Unge på udebane – Ekstreme tider: Trygheden kommer med en pris
I første version af serien ‘Unge på Udebane’ udgiver SEINs nyhedsredaktion i hele april indlæg med temaet “Ekstreme tider”. I denne artikel skriver Juliane om udviklingen på Christiania i forbindelse med 1-års-jubilæet for lukningen af Pusher Street.
Efter 2024 er splittelsen mellem yngre og nyere generationer bosat på Christiania blevet mere markant. En ung christianit fortæller samtidig, at det er blevet mindre trygt at færdes på Christiania om aftenen på grund af færre kendte ansigter.
Den 6. april var det et år siden brostenene endnu engang blev hevet op i den famøse Pusher Street. Det var christianitterne, der i samarbejde med politiet, Københavns Kommune og Justitsministeriet arbejdede på lukningen af gaden over for Nemoland.
“Pusher Street skal dø, så Christiania kan leve”, udtalte overborgmester Sophie Hæstorp på lukningsdagen til DR, hvor folk kom fra nær og fjern for at snuppe en sten med hjem. Samme dag stillede justitsminister Peter Hummelgaard op og bekendtgjorde sin glæde over, at kriminaliteten nu skulle drives ud af fristaden, så de unge generationer kunne leve i tryghed og med ro i maven.
Ældre generationer mod de nye
Emilie Wolfsbjerg-Jensen er 20 år og opvokset på Christiania. Hun mener, at der er både fordele og ulemper ved lukningen:
“Christianitterne har jo en ret dårlig erfaring med politiet, med autoriteter og med staten generelt. Så det, at der lige pludselig skal komme to lokalbetjente, som også er gadeplansbetjente og vil være venner med christianitterne. Det er lidt misforstået, fordi det er ikke det, folk er interesserede i. Folk er interesserede i at få personfarlig kriminalitet som vold ud.”
Hun pointerer, at lukningen den 6. april 2024 har forstærket et skel mellem de ældre og de nye generationer af christianitter.
”Det har skabt en masse splid på Christiania, efter Pusher Street er lukket, fordi folk ikke var helt enige om, hvad der skulle ske (…) når der er nogen, der går ind og siger “hey, vi kan ikke lide vold. Vi kan ikke lide hash. Vi kan ikke lide hashhandel. Vi kan ikke lide Pusher Street – vi lukker det”.”
“Jeg tror, det har været med til at skabe den splittelse, som der så er opstået efter Pusher Street er lukket, for det bliver lige pludselig meget en ‘os mod dem’-samtale…”
Imens er flere udfordringer dukket op i kølvandet af lukningen af den eksotiske “Street”. En af udfordringerne er, at Christianias café-liv har fået sværere ved at få økonomien til at løbe rundt. Derudover har TV2 undersøgt og bekræftet, at meget af den illegale hash-handel nu er rykket online i stedet for på gaden. Så hvad skulle det hele egentlig til for?
Som ung christianit mener Emilie, at lukningen af Pusher Street har tilsløret, hvad Christiania engang stod for:
“Jeg tror, det har været med til at skabe den splittelse, som der så er opstået efter Pusher Street er lukket, for det bliver lige pludselig meget en ‘os mod dem’-samtale. Altså de gamle versus de nye. I stedet kunne man finde et nyt mål at arbejde os hen imod, fordi målet var jo før flere billige boliger og legalisering af cannabis.”
Pusherne rykker ud, volden rykker…?
Den 10. Januar 2024, ikke længe før lukningen, indførte Københavns Politi en dobbelt strafzone på Christiania. Det blev indført for at slå ekstra hårdt ned på besiddelse og salg af hash. Det betød for eksempel, at en bøde for besiddelse af hash var 4.000 kr i zonen, mens den uden for var 2.000 kr.
“Volden er der stadigvæk. Den er ikke forsvundet.”
En anden forandring af livet som ung på Christiania efter lukningen har ifølge Emilie været, at volden ikke er rykket ud. Faktisk oplever hun at føle sig mindre tryg. Blandt andet på grund af mindre menneskemylder:
“I hvert fald hos mig selv, kunne jeg godt mærke, at det hurtigt blev mere ubehageligt at gå hjem sent om natten. Før var jeg ligesom klar over, at der var et sikkerhedsnet i dem, der så var på arbejde på Pusher Street, fordi jeg altid vidste, at der var nogle voksne mænd, man kunne rette henvendelse til, hvis nu nogle skulle prøve at overfalde en eller følge efter.”
Det, som startede som et projekt til gode for de unge generationers tryghed og ro i maven, oplever Emilie altså som en indsats, der har gjort hende mindre tryg i sin færden på Christiania.
“Volden er der stadigvæk. Den er ikke forsvundet. Man snakker bare ikke om det længere, for det ville jo tale imod, at politiet gjorde et godt stykke arbejde.”
Ikke børnekost
Lukningen af Pusher Street har igen ført til et spændingsfelt, der breder sig mellem ældre og nyere generationer af beboere på Christiania. Samme initiativ opleves af en ung christianit som et, der ikke har hjulpet på volden og sikkerheden på Christiania.
Tværtimod har det tæret på et fællesskab, der, trods sin ulovlighed, har været med til at skabe tryghed i form af relationer. Da jeg spørger Emilie, hvilken lejr, hun hører til med hensyn til lukningen, smiler hun skævt:
“Som barn har det været en ubehagelig oplevelse både at have Pusher Street, men også ikke at have det længere. Alle de voldsepisoder, der har hørt med til Pusher Street er jo ikke børnekost. Men samtidig så er Christiania et ret øde område med mange mørke gyder og det er generelt ikke særlig oplyst.”
En del af det velkendte liv, der har præget en ung christianits opvækst, er rykket ud. Nu må fremtiden vise, hvad der får lov at rykke ind, og hvem der føler sig nødsaget til at holde opsyn.
I næste uges udgave af “Unge på Udebane: Ekstreme tider” skriver Thea et indlæg om klimaaktivisme, hvor hun har interviewet klimaaktivist Caroline Lundsteen fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Er du nysgerrig på, hvad “Unge på Udebane” er, kan du læse mere om det her.
Hvad tænker du?