Er der nogen Eurovision-fans derude?
Eurovision Song Contest 2025 er lige på trapperne, og Mathilde er vild med showet, selvom hun har haft svært ved at sige det højt. Hun reflekterer over, hvorfor den populære sangkonkurrence både kan forene og splitte.
“Europas musikalske sammenskudsgilde”, “musikkens svar på sportens EM” eller bare forkortet “ESC”.
Kært barn har mange navne og samlede sidste år 163 millioner seere på de 37 public service-stationer i Europa. I næste uge går det atter løs, når flere tusinde Eurovision-fans valfarter til den schweiziske by Basel, hvor Eurovision Song Contest bliver holdt for 69. gang.
Jeg er en af dem, der sidder klar ved skærmen til både semifinaler og finale, og har ryddet kalenderen. Jeg har lavet detaljerede rating-systemer og har styr på nogle af rigtige fede facts om årets show, som for eksempel at Malta er blevet bedt om at ændre deres tekst, efter de sang “serving kant” (udtales cunt).
Men det er ikke noget, jeg stolt åbner op om. Faktisk føles min entusiasme både lidt pinlig og skamfuld, hvilket godt kan undre mig. Der er jo sjældent nogen, der ser skævt til en, hvis man er fodboldfan og samles foran skærmen.
Selvom sangkonkurrencen har store globale fællesskaber og høje seertal, har jeg haft en oplevelse af, at det ikke ligefrem hænger på træerne med dedikerede Eurovison-fans. Ellers råber de i hvert fald ikke særlig højt.
Der hersker lidt en konsensus om, at Eurovision kun er dårlig musik og overgearet lavkultur. Dette er til trods for, at et band som Måneskin sagtens kunne nå et bredere publikum, og at selveste Jørgen de Mylius har skrevet en bog om ‘Alle tiders Melodi Grand Prix’.
Faktisk føles min entusiasme både lidt pinlig og skamfuld, hvilket godt kan undre mig. Der er jo sjældent nogen, der ser skævt til en, hvis man er fodboldfan og samles foran skærmen.
Der har længe været en diskurs om, at populærkultur er mindre værd end finkultur. Det er bare ikke lige så velset at se ‘Ex on the Beach’ som ‘Borgen’, skønt enorm mange for eksempel følger med i realityprogrammer. Jeg har da selv sagt til mine forældre, at jeg kun fulgte med i årets ‘Paradise Hotel’, fordi mine venner gjorde (hvilket var løgn).
En snobbet tilgang til kultur kan i sidste ende være skadende, fordi det fastslår, at der kun er én rigtig kulturbruger. Det er et kæmpe problem, hvis det nogle mennesker i befolkningen stigmatiseres.
Heldigvis er der sket en afhierarkisering af finkultur og populærkultur siden første Eurovision blev afholdt i 1956, men der er stadig et skel. Og måske derfor har jeg puttet med min dedikation til programmet, og det har stået i vejen for at finde ligesindede entusiaster.
Klik her og Støt SEIN
ESC som brobygger og politisk arena
Eurovisions slogan har siden 2023 været “United By Music“. Det rummer konkurrencens potentiale og formål ret fint, men er også lidt komisk, fordi Eurovision virkelig kan dele vandene. ESC har et omdiskuteret og betændt forhold til politik. Formelt er ‘Eurovision’ apolitisk, men det bliver gentagne gange bekræftet, at ESC er ultrapolitisk.
Det gælder den helt bestemte voteringskultur, hvor der er en tendens til, at eksempelvis de skandinaviske lande stemmer på hinanden, og at balkanlandene gør det samme. Og så gælder det i høj grad de valg (og fravalg), European Broadcasting Union (EBU) træffer, når de for eksempel censurerer nogle tekster, men ikke andre.
De seneste år har særligt Rusland og Israels deltagelse været på dagsordenen. Rusland har været udelukket fra konkurrencen siden 2022 efter invasionen af Ukraine, mens Israel fortsat må deltage til trods for krigen i Gaza. Argumentet er, at ESC er en konkurrence for tv-stationer og ikke regeringer.
Dermed reflekterer konkurrencen, hvordan statsledere og resten af det internationale samfund agerer. Det var oplagt at udelukke Rusland, da en stor del af Europa allerede fordømte angrebet og blev enige om at pålægge Rusland sanktioner. Israel derimod er stadig en del af flere kulturelle fællesskaber. Den beslutning kan man så sætte spørgsmålstegn ved.
En del af min skam ved at se Eurovision blev især udtalt sidste år på grund af dén politiske debat, og jeg kan godt forstå, hvorfor nogen ønsker at boykotte programmet for at sende et politisk signal. Samtidig hyldes konkurrencen for at omfavne mangfoldighed, kreativitet og minoriteters rettigheder.
Den traditionsbundne sangkonkurrence er både mainstream og noget helt for sig selv, fordi emner og musikalske genrer spænder bredt – lige fra store ballader til post-punk.
ESC er med til at udvide seernes forståelse og kendskab til landene. I år kan der for eksempel opleves flere sange sunget på de forskellige landes modersmål, end der plejer. Faktisk har der ikke været så mange sange sunget på ikke-engelsk siden 1999.
Historisk har konkurrencen været grænsesøgende, agendasættende og samlende for lande og Europa. Som efter murens fald, hvor showet var noget af det første, der forenede øst og vest, eller som da dragartisten Conchita Wurst vandt og skubbede til grænserne for, hvem der kan performe på nationalt tv.
Eurovision-fans fundet
Efter i flere år, hvor jeg har set showet med mennesker i min omgangskreds, der har været mere eller mindre uinteresserede, har jeg endelig fundet nogle Eurovision-entusiaster.
Til en julefrokost på mit studie kom vi ind på emnet, og et par snaps senere endte vi i et hjørne på dansegulvet helt oppe at køre over, at vi kunne forenes om ‘Eurovision’. Den 17. maj forventer jeg stolt at kunne servere drinken “sax on the beach” akkompagneret af mine fede Eurovision-facts til nogen, som virkelig sætter pris på det.
Jeg håber, vi i fremtiden bliver bedre til at anerkende forskellige fankulturer, så vi entusiaster kan finde hinanden noget hurtigere og ikke skal lytte til Eurovision-sange i smug. Og hvis ikke der er en forudfattet holdning til, at det alligevel er noget bras, vil det være nemmere at have en konstruktiv samtale om, hvordan showet kan udvikle sig til det bedre.
Tekst: Mathilde Daugård Lyngbo
Redaktør: Johanne Ringøen
Visuelt: Maja Weichel
Hvad tænker du?