Essay: Kan vi blive mere klimavenlige ved at fylde mindre i bæreposen? 

Den første kulturelle menneskelige opfindelse

Bæreposer. Vi har dem alle sammen: tasker, muleposer, rygsække, lommer, kufferter. Anordninger, vi kan bruge til at opbevare ting i, fragte ting rundt med og passe på vores ting. I dette essay er bæreposen omdrejningspunktet for udviklingen mod det forbrugssamfund, som i dag truer vores klima.

Ifølge en teori fra 70’erne, beskrevet af Science Fiction-forfatteren Ursula K. Le. Guin og antropolog Elizabeth Fischer, var den allerførste kulturelle menneskelige opfindelse en bærepose. Før bæreposen levede de første mennesker enormt bæredygtigt: De spiste kun den mad, de fandt fra dag til dag.

Denne levemåde var dog uholdbar, især på dage, hvor det ikke var muligt at komme ud og finde mad. Det kunne være dage, hvor der var dårligt vejr, dage, hvor der var sygdom, dage, hvor der bare ikke var noget mad at finde. Derfor blev bæreposen opfundet til at kunne opbevare mad til flere dage. 

Klik her og Støt SEIN

Umiddelbart virker det ikke som et stort brud med bæredygtige principper, men på et eller andet tidspunkt i vores menneskelige historie, er vi gået fra at være samlere med simple bæreposer til at være overforbrugere af mad og andre materielle goder, i hvert fald i vores del af verden.

Hvordan er det gået så galt? Og kan vi på nogen måde komme tilbage i retningen af at være mere simple samlere med et mindre forbrug? Jeg tror, at vi skal starte med at zoome lidt ind på begrebet vækst.

Spørgsmålet om vækst 

Bæreposen muliggjorde, at der kunne være vækst i beholdningen af mad hos de første mennesker. De kunne samle mere mad, end de havde brug for, de kunne have et overskud af mad og behøvede derfor ikke at samle mad hver dag. Det gjorde, at de også kunne spise og forbruge mere mad.

Når der var mere mad i bæreposen, var der også mere mad at kunne spise. Dette har garanteret gjort, at folk blev stærkere, sundere, og at flere overlevede hårde vintre. Væksten synes derfor at være en god ting.

På et tidspunkt er væksten blevet til produktion, altså vækst i økonomi. Det handler ikke længere om at have nok til at overleve dage med dårligt vejr, men om at have et evigt overskud.  Og når der er mere, forbruger vi mere. Dog står vi i dag et sted, hvor overforbruget og produktionen og det energiforbrug, der følger med produktionen, truer vores klima. Er vækst så stadig en god ting?

Teoretikere bag degrowth-teori (på dansk: modvækst) peger på, at man skal forlade idéen om vækst i produktion og forbrug for netop at skabe et velfungerende, bæredygtigt og rigt samfund. Det er altså helt modsat af, hvad vi normalt forbinder med forudsætningerne for økonomi og velstand i vestlige samfund.

Degrowth-bevægelsen stammer også tilbage fra 70’erne, men i lyset af klimakrisens fremtog er teorien kommet frem fra gemmerne igen. Det er en økonomisk teori, der i sin enkleste form går ud på, at man skal benytte færre materialer og energi i produktionen og derigennem skabe velstand for kloden.

Det betyder også, at man skal skære ned i de allerrigeste landes overskud og dele mere af de goder, vi allerede har, i stedet for at udnytte naturen og jorden til mere produktion.

Helt konkret har en af teoriens fortalere Jason Hickel udtalt, at det ikke vil være muligt at nå Parisaftalens mål, hvis man ikke også reducerer størrelsen på energiforbruget og produktionen i de vestlige lande.

Det er altså ganske anderledes fra den måde, vestlige politikere forsøger at imødekomme Parisaftalen. Normalt peger de nemlig på, at løsningen skal være nye grønne innovative opfindelser, mens man stadig skal skabe vækst i produktionen. 

Tilbage på ret kurs – hvad kan vi gøre? 

Det kan dog virke helt abstrakt at skrue ned for væksten – og teorien er også meget mere kompleks, end jeg har beskrevet den. Men vækst og forbrug går hånd i hånd. Når der er mere, forbruger vi mere. Når der er mere mad i bæreposen, spiser vi mere.

Vi har altså brug for, at der bliver produceret mindre, så vi kan komme tilbage til et mere bæredygtigt forbrug. Men hvad skal vi så gøre, hvis der ikke bliver produceret mindre? Hvis politikerne, industrien og producenterne stadig insisterer på at producere mere og mere? Kan vi overhovedet gøre noget?

Det er et argument, man ofte møder i forbindelse med klimakampen, at det netop handler om en ændring hos de helt store spillere: produktionen, politikerne og industrien. Men kigger vi tilbage til bæreposen og de første mennesker, handler det jo egentlig også om de første menneskers forbrugsvaner.

De første mennesker begyndte at have mere mad i deres bæreposer, begyndte at forbruge mere. Kan vi så måske begynde at have mindre i vores bæreposer? Kan vi ændre på vores egne forbrugsvaner?

Vi har allerede flere gange vist, at det er muligt at ændre på vores forbrugsvaner. For mange unge mennesker kan det for eksempel handle om at købe mindre nyproduceret tøj, regulere energiforbruget i lejlighederne eller skralde mere mad i stedet for at købe nyproduceret.

Vi kan altså sagtens! Og måske kan en ændring i vores forbrugsvaner langsomt sive opad og derved ændre på tilgangen hos de helt store spillere. Måske bliver degrowth-teori i fremtiden den herskende måde at tænke økonomi og produktion på. Måske.

Uanset, vil jeg tage idéen om en lidt mindre fyldt bærepose med videre. I sidste ende har vi jo ikke brug for meget mere, end de første mennesker havde: lidt mad i en bærepose til at komme igennem dage med dårligt vejr.

Tekst: Sara Clausen Skov

Visuelt: Sofie Mylliin Rasmussen

Redaktør: Frida Schmidth Nielsen