efterlader byen i en døs. En stilhed. De læser bøger i parken. De ligger i græsset. De sidder på bænke, læser aviser eller stirrer ud i luften. De spilder tiden. De overlever. De eksisterer i lange, initiativløse junidage. Og jeg er en af dem.
Skribent: Jonas Rud Bentzen
Visuelt: Albert Bjerregaard Poulsen
Redaktør: Sigrid Langgaard
Hvad tænker du?