At læse ‘Vinterbørn’ om sommeren

Det er slutningen af august. Det er den tid på året, hvor jeg prøver at være ekstra taknemmelig hver gang jeg kigger op på en blå himmel, samler en muslingeskal op på stranden eller har sandaler på – jeg forsøger at holde fast i følelsen af sommer på den måde. Det er den tid på året, hvor man bliver spurgt, hvordan ens sommer har været, hvor man skal svare, hvor man gerne vil finde frem til de ting, der har kendetegnet netop denne sommer. Jeg ender altid med at sige noget med at have været i sommerhus og i Sverige, men nu vil jeg i stedet prøve at binde det sammen på en lidt anden måde.

Jeg har efter at have oplevet 21 somre nu endelig læst ’Vinterbørn’ af Dea Trier Mørch. Det er en roman fra 1976, der handler om 18 kvinder, der netop er forbundne til hinanden. De er alle indlagt på Rigshospitalet svangerskabsafdeling, de vandrer frem og tilbage mellem fødestuer og barselstuer eller hen af en lang underjordisk gang til en neonatal afdeling, hvor børn ligger i kuvøser. De låner hinanden Ekstra Bladet, de ligger med hånden på maven og taler om deres forventning og frygt til det at være mor. Det er december, det er koldt og mørkt udenfor,, det er tyst og hvidt indenfor. Forsiden er et blåt linoleumstryk af en mor, der ammer sit barn. Hele bogen har en knugende stemning, øm og hård på samme tid.

Klik her og Støt SEIN

En af de scener, der i særlig grad har sat sig fast et sted mellem mine ribben er en samtale mellem Marie og Signe om hvorvidt det vil være i orden at dræbe sit spædbarn, i tilfælde af at det er meget handicappet. Marie har alt for meget fostervand i sin mave og har en snigende mistanke om at det vil betyde en øget risiko for barnet, selvom ingen af lægerne vil bekræfte det. Som hun siger til Signe, vil man som mor til et handicappet barn aldrig nogensinde kunne frigøre sig igen. Signe prøver at tale hende fra de mørke tanker ved at nævne den store kærlighed, som hun uden tvivl vil føle for sit barn – men Marie spørger, om det er rimeligt at forvente, at en mor skal bygge hele sit liv op om den kærlighed?

Måske fascinerede denne fiktive samtale mig så meget, fordi jeg også har brugt sommeren på at høre Caspar Erics nye podcast serie ’Mødrene’, hvor han interviewer mødre til børn med handicap – en gruppe vi nok kan lære meget af, men som ingen rigtig har lyttet til før. Der er også flere af kvinderne i podcasten, der bliver rørte over for første gang at få et rum til at dele deres egne erfaringer. Caspar Eric rammesætter samtalerne ved at spørge mødrene ind til det værste og det bedste. Det værste er som regel systemet. Men det bedste kan være alt muligt, det er at se sit barn med nye øjne, det er måske at få et barn med infantil autisme, få at vide at han aldrig nogensinde kommer til at tale, det er glæden den første gang, han siger ”mor”.

Jeg var 1 år, da mine forældre fik at vide, at jeg havde cerebral parese. Spastisk lammelse, samme handicap som Caspar Eric. Cerebral parese, mine forældre blev tilbudt af starte i et forløb i en sorggruppe. Det at få et andet barn end man havde forestillet sig, det at få et handicappet barn var nok til at ødelægge ethvert liv. De havde lagt mærke til, at jeg holdt min højre arm på en anden måde end min venstre, at jeg ikke rigtig brugte den. Jeg var til flere læger, til sidst fik de papirer på det og tilbuddet om sorggruppen og beskeden om at jeg måske aldrig ville komme til at gå. 2 uger senere begyndte jeg at gå, og de startede aldrig i gruppen.

I stedet var min mor med til at starte en facebookgruppe for forældre til børn med let CP, på et tidspunkt inviterede hun mig med i facebookgruppen.  Her skrev forældre om tabt arbejdsfortjeneste, og om man kunne tillade sig stadig at hjælpe sin 15-årige med intimbarbering, når hun ikke kunne selv. Og de skrev om børn, der virkede normale i skolen, men havde store nedsmeltninger, når de kom hjem, sorgen over som forældre at være den, der skulle håndtere alle følelsesudbruddene for at spare andre for det. Og det må være hårdt, tænkte jeg, det må være hårdt at kigge på sit barn, og vide, at de aldrig kom til at kunne kravle i træer eller gå gennem en travl banegård uden at have lyst til at lægge sig i et hjørne og græde.

