Jeg er 20 år gammel og sørger stadig over mine forældres skilsmisse

Jeg var 16 år og stod i badet, da jeg kunne høre min lillebror løbe op ad trapperne og smække døren til sit værelse. Jeg lod det varme vand fra bruseren skylle den dårlige mavefornemmelse væk. I et enkelt minut var der helt stille i mit hoved. Indtil jeg kunne høre gråd. Jeg slog et håndklæde om det våde hår og en badekåbe om min krop, låste badeværelsesdøren op og gik ind på min brors værelse ved siden af. Han lå forgrædt i sengen, mens mine forældre begge sad på knæ foran ham på gulvet og sagde, at de jo i hvert fald stadig elskede os. Det næste, jeg husker, er varmen fra badeværelsesgulvet. Jeg sad der længe, alene med min tomhed. Det var som et tæppe, der var revet væk under mig. Da startede et frit fald, som jeg måske endnu ikke helt er landet fra.

Visuelt af Emma Hjortkjær

Nu er det mere end fire år siden skilsmissen, og jeg er siden da begyndt at betegne mig selv som en voksen kvinde. Jeg er i mellemtiden også blevet et erfarent skilsmissebarn. Jeg har de første år foragtet søndage og levet i en 7/7-ordning. En tilværelse som jeg angiveligt delte med omkring 30 procent af mine medskilsmissebørn. De seneste 20 år er omkring halvdelen af alle, der er blevet gift, blevet skilt igen ifølge Danmarks Statistik. Det gør hvert tredje danske barn til skilsmissebarn i dag. Som 7/7-barn var mit liv pakket ned i en blå Ikea-pose, men i det mindste så jeg begge mine forældre på ugentlig basis. Nu bor jeg fast hos én forælder, og mit Ikea-pose-liv er udgået og lagt på hylden, mens savnet til den anden forælder er trådt i dets sted.

Den skrøbelige relation

Jeg har altid været et familiemenneske. Forholdet til begge mine forældre har altid været meget nært, og vi har delt stort set alt ved spisebordet, når vi alle samledes om aftensmaden. Den nære relation er stadig intakt, men den er forandret. Relationen til mine forældre var før skilsmissen i høj grad en fælles relation, og de svære ting blev delt i et åbent forum. Da vores snakke om spisebordet ophørte, skulle jeg skabe en ny relation til dem hver især. Jeg havde et godt grundlag for at danne disse nye individuelle relationer, men med debuten som skilsmissebarn følger også en anden rolle i barn-forældre-relationen. En rolle, hvor en del af det voksne ansvar bliver lagt på barnets skuldre.
Min oplevelse af skiftet i relationen med mine forældre er klart præget af, at jeg blev skilsmissebarn senere end gennemsnittet. Annette Due Madsen, stifter af Center for Familieudvikling og uddannet psykolog og familieterapeut, udtalte sig i 2022 om det at være et ungvoksent-skilsmissebarn. Hun sagde følgende til Samvirke: “Som ung er man både barn og voksen, og det kan gøre det svært at finde ud af, hvilken rolle man har i skilsmissesituationen. Man har måske mest af alt lyst til at være vred og ked af det og blive trøstet af mor og far, men ofte overskygges det af en ansvarsfølelse over for forældre eller søskende.”

Det kan jeg i den grad kan genkende.

For i de nye relationer til mine forældre følger også nye bekymringer. Er jeg mere fortrolig med den ene, end jeg er med den anden? Tror de, at jeg har en yndlingsforælder? Jeg har det stadig til tider som en lus mellem to negle. Det skyldes ikke konflikter eller kontroverser mellem mine forældre, for på fjerdeåret for skilsmissen er det heldigvis ikke noget, der i vores tilfælde er meget tilbage af. Men skyldfølelsen i alle de uundgåelige til- og fravalg er svær at ryste helt af sig. Det ansvar, jeg føler for mine forældres velbefindende, overskygger til tider mine egne følelser, og jeg bliver endnu mere en pleaser, end jeg før har været.

