Skal klimakrisen spille en hovedrolle på de skrå brædder?

Fra Vinterbergs Familier som vores og Aarhus Teaters #Jeanne, til klimadramaet DÆMNINGEN på Odsherred Teater: Klimakrisen har vundet indpas som centralt omdrejningspunkt i film og kultur. 

Dramatikeren Nicolaj Dissing Schledermann havde egentlig tænkt, at han aldrig ville skrive et stykke, der handlede om klimakrisen.

“Vi ved godt, at havniveauerne stiger, og at indlandsisen smelter. At gøre opmærksom på, at klimakrisen i sig selv er en udfordring, ligger ikke i kunsten – det ligger alle mulige andre steder,” siger den autodidakte manuskriptforfatter, da jeg ringer ham op en tirsdag eftermiddag i maj. 

Han fortsætter:

 “Da jeg startede på projektet, ville jeg faktisk bare skrive noget, der var sjovt. Men når man følger med i verden omkring sig – og det gør man jo – så påvirker det én. Manuskriptet begyndte at handle mere og mere om klima, og jeg kunne godt se, at der lå en historie og en konflikt der, som var interessant at fortælle.” 

Fortællingen blev til et komisk, dystopisk teaterstykke, der drejer sig om mere end tørke, temperaturer og forsyningskæder. Det har jeg snakket med ham og skuespilleren, Mathilde Lundberg om.

Generationskløft, mistrivsel og klimakrise forbindes i scenekunsten

Teaterstykket En Sommerdag i Oktober, vandt Dramatisk Debut i 2024. Stykket er en komedie, der handler om den unge kvinde, Ida, der besøger sine forældres nye kolonihavehus. 

Forældrene har lagt op til en hyggelig dag i familiens skød, men kolonihaven er midt i et omsiggribende økologisk kollaps, som kun datteren ænser.

Hun forsøger at gøre opmærksom på, at tingene ikke er, som de burde være – men forældrene vil hellere tale om børnebørn og bevare den gode stemning. 

Midt mellem syrevand i havedammen og kødædende egern er generationskløften skarpt tegnet op; For på trods af, at klimaforandringernes konsekvenser har bevæget sig helt ind i hovedrollernes baghave, kan parterne ikke mødes – om noget som helst.

Forskelle mellem generationer ses af Nicolaj Dissing Schledermann som den største udfordring i forbindelse med klimahandling.

“De ældre generationer har historien med sig. De har oplevet kriser af eksistentiel karakter, der endte med at løse sig igen. Men den unge generation har mere fremtid foran sig, end den har historie bag sig. Vi hører det, klimaforskerne siger – og fremtidsudsigterne er jo dystopiske”, siger han. 

Forestillingen forholder sig altså til, hvordan samtaler om klima skaber konflikter og skel mellem mennesker – mere end klimakrisen i sig selv. 

For Nicolaj Dissing Schledermann var det afgørende i udviklingen af stykket, at der manglede blik for klimakrisens psykologiske konsekvenser i den offentlige debat.

“Under samtlige debatter ved sidste folketingsvalg, var der både et tema om unges mistrivsel, og et tema om klimakrisen. Men der var ingen politikere, der koblede de to – og for mig er sammenhængen så tydelig. Der er en grund til, at klimaangst er et begreb, vi først er begyndt at tale om indenfor de sidste 10 år”, siger han. 

En politisk debat bliver måske sværere at have, når den skal dreje sig om flere sager på én gang.

Men det er  nødvendigt at tale om mistrivsel og klimaforandringer i et større perspektiv, når klimakrisen for eksempel er en markant årsag til, at unge er i tvivl om, om de vil have børn, påpeger Nicolaj. 

Den ældre generation må forsøge at forstå, hvordan bekymringer for fremtiden påvirker unges valg og handlinger:

Klimaforandringerne afføder usikkerhed og håbløshed, og giver ikke incitament til at sætte flere skatteborgere i verden, eller mere personale på fremtidens plejehjem, for den sags skyld. 

Det er dén konflikt mellem generationer, ‘En Sommerdag i oktober’ belyser – og det er i denne kobling mellem fænomener og følelser, teateret som udtryksform har sin styrke. 

I teatret er det følelserne, der er på spil – og vi er sammen om dem

Mathilde Lundberg er 26 år og uddannet fra skuespillerskolen i Odense. Hun spiller hovedrollen i En sommerdag i Oktober. Hendes stemme er tydelig og velovervejet, selvom min telefon skratter lidt – man kan godt høre, at hun lever af at formidle følelser. 

“Det var særligt at spille med i det her stykke. Jeg kunne spejle nogle af mine egne tanker om klimakrisen gennem rollen. Desværre kunne jeg også se mig selv i den apati og handlingslammelse, der også er hos karakteren. Selvom vi egentlig har viden om, hvad vi burde gøre, kan det hele føles så stort og skræmmende,” siger hun. 

Mathilde påpeger at scenekunst, sammenlignet med endnu en overskrift om skovbrande, eller et argument i en debat, rummer et andet potentiale for indflydelse;

“Det, at vi sidder sammen i teatersalen, i et levende rum med rigtige mennesker, det vækker resonans, og har adgang ind i hjertet eller sjælen – eller hvad man nu vil kalde det. Teater taler til hele kroppen, og ikke kun til hjernen.”

I en teatersal deler man det, der udspiller sig på scenen, med den ved siden af sig, og hundredvis af andre mennesker. Det gør sådan en aften til noget særligt, bemærker Nicolaj Dissing Schledermann.

