Mia danner fællesskaber gennem kulturen: “Vi vil gøre det lige så fedt at være ung i Tarm som i København”
I 2020 opstod Ung Kult som et initiativ, hvor unge kunne mødes om kulturen. Siden da har organisationen fået vokseværk. I år blev deres lederstafet givet videre til Mia Carlsen, og hun har en klar ambition om at skulle forme fremtidens kulturskabere. Magnus har interviewet hende om vejen til lederposten og de drømme, hun ikke kan lægge skjul på.
Hun havde forberedt sig i et helt år.
Alligevel stod Mia Carlsen overfor sit livs mest overvældende opgave, da hun endelig stod på scenen i Nykøbings bymidte foran alle Ung Kults medlemmer. Kalenderen dikterede, at de skulle holde deres årlige topmøde, og Mia havde haft svedige håndflader i to timer, inden hun kunne gå op og blive modtaget af de hundrede mennesker, der havde valgt hende som ny bestyrelsesleder.
Først den formelle overdragelse, hvor Mia holdt tale til sin forgænger og sagde et par ord. Senere rockstjernemodtagelsen, som selv hendes nære venner var lamslåede over, og som hun tog imod til lyden af stående applaus og uendelig hujen med tårerne trillende ned ad kinderne.
Fra frivillig til bestyrer
Selvom Mia kun er tyve år gammel, har hun allerede lavet mere foreningsarbejde, end de fleste kunne drømme om. Da hun flyttede fra Skive til Nykøbing Mors for at starte på byens gymnasium, ramlede hun først ind i Ung Kult ved en tilfældighed. Dengang, i 2020, boede hun på kollegie, var ny i byen og blev inviteret med over på den interimistiske teltplads med fire genbrugssofaer og en lille scene, der dengang udgjorde foretagendet.
”Vi fik en øl, og så faldt jeg i snak med Malte (Houe, red.), som er stifter af foreningen og tidligere formand. Vi snakkede om ungekultur, og jeg fortalte, hvad jeg havde lavet, da jeg var yngre,” siger Mia Carlsen.
Derfra skulle der ikke gå lang tid, før hun blev en slags frivillig i foreningen og var med til at søsætte en podcast, der i sidste ende ikke blev til noget. Til gengæld blev hun en del af arrangørgruppen bag det efterfølgende års Ung Kult Camp – først uden de konkrete ansvarsområder:
”Jeg hjalp bare lidt til, hvor det passede.”
I år fik hun til gengæld titlen som æstetisk ansvarlig og frivilligkoordinator i forbindelse med planlægningen af campen, og selvom hun var syg under afviklingen, var hun helt tryg i troen om, at de frivillige gjorde, hvad de skulle.
”Jeg var totalt ved siden af mig selv, fordi jeg havde arbejdet så hårdt, så jeg tog mit største smil, mit pæneste tøj og den bedste concealer på, som kunne dække de mørke rander under mine øjne,” griner hun.
Ikke desto mindre blev årets udgave en bragende succes, og Ung Kult kunne på kulturmødet diske op med to scener på det efterhånden ret så markante ungeområde, som står i skarp kontrast til resten af tilbuddene rundt om i Nykøbing.
Det, der er vigtigt for mig, er jo, at vi bruger kulturen til at danne meningsfulde fællesskaber, og det er blandt andet ved, at det ikke er fest og alkohol, der er i fokus. Vi samles om at skabe noget.
Samlinger på tværs af landsdele
På trods af, at Mia Carlsen kun har siddet på posten i ti måneder, står det allerede klart, at hun ikke skal stå i spidsen for Ung Kult for evigt:
”Vi tror meget på, at udskiftning er sundt og godt for en forening, og hvis vi er for personbundne, mister vores forening på en eller anden måde værdi, som jeg ser det. Det må aldrig blive sådan, at det handler mere om Mia, end det handler om foreningen,” siger hun, så man fornemmer de tykke streger under hendes ord.
Mia mener, at kultur for nogen kan lyde som noget finkulturelt, der kun er for en lille del af befolkningen, og at mange unge i yderkanterne er bange for at komme i berøring med det.
”Det, der er vigtigt for mig, er jo, at vi bruger kulturen til at danne meningsfulde fællesskaber, og det er blandt andet ved, at det ikke er fest og alkohol, der er i fokus. Vi samles om at skabe noget,” understreger hun.
