Forårsdigte
I disse digte skriver Mia Dellwik om de spirende forårsfornemmelser, der opstår i skiftet fra vinter til forår, hvor lyset lige så stille vender tilbage, og verden vågner fra dens tunge vinterhi.
solen er en sjældenhed
her på disse breddegrader
jeg har ikke set den siden september
himlen har været en lampe
der med største besvær
har oplyst det allermest nødvendige
men i dag, pludselig:
et skarpt gult lys mod den regnblå himmel
Ukraines flag i februar
nu kommer forårets brise, kold og klar
et massivt lys
rullet ud i gadebilledet som en projektor
og verden bliver igen en scene
for menneskene at indtage
verden vågner
i hjembyen står forsytiabusken i flor
blomsterne er små lys i natten
guddommeligt hvide
her i byen ser jeg ikke foråret
fordi der ingen planter er
asfalten kan ikke skifte ansigt
og jeg har ikke været udenfor hele dagen
min mormor har fået en ny hofte
det betyder, at hun aldrig mere må sidde i skrædderstilling
jeg sidder ofte i skrædderstilling
en måde at trække benene væk under sig selv på
hæve sig fra jordoverfladen
hun faldt i Akademibokhandlen
en dag i april, hvor hun skulle bytte en julegave
der kan stadig være is i det nordligste Sverige
i de måneder
hendes faste greb om vandrestavene
når vi går ud i skoven for at plukke anemoner
og hvordan hun ikke længere kan høre gulspurvens allerlyseste toner
mens jeg stadig kan det
hun læser op fra avisen: dagen er tiltaget med 27 minutter
27 minutter er et angreb mod mørket
27 minutter er nattens store forsinkelse
27 minutter er endnu en sommer på vej
Tekst: Mia Dellwik
Redaktør: Nina Sparre
Visuelt:
megasmukt! og vildt man ikke må sidde i skrædderstilling
Givende og varmt. Tak for at dele <3