Vi taler udenom, når vi taler om døden

Verdenssynet opløses, og livet kortslutter

De er alle samlet rundt om hans seng, han ligger helt fredfyldt et sted mellem liv og død – nu er det nu. I dette rum eksisterer tiden ikke.

”Jeg holder hans hånd og kan mærke hans rolige puls svinde ind. Jeg kigger på ham med en forventning om, at hans puls langsomt begynder at dunke igen, men det gør den ikke. Jeg har lige set det liv, der har givet mig mit, forlade jorden.”

Kvinden, vi hører fortælle, er Emma Leth, som i 2021, i en alder af 26 år, mister sin far, der på det tidspunkt havde kæmpet for livet i to år. Han blev to år forinden erklæret terminalsyg med en hjernetumor.

Hele forløbet skulle vise sig at have stor betydning for Emma, på godt og ondt.

Fortællingen om Emma Leths far begynder i nutid, men hun holder hurtigt en pause og begynder at snakke i datid:

”Han er en … eller han var en meget rolig mand. Meget stoisk i den forstand, at tingene var, som de var. Han fik det bedste ud af tingene og forventede altid det bedste af livet.”

I februar 2019 er Emma 24 år og lige begyndt på Roskilde Festival Højskole. Hun lever ungdomslivet i fulde drag, men én samtale skal vise sig at ændre hele hendes verden.

Højskolelivet kører med 110 i timen, og livet har aldrig føltes mere levende. Men en ringende lyd fra lommen tager fokus, og virkeligheden rammer. Rummet, der før var fyldt med en summende lyd fra en flok af mennesker, bliver skiftet ud med et tomt rum.

Et rum, der fyldes af Emmas fars kones stemme. Selvom hun sidder 200 kilometer fra Roskilde, har hendes stemme aldrig runget højere, end den gør i netop det øjeblik.

Ordene i den anden ende af røret lyder:

”De har fundet noget i hans hjerne.”

Tiden i det tomme rum stopper og Emma glider langsomt ned ad væggen, hun har stillet sig op ad. På et splitsekund stopper det hurtige ungdomsliv brat op, og hele hendes verdenssyn opløses.

De mange følelser, hun har stiftet bekendtskab med i løbet af livet, kan pludselig ikke bruges længere, og alt kortslutter for en stund.

“Det føles mere som en implosion end en eksplosion,” fortæller Emma.

Unge og sorg – vi skal kunne tale om døden

Unge mennesker i Danmark står ofte alene med deres sorg, da mange mangler redskaberne til at starte samtalen om døden. Ifølge sorgrådgiver Kirsten Bærentzen oplever unge, der har mistet en nærtstående, en form for dobbeltsorg: 

“Unge oplever både sorgen over den afdøde og sorgen over ikke at kunne tale om det, fordi deres venner ikke ved, hvordan de skal starte samtalen.”

Berøringsangst og manglende ressourcer fører til, at sorgen ofte bliver lukket ned.

Denne berøringsangst er en del af en større samfundsmæssig udfordring. Ifølge foreningen Liv og Død mangler vi i Danmark et rum til at tale om døden. Historisk set har vi manglet et sprog for døden, hvilket gør, at folk undviger samtalen. Dette rammer særligt unge, som kan føle sig ensomme i deres sorg, når ingen tør tage emnet op.

Vibeke Sonntag Larsen, sekretariatschef hos Liv og Død, understreger vigtigheden af at bryde tavsheden: 

“Det vigtigste er, at man siger noget og ikke undviger samtalen, for det er dér, ensomheden rammer – særligt hos unge.”

Sorg er ikke en fase, der forsvinder, men noget, man lever med, understreger både Kirsten Bærentzen og Vibeke Sonntag Larsen.. Der vil være perioder, hvor sorgen fylder meget, og andre, hvor den fylder mindre. Men uanset hvad er samtalen om sorgen afgørende.

