Den (u)lykkelige studentertid

29. oktober 2017

Da Olivia får huen på, har hun mest lyst til at græde – og ikke af glæde. Der er ingen følelse af lykkerus eller et pres, der bliver løftet fra hendes skuldre. Derimod er det kulminationen på et gymnasieliv, hvor hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at præstere alt hvad hun kunne. Og mens hun står der midt i bobler og roser, mærker Oliva også, at der ikke er nogen at snakke med det om.

Illustration af Nadia Schlosser

Jeg laver ret ofte ret mange overspringshandlinger, og nogle gange kan jeg godt lide at gå ind og ”stalke” mig selv på enten Facebook eller Instagram. For det fungerer på en måde bare som et fotoalbum og kan være både sjovt og hyggeligt. Forleden dag faldt jeg over et billede fra min studentertid. Det er et gruppebillede, hvor jeg står sammen med dem, jeg var oppe til min sidste eksamen sammen med (vi havde været til musikeksamen og spillet band-delen sammen), og billedet er taget lige umiddelbart efter eksamen. Jeg står yderst i min helt nyindkøbte sommerkjole med studenterhuen på hovedet. Og så smiler jeg det mest anstrengte og akavede smil, jeg længe har set. Jeg ser faktisk helt utilpas ud.

Det fik mig til at tænke tilbage på den dag forrige sommer, som mange ser som en af de helt store dage i ungdomslivet. Dér er man færdig, man er fri, man er lykkelig. Eller det er i hvert fald dét, der forventes – både af omverden og af en selv. For det er jo for de fleste en dag, man har set virkelig meget frem til. Jeg havde også set meget frem til at blive student. Til at alle eksaminerne var overstået, til at køre i studentervogn, til at holde fester og til at komme på Roskilde. Men jeg følte mig virkelig ikke lykkelig, da min storesøster gav mig huen på hovedet. I hvert fald slet ikke på den måde jeg sådan havde glædet mig til at føle lykken. Inde i mit hovede ville det være momentet, hvor alt gik op i en højere enhed, og alt pres ville forsvinde i en kæmpe rus af lykke og lettelse. Sådan var det ikke. Egentlig havde jeg mest lyst til at græde – og ikke af glæde. Og jeg kan huske, jeg skulle anstrenge mig for at holde tårerne tilbage. Jeg havde været presset eller rettere, jeg havde presset mig selv helt vanvittigt meget – måske gennem det meste af mine tre gymnasieår – men i hvert fald i særlig grad i de sidste måneder og uger af 3.G. Min sidste eksamen var den, jeg havde frygtet allermest. Jeg mødte op til forberedelse i en tåge af angst, og jeg kan huske, hvordan min hånd rystede helt ustyrligt, da jeg sad og prøvede at notere et eller andet brugbart i noden til den klassiske sonate, jeg skulle ind og analysere til eksamen. Senere på dagen kom delen med den praktiske musik. Blandt andet sammenspil med gruppen fra billedet. Og den del husker jeg nærmest slet ikke. Det er som om, det bare er forsvundet, og det kun er følelsen af nervøsitet, der står tilbage.

Jeg var vist dét, man kalder en 12-tals pige, da jeg gik i gymnasiet. Jeg hader det udtryk, og jeg hader den måde ”den slags pige” ofte bliver omtalt i medierne. Men ikke desto mindre, så var 12 for det meste den eneste karakter, jeg var tilfreds med. Og jeg har adskillige gange grædt over ”dårlige karakterer”, hvis jeg ikke syntes, jeg havde gjort det godt nok.

Jeg står yderst i min helt nyindkøbte sommerkjole med studenterhuen på hovedet. Og så smiler jeg det mest anstrengte og akavede smil, jeg længe har set.

Jeg havde problemer med at sove, jeg var stresset, og jeg var rigtig ofte ked af det. Det bliver jeg også, når jeg tænker på den tid nu. Det var på ingen måde dét værd at ofre så meget for et flot eksamensbevis. Men sådan havde jeg det nu engang, og jeg kunne ikke finde ud af at bryde ud af den cirkel.

Det stod helt klart, at jeg ikke ville kunne få noget, der nærmede sig et 12-tal til den afsluttende musikeksamen. Det var det fag, jeg absolut syntes, var allersværest. Måske var det også dét, der stressede mig ekstra meget: Jeg kunne ikke komme til at stå med huen på og så lige have ”nailet” den sidste eksamen. Jeg ved nu, at man kan ”naile” en eksamen ligegyldigt hvilken karakter, man får. Men det var som om, at det mest rigtige ville være, hvis der stod 12 inde i huens for. Hvem, der havde skabt den idé, er lidt uvist. I hvert fald – der endte med at stå 7 inde i min hue. Hvilket, når jeg tænker tilbage på det, fandme var godt gået af mig. Jeg sagde også til alle mine klassekammerater, venner og familie, at jeg var glad og tilfreds og ”fuck det, nu har jeg huen på”. Men jeg var ikke glad. Jeg var helt rundt på gulvet, og havde slet ikke lyst til at få al den opmærksomhed, der følger med, lige når huen kommer på. I de efterfølgende dage havde jeg dog også nogle virkelig sjove og glade fester. Men jeg tror ikke, jeg på noget tidspunkt mærkede den der overrumplede følelse af lykke og frihed, heller ikke da vi hørte ‘Fuldstændig Fri’ på studentervognen.

Der var ikke ret meget plads til at være ærlig omkring tristheden og tvivlen. Det følte jeg i hvert fald ikke.

Selvfølgelig var det ikke kun den eksamenskarakters skyld. Endnu mere tror jeg, at det var forventningen om lykke, som jeg ikke kunne indfri, der gjorde mig fortvivlet. Jeg vil ikke sige, at jeg gik og spillede skuespil hele min studentertid, for det var også en sjov tid. Men der var ikke ret meget plads til at være ærlig omkring tristheden og tvivlen. Det følte jeg i hvert fald ikke.

Hvad skulle den nye frihed føre til? Det tænkte jeg helt vildt meget på. Hvad skulle jeg nu lave? Hvordan skulle jeg forholde mig til pludselig selv at bestemme og tilrettelægge min egen hverdag udenfor skolesystemets struktur? Alle de tvivlende tanker om sabbatår/fremtid – det er et helt emne for sig. Men jeg ville sådan ønske, at pigen med det anstrengte smil og sommerkjolen havde turde snakke ærligt med nogen. At nogen havde sagt til hende, at det er okay at have en masse blandede følelser – også de dårlige – i en tid, der på overfladen bare ”burde” være lykkelig og perfekt.

Hvad tænker du?

  1. Frida Kampp siger:

    <3 <3 <3

    1. Olivia siger:

      <3 <3 <3 lige tilbage til dig!

  2. Anine siger:

    Tusind tak for de ærlige refleksioner! Nu kan jeg lidt bedre overskue det sidste af 3.g

    1. Olivia siger:

      Hold ud og hæng i, det hele skal nok gå, både med op- og nedture! <3 <3 <3

      1. Anine siger:

        <3 tusind tak, Olivia!

  3. Mathilde siger:

    Rigtig god tekst! Jeg går selv i 3.g og er også nervøs for og spændt på tiden efter at være blevet student. Det er rart at høre andres tanker om det at blive student. Tanken om en perfekt tid kan være svært at leve op til ligesom ens forventninger om karakterer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her