Digital hjemlængsel: Nogen, der kan huske Movellas?

Jeg var 9, da jeg først oprettede en profil på Movellas. Aldersgrænsen var selvfølgelig 13 år, så dengang føltes det som en meget rebelsk handling for 9-årige mig. Min dansklærer havde vist mig hjemmesiden. En side, hvor man kunne skrive historier og læse andres historier. Så jeg gik hjem, fortalte mine forældre om det og fik lov til at lave en profil.

Jeg kan stadig huske, at jeg den aften hviskede til min bamse, at ”nu bliver vi berømte”. Så jeg var mildt sagt lidt skuffet, da jeg næste dag udgav en historie, en fantasy-novelle om verdens undergang, og den fik i alt to likes samt en velmenende kommentar fra en mand om, at jeg kunne have lidt flere detaljer med.

Alligevel fortsatte jeg med at skrive derinde, fra jeg var 9, til jeg var 14. Efterhånden fik jeg andre fra min skoleklasse til at oprette en profil, og vi plejede at sidde og bruge computerne i vores fritidsklub til at logge på og sidde og deltage i skrivekonkurrencer. Samtidig mødte jeg flere inde i Movellas’ univers, som jeg senere mødte i virkeligheden.

Det var med andre ord en enorm vigtig platform for mig. Og hver gang der skete noget stort i mit liv – da jeg var forelsket første gang, når jeg havde et skænderi med en veninde, da jeg fik mit første kys – ville jeg skynde mig at skrive 10.000 ord om det og udgive det på Movellas.

Klik her og Støt SEIN

Jeg arbejdede endda også frivilligt som ”ambassadør” for dem i nogle år . Så vidt jeg husker, bestod det primært i, at jeg fik en stjerne ved siden af mit profilbillede, som jeg var helt enormt stolt af, og skulle kommentere på historier, der ikke havde så mange visninger.

Derudover skulle jeg tjekke om de gældende aldersgrænser for historierne var rigtige, hvilket betød, at jeg som 11-årig sad og læste meget eksplicit erotisk One Direction-fan fiction for at kunne markere aldersgrænsen som 18+.

Løsrevne minder

Men alt det her er løsrevne minder. For da jeg forleden for sjov kom på at google Movellas, fandtes hjemmesiden ikke længere. Deres seneste post på instagram er fra 2018, men der er stadig kommentarer, der ikke er mere end 1 uge gammel, der desperat spørger, hvornår Movellas kommer tilbage, fordi de har mistet deres historier.

Det er med andre ord uvisheden, der giver genklang i kommentarsporet. Noget, der måske også er afspejlet i internettet som konstruktion.

En af mine yndlingsmåder, man kan beskrive det på, er fra en sangtekst fra Ee Gees sang ‘New Years Ex’: “At a server farm in the desert, there’s a backup with our love.”

For mig udtrykker det netop en meget sælsom fornemmelse af at lægge et stykke af sit liv, sine venskaber, sin kærlighed i hænderne på nogle tech-giganter uden helt at vide, hvor det ender.

Modsat kan jeg stadig gå hen til min gamle folkeskole eller fritidsklub eller den legeplads, jeg boede tæt på som barn. Det er en nostalgi, der er knyttet til et sted, som jeg kan få afløb fra ved at besøge det sted.

Jeg sad ved siden af én til en forelæsning på studiet forleden, der var gået ind på spillehjemmesiden Y8 og forgæves forsøgte at finde et spil, hun engang havde spillet meget.

Det var noget med en by og nogle huse, noget med at bygge og planlægge. Det hed måske noget med ‘Town’, måske ikke. Hun forsøgte med en masse forskellige kombinationer af søgeord, men uden held. Spillet eksisterede kun som en vag erindring, et håb om at møde en anden, der kunne sige, at ”nåh ja, ‘Town Hearts’, det spillede jeg også hele tiden”.

For det er en underlig følelse. At der lige pludselig ikke findes noget konkret bevis på, at det spil eller den hjemmeside rent faktisk fandtes. At man er afhængig af, at andre deler samme minde for at sikre sig, at det ikke bare var noget, man forestillede sig.

Movellas var virkeligt. Det var det. Men det er også forsvundet i den blå luft. Det synes jeg nogle gange, er uhyggeligt at tænke på. Og det er nemt her at lave en pointe om vores generation, der er for afhængig af internettet og sociale medier og bare skal ud og gå på en græsplæne og betragte en mariehøne kravle på vores pegefinger og mærke en lidt for kold forårsbrise.

Men jeg synes også, at den pointe er lidt for letkøbt.

Og det er vigtigt at tale om den skrøbelighed det medfører at leve noget af sit liv, at vokse op et sted, der kan forsvinde, hvis en server overopheder eller hvis Mark Zuckerberg lige trykker på en forkert knap. At den panik, der spreder sig hvis Facebook og Instagram er nede i nogle timer, er en reel følelse.

Tale om frygten for for eksempel at miste de første beskeder, min kæreste og jeg sendte til hinanden på Messenger eller de gruppechats, hvor der er blevet lavet utallige aftaler.  Vi taler meget om digitale fodspor. Det er derfor lige så interessant at tale om hvad der sker, hvis de bliver skyllet væk.

Nu kan det være, at denne artikel dukker op, hvis en anden tidligere bruger forvirret googler Movellas om ti år. Som et aftryk. Med mindre SEIN også forsvinder en dag.

Tekst og visuelt: Laura Rye Bislev