Døden er det mest menneskelige, vi kommer til at opleve

Det er morgen og København emmer af liv. Cyklisternes skygger danser på Assistens Kirkegårds ikoniske gule mur, der bliver lyst op af morgensolens varme stråler. Vi befinder os ved en af Københavns travleste gader, der ligger side om side med døden selv.

I en lille lejlighed i hjertet af Nørrebro sidder Emma Leth. Hendes energiske indre skinner hurtigt igennem den ellers rolige facade. I hendes hjem er der plads til at snakke om døden.

Døden er det eneste, vi mennesker kan vide os helt sikre på i livet. Alligevel kan det at konfronteres mød død ifølge Emma føles, som at livet pludseligt giver dig en lussing, der gør, at tilstedeværelsen bliver meget reel.

”Døden er ikke farlig. Den er nok det mest menneskelige vi kommer til at opleve. Jeg synes generelt, at danskere skal snakke mere om døden. Vi er totalt handicappede på det punkt, vi ved simpelthen ikke, hvordan man gør,” siger Emma Leth.

Hvis vi i Danmark ikke giver ting lov til at være store og fylde, mister vi muligvis de store overgange i livet. Men hvordan skal vi skabe den plads? Ifølge Emma er det igennem samtalen om døden. I samtalen eksisterer de, vi har mistet, igen.

”Sorg er kærlighed, man ikke kan placere. Så når man er i sorgen med et andet menneske, er det, som om kærligheden er i samtalen,” fortæller Emma Leth.

Lyden af byens liv summer uden for vinduerne, men i rummet, vi sidder i, er der en særlig ro. Det er tydeligt, at Emma trives godt i rummet, hvor vi snakker om døden. Muligheden for at mindes hendes far er der, og hun griber den. I følge hende er rummet til sorgen noget, vi mangler.

”Jeg tror, alle har brug for et rum til sorgen. Det er der, hvor dem, vi har mistet, eksisterer.”

Følelsen af at miste er unik, og den er mere til stedem end vi tror. Der bliver bare ikke snakket om den. Sorgen vil altid være der, den bliver bare en del af det liv, der fortsætter.

”Følelsen af at miste nogen er som at føle, at man er i frit fald. Men man skal turde at blive i det. Det at være i frit fald er ikke farligt. Det er det at ramme jorden, der er farligt. Så hvis man finder en måde, hvorpå man kan blive i det frie fald, så er det jo okay,” siger hun.

Den fælles samtale om sorgen er en mulighed for at blive i det frie fald.

Hvorfor frygte døden?

Selvom det nu er to år siden, at Emma mistede sin far, er sorgen stadig at finde i hende. Den er ikke altid aktiv, men der vil igennem hele hendes liv være ting, der minder hende om, at den eksisterer.

Selv mindes hun sorgen ved at bære den halskæde, hendes far forærede hende kort før sin  død. I den gemmer sig en lille note fra ham, som hun kun kan forestille sig, hvad der står skrevet på – en form for evig samtale.

”Samtalen om døden er min måde at håndtere sorgen på. Jeg bliver nødt til at snakke om døden for et eller andet sted at anerkende, at han levede,” fortæller Emma Leth. 

En stor del af hendes ungdomsliv har været berørt af døden, hvilket har betydet, at døden ikke længere er farlig for hende. Døden er i dag en påmindelse om livet. Siden vinteren Emmas far blev syg, har hun set ham som et forbillede i døden.

Tankegangen om ikke at frygte indkapslede ham godt, og den vil Emma fortsat have med sig, for hvorfor frygte døden, når det er den, der minder os om, at vi lever?

Hun mener, at vi skal huske, at vi skal dø:

”Døden er det mest ægte i livet. Det er den, der gør, at vi lever.”

Ifølge hende skal samtalen om døden startes i Danmark, for der er intet farligt ved den. Døden er med til at minde os om livet og Emma vil blive ved med at mindes.

Samtalen er ifølge hende kun lige begyndt.

Tekst & redaktør: Mille Ravn Nyhauge
Visuelt: Josefine Kynne