Det har altid været tanken, at Ung Kult frem for alt skulle være en forening for skaberne før brugerne. I 2021 samlede man derfor – for første gang – unge kulturskabere fra hele landet, og siden da er projektets omfang vokset i takt med, at pengene til at finansiere det er blevet bevilliget.
Nu findes der seks netværk rundt om i Danmark. De mødes regelmæssigt for at sparre med hinanden, og to gange om året samles alle i Nykøbing til henholdsvis Top- og Kulturmødet. Mia Carlsen mener, at det er helt berettiget, hvis man siger, at Ung Kults fremmeste formål er at engagere fremtidens kulturskabere.
”Vi vil gerne skabe så gode vilkår og lave så gode opkvalificerende arrangementer som muligt, så vi har en chance for at sende de bedste unge kulturaktører ud i den etablerede kulturbranche,” siger hun.
Der er også en charme i at kalde et bålarrangement for ungekultur.
At finde sit sted at starte
Ung Kults fokus er hele tiden på at skabe ungekultur udenfor de større byer.
“Der er så meget at give sig til som ung kulturinteresseret i Aarhus og København – men vi vil gøre det lige så fedt at være ung i Tarm som i København, og det er svært ude i de små lokalsamfund, fordi der bare er færre mennesker.”
Mia understreger, at det afhænger af en lang række faktorer, og at der også er en charme i at kalde et bålarrangement for ungekultur. I hendes optik behøver man altså ikke starte med at lave en koncert for 500 mennesker.
”Alle skal starte et sted, og det er lige godt, hvor man starter, for når bare man har engageret sig og gjort noget, så har man skabt ungekultur. Man har skabt et fællesskab for nogen, der ikke havde det i forvejen, og dermed kan man tale om, at kulturen har et trivselsfremmende potentiale.”
Og det er netop det projekt, Mia arbejder for i Ung Kult og har i baghovedet, når hun står op om morgenen: at unge kan blive en del af et fællesskab, som er rodfæstet i kulturen. Hun mener, det er vigtigt, at man hele tiden hverver nye til kulturarbejdet blandt unge, fordi folk hurtigt bliver voksne, tager ud at rejse, starter på uddannelser og ikke har tid mere.
”Måske skal vi gøre os synlige helt nede i folkeskolen og vise, hvad man kan, når man bliver ældre. De skal have det ind med modermælken, at ungekultur er lige så fedt som at gå til fodbold eller til fest hver fredag,” siger Mia.
Det, der startede som et mødelokale i to ombyggede containere ved siden af den lokale sportsplads, har forvandlet sig til en arrangerende og organiserende forening med sit eget hus et stenkast fra Limfjorden.
Storstilede fremtidsambitioner
Der er gået fire år, siden Ung Kult blev til, og efterhånden har det taget form af en landsdækkende forening med 500 medlemmer. Det, der startede som et mødelokale i to ombyggede containere ved siden af den lokale sportsplads, har forvandlet sig til en arrangerende og organiserende forening med sit eget hus et stenkast fra Limfjorden.
Mia beskriver organisationen som ”en vigtig stemme inden for ungekultur”, men det får hende ikke til at tøve med at drømme endnu større. Når man spørger hende, hvor Ung Kult befinder sig om endnu fire år, håber hun på, at foreningen laver camps flere steder i landet, og at de får muligheden for at hjælpe byer og kommuner på vej, som ikke er stærke på ungekultur. Men det skal ikke ske på enhver bekostning, mener hun.
”Det kræver hårdt arbejde, men det er samtidig også vigtigt at sørge for at holde glæden oppe. Det skal være fedt hver dag. Man skal kunne stå op og føle, at man ser en mening med det, man laver. Vi er alle egoister, så man skal simpelthen kunne se sig selv i det, for det er først, når man kan det, at man kan give noget af sig selv og sit hårde arbejde til projektet.”
Dette er det syvende og sidste portræt i samarbejdet mellem SEIN og Ung Kult. De enkelte portrætter har dykket ned i forskellige kulturinitiativer og de unge ildsjæle, der står bag. Med organisationen som bindeleddet mellem dem alle, spiller de unægteligt en stor rolle i at sikre ungekulturen. Det er det, der ikke kun gør arbejdet værd for Mia Carlsen og resten af Ung Kult, men som gør en forskel på tværs af hele landet.
Tekst: Magnus Møller
Visuelt: Frida Bjerregaard Poulsen
Redaktør: Laura Rye Bislev
Hvad tænker du?