Nu bor jeg fast ét sted. Jeg ved, at jeg trives bedst, når Ikea-posen er lagt på hylden, men det er svært at give slip på følelsen af, at jeg svigter eller skuffer den ene af mine forældre. Forholdet til mine forældre er kommet til at føles mere skrøbeligt, og det følte svigt giver plads til skyldfølelsen. Men skrøbeligheden ved de individuelle relationer har også givet mig et andet indblik i, hvem mine forældre er. Når de ikke længere står sammen som en rustet enhed, opdager jeg pludselig, hvem de er hver for sig. Skilsmissen medførte en sårbarhed for os alle sammen, og i den sårbarhed var også en mulighed for at komme tættere på hinanden. Min alder gjorde, at jeg kunne sætte ord på mine følelser og tanker, og det gjorde mine forældre til mine sparringspartnere, fordi de også stod midt i familiens opbrud.

Men mine forældre har haft et liv før min familie, og sårbarheden forsvinder, efterhånden som deres liv går videre med nye kærester og tilværelser. Mit liv er også gået videre, men det er blevet todelt, og jeg skal konstant balancere mellem to parter. Det betyder, at skilsmissen fortsat medfører nye situationer, skyldfølelse og ansvar, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.

Visuelt af Emma Hjortkjær

Til livet os skiller

I en undersøgelse fra 2011 kunne man se, at omkring hver femte voksne dansker, hvis forældre var gået fra hinanden, levede alene. Det var dobbelt så mange som den gruppe af voksne, hvis forældre stadig var sammen. Når skilsmissebørn så faktisk bliver gift, er der også en øget sandsynlighed for, at deres forhold ender som deres forældres ifølge en norsk undersøgelse. Sandsynligheden er faktisk dobbelt så stor, hvis den ene ægtefælle er skilsmissebarn, og den er tredoblet, hvis det gør sig gældende for begge parter. Skilsmissebørn ved, at verden ikke vælter, bare fordi ens forældre går fra hinanden. Livet går videre. Alligevel er skilsmissen nok noget af det, der holder mig fra at tro på, at ægteskab skulle være noget for mig.

Da jeg var barn, drømte jeg om at blive gift. Det var for mig en selvfølge, at jeg skulle finde den eneste ene, for jeg var overbevist om, at han fandtes. Nu tror jeg ikke så meget på det længere, og jeg har svært ved at forestille mig at sige ja ved alteret og tro på det. Jeg er forelsket i forelskelse. Men jeg er også smerteligt klar over, at det, der kan føles som det mest sikre i verden, pludselig kan vælte. Samtidigt ved jeg, at jeg ikke kunne tænke mig at leve mit liv alene. Jeg er i virkeligheden en håbløs romantiker, der forelsker sig i forbipasserende og ham, der står foran mig i køen i Netto. Men overbevisningen om, at noget skulle vare evigt, virker fjern for mig. Jeg er ikke i tvivl om, at mine forældre var perfekte for hinanden, da de var tredive. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at de ikke var det, da de var femogfyrre. Livet var, hvad der skulle skille dem ad. Vi formes af alle livets gaver og udfordringer, og det er for mig ikke usandsynligt, at et ægteskab til døden os skiller er muligt, men jeg finder et ægteskab til livet os skiller mindst lige så sandsynligt.

En ny tilværelse

Livet går videre, og verden vælter ikke, når ens forældre bliver skilt. Men det kan være en kæmpe omvæltning, som jeg tror, de fleste undervurderer. Man vænner sig til tilværelsen som skilsmissebarn, som på flere måder også er et bedre alternativ end den forhenværende. Men det ændrer ikke på, at det kan være en sorg, som bliver siddende i en – lidt på samme måde, som når man mister en, man har kær. En sorg, som også handler om at acceptere, at forlist kærlighed er ikke ensbetydende med, at kærligheden aldrig har fundet sted. Man lever videre med sorgen, og det er også okay og helt normalt. Det er i hvert fald det, jeg fortæller mig selv.

Skribent: Rosa Bundgaard-Laursen 
Visuelt: Emma Hjortkjær
Redaktør: Anna Christina Løwe Nielsen