Men så tænkte jeg på, da jeg tog mine første skridt som 1-årig og mine forældre så mig balancere og så mig bevæge mig og tænkte på, hvor lykkelige de måtte have været. En lykke og en lettelse, der har været 10 gange større, end hvis jeg aldrig havde fået diagnosen. Måske skal man også snakke om det.

En anden kvinde i ’Vinterbørn’ er Tenna, der føder en lille dreng. Den lille dreng har ingen fødder. Det kommer som et chok for Tenna og hendes mand Anders, der ser på hinanden med tårer i øjnene og konstaterer, at de har fået deres livs udfordring: ”Alting er blevet så småt sammenlignet med denne ene store ting”. Men der går ikke længe, før Anders går rundt med sin søn i armene og siger: ”Jeg elsker sgu den lille skid”. Der går ikke længe, før en læge kommer ind og fortæller dem, halvt i opmuntring, halvt i afmagt, at forholdet til barnet skal de nok klare. Det er forholdet til omgivelserne, der bliver det vanskelige. Dem, der ikke lytter og dem der ikke forstår.

Klar blå

Soundtracket til min sommer har også bestået af Lordes nye album ‘Virgin’. ‘Virgin’ har også en blå forside, et blåt cover, et røgtenbillede af en bækkenbund, med en hormonspiral, der flyder rundt. Min yndlings sang på albummet handler også om farven blå, eller rettere handler den om at tage den digitale graviditetstest, Clearblue, men det forstod jeg først anden gang jeg hørte den. Lorde synger: ”There is broken blood in me, it passed through my mother from her mother down to me”. Hun synger om det skræmmende ved at tage en graviditetstest, men synger alligevel: ”Wish I kept the Clearblue”.

Jeg smed også en Clearblue ud sidste gang jeg tog en test, efter at have åndet lettet op, da den var negativ. Men efter at have hørt Lorde synge om det, vil jeg måske også ønske, at jeg havde beholdt det, som et vidnesbyrd, som en fortælling, som en måde at føle mig forbundet til alle dem, der har sendt de samme ængstelige blikke mod den samme slags blå plastikpind.

En anden bog jeg læste denne sommer med en blå forside, var ’Hændelsen’ af Annie Ernaux. Hændelsen er et forsøg på at genkalde sig følelsen af at få en illegal abort i 60’erne. For som Annie Ernaux skriver, så den eneste form for skam hun følte over sin abort, var at hun ikke før havde delt den med andre, brugt denne erfaring til noget. Hun beskriver at ligge i det lille køkken og få indført en sonde i sin livmoder, at tænke på alle de andre kvinder, der har ligget netop samme sted,

’Vinterbørn’ udkom et årti efter den abort og satte ord på en anden kollektiv erfaring. Den var uden tvivl ret banebrydende for sin tid. Men nu – i vores tid, denne sommer, føles det stadig som om der er noget, der bliver sprængt lidt i stykker, hver gang nogen fortæller, hver gang nogen får lov til at nuancere en fortælling, om fødsler, krop, handicap, at være forælder. Noget bliver sprængt i stykker og noget bliver vævet lidt tættere sammen.

Epilog til sommeren

Jeg skal til at starte på 3. semester af antropologi, og vi havde lige fået vores kursusplan for vores ene fag, da jeg troede, at jeg var færdig med at skrive denne artikel. Et sikkert tegn på, at sommeren var ved at være slut, tænkte jeg. Alligevel satte jeg mig ud på en bænk i solen, for at begynde på en af de bøger, vi skal læse. Den hed ”Moral Laboratories” og var også blå. Alligevel kom det som et lille chok, da jeg læste bagsiden og fandt ud af, at den handlede om familier til børn med svære handicaps. Alligevel fik jeg tårer i øjnene, da jeg slog op og begyndte på første kapitel, der handlede om en dreng, der også har cerebral parese. Jeg blev ramt af en overvældende følelse af at have valgt det rigtige studie og af at have et liv, der hang sammen på den smukkeste måde.

Tekst og visuelt: Laura Rye Bislev