“Jeg oplever, at en ung, klimabevidst generation tager ind og ser forestillingen, netop fordi den handler om klimaet. Samtidig er der en ældre generation, der er glade for at gå i teater, og har tid til det.” 

“Pludselig er halvdelen af salen fyldt med mennesker under tredive, mens den anden halvdel er fyldt med folk over tres. De sidder der sammen, og de griner af de samme ting. Men de griner af forskellige årsager,” fortæller han.  

En fælles kulturel oplevelse, der kalder på humor og selvironi hos publikum, kan måske være udgangspunkt for en samtale om de interessekonflikter og følelser, der er på spil i klimadebatten. En samtale, der ellers kan være svær at have på tværs af generationer. 

Den vedkommende kunst – skal kulturlivet konfrontere os med klimaforandringerne?

Nicolaj mener ikke, at teaterbranchen har et særligt ansvar for at formidle om klimakrisen.

“Jeg vil gerne slå et slag for, at teater og kunst godt må være eskapisme, og et afbræk fra hverdagen,” siger han, og fortsætter:

“Det skal først og fremmest være underholdende. Men samtidig sætter jeg stor pris på, når jeg kan mærke, at en teaterforestilling vil mig noget. Jeg værdsætter et tydeligt ‘hvorfor’. Det må rigtig gerne være vedkommende”. 

Som klimaskribent måtte jeg lige tygge på den. For hvis teatret er et af få steder, der åbner for, at mennesker forholder sig kritisk til deres egen rolle i klimadebatten, og dermed også klimakampen, må det også være nødvendigt, og ikke blot velkomment, at emnet kommer på dagsordenen, tænker jeg.

Men måske er det netop en styrke, at pointerne i teater og film, til forskel fra nyhedsspalter, politiske debatter og forskningsartikler, ikke altid er givet på forhånd.

“Når jeg læner mig ind i et univers og en fortælling, jeg ikke ved noget om, bliver jeg overrasket, hver gang, noget rører mig. Fordi jeg ikke aktivt leder efter en bestemt banebrydende information, som jeg ved kommer,” forklarer Nicolaj Dissing Schledermann om sin egen oplevelse med det meningsfulde i fiktionen og komedien. 

For Mathilde Lundberg handler teatrets formidling af klimakrisen om at finde den rette balance – på mere end én måde;

“Jeg håber, det bliver ved med at fylde, men på en måde, der ikke er moraliserende. Det synes jeg ikke, er teatrets opgave. Det skal ikke opdrage, men rykke ved os,” siger hun, og fortsætter:

“Vi kan belyse og opfordre – og lave forestillinger, der både er gruopvækkende og håbefulde. Dér har scenekunsten et ansvar.” 

Set i det lys kan et vedkommende teaterstykke være udgangspunkt for, at vi forholder os kritisk til os selv i den klimapolitiske debat, uden at vi overgiver os til frygt og apati – og samtidig tager afstand fra et hult håb, der heller ikke bærer løsninger med sig.

Vi er fælles om ikke at være fejlfri – og det skal ramme os i hjertekulen

Med En Sommerdag i Oktober, løftes pegefingeren overfor den ældre generation, der glemmer at lytte og forstå.

Samtidig påpeger Mathilde Lundberg, at stykket også spejler en ung generation, der kan føle sig handlingslammet, på trods af ønsker om forandring på det klimapolitiske område. 

Netop det, at ingen er fejlfri i klimadebatten, er vigtigt for Nicolaj Dissing Schledermann.

“Når vi går ind i en debat om klima, er vi nødt til at anerkende, at vi gør os umage, men ikke er perfekte, og at vi alle sammen kan gøre mere.”

Det er ikke konstruktivt, når klimadebatten kommer til at handle om mosters flyrejse til Mallorca, skrald på Roskilde Festival og anden mudderkastning mellem generationer. 

Mathilde Lundberg siger i den forbindelse:

“Hvis der er noget, der er brug for i verden lige nu, måske mere end nogensinde, så er det, at vi ikke rykker os længere fra hinanden. Jeg håber, at publikum får et godt grin, men også, at de bliver ramt lidt i hjertekulen af, hvor uhyggeligt det hele er.”

Hun lægger vægt på, at der for tiden er mange andre internationale kriser og ulyksaligheder i verden, der også kræver politisk opmærksomhed fra både unge og gamle.

“Stykket kan forhåbentligt være en kærlig reminder om, at vi er nødt til at gøre os mere umage for at forstå hinanden. At passe bedre på naturen kunne være et stort, fint, fælles mål, der samler os på tværs af generationer,” fortsætter hun. 

Jeg nikker til min telefon, selvom den unge skuespiller ikke kan se mig. Det er måske nemmere, og mere håndgribeligt, at gestikulere vredt af aktivister, der spærrer krydset på Frederiks Allé, eller fortabe sig i en konflikt med onkel Jørgen om kødfri torsdag, når man føler sig magtesløs, uvidende eller bange.

Men det bringer os nok ikke tættere på de langsigtede løsninger, klimakrisen kræver. 

Scenekunsten kan, som en fælles kulturoplevelse med følelserne i centrum, minde os om, at vi ikke får noget ud af at modarbejde hinanden. 

Vi må blive bedre til at forstå, hvordan det påvirker forholdet til os selv og andre, at vi er publikum til- og medskabere af en klimakrise:

Klimaforandringerne er her, og de vækker afmagt, frygt og mistrivsel. Dét er i sin helhed en udfordring, vi bør samles om på tværs af generationer. 

Tekst og visuelt: Mie Horsbøl Rasmussen
Redaktør: Kamille Agerley