Hjemme i Bolivia

Jeg træder ind i biografen. Ude på gaden er det køligt, men under min varme sweater er det varmt. Jeg tager den af, da jeg går indenfor. Lugten af smør, der smelter på lune popcorn, fylder rummet. En intens og sød duft.

Jeg står med hovedet bagoverbøjet og kigger op på de store skærme, der hver især viser traileren for de film, biografen sender. Overstimulans, en snert af hovedpine og en tand for meget selvtilfredshed fylder min krop, når jeg går ind i det sted, jeg elsker allermest.

Jeg går ind i en stor sal, der lyses op af små vintage lamper i alle hjørner. Jeg kigger blandt rækkerne og finder min plads, sætter mig ned og synker langsomt længere og længere ned i det store, røde, bløde sæde. Jeg åbner min bionedbrydelige slikpose med hyldeblomst vingummier fra Sverige.

Filmen går i gang, og med ét er alt omkring mig væk. Jeg er ikke længere til stede i biografen, men forsvinder langsomt ind i det nye univers, der fint og flimrende udspiller sig på den store skærm foran mig. 

Klik her og Støt SEIN

Jeg træder med mine nyopsamlende engelske veninder, i en mineby midt i Bolivia en tilfældig eftermiddag, ind i en biograf på en lille sidegade af byens “torv”. Lugten af smør, der smelter på lune popcorn, fylder rummet.

Jeg får det varmt. Tager min nye alpacauldtrøje af. Vi står med hovederne bagoverbøjet og kigger på de gamle skærme, der hver især viser trailerene på de film biografen sender. Alt er på spansk. Underteksterne. Lyden er dubbet og underlig.

Vi smiler til hinanden. Smilet rummer både vores totale undren og vores store entusiasme. De uendelige elementer af nye dufte, nye film, nye slikvarianter og underlige stemmer i højtalerne gør det svært at vælge en film. Vi går ud igen.

Lugten af smør og popcorn forfølger os ned ad gaden, da vi går og diskuterer, om vi gider at se en film på spansk, når vi i virkeligheden kun akkurat kan føre en samtale om, hvad vi gerne vil bestille, eller hvor meget noget koster med det spansk, vi hver især har opfanget på vores backpackerrejse gennem Mellem- og Sydamerika.

Alligevel er vi fristede. Den alt for tunge lugt af smør kilder stadig vores næser. Idéen om de bløde biografsæder i vores uldne sokker og trøjer lokker os tilbage.

Vi finder en film. En god en endda, for den har ikke noget tale og er animeret. Vi køber fire pladser, fire små pakker popcorn og lidt slik til deling. Der er ikke andre mennesker end os og kvinden bag kassen ved popcornmaskinen i biografen. Vi går op ad et sæt trapper og ind i vores sal. Foran os står nu ti rækker gamle, slidte træstole med et nedbrudt, rødt læderomslag.

Vi finder vores pladser i mørket, for lampen, der burde lyse salen op i et varmt og lækkert lys, er gået i stykker. Vi sætter os ned. Falder på numsen i træk, da sædet klapper sammen under os. Vi fisker os selv og hinanden op fra gulvet og sætter os på plads på ny. Sætter fødderne ovenpå sædet foran os. Forsøger at blive komfortable i de hårde stole.

Salen er kold og mørk, men alligevel føltes rummet varmt og blødt. Vi griner og holder hånd allesammen. Fordeler slik og popcorn mellem os. Filmen går i gang. Salen fyldes med farverne fra de fængende animationer. Lyden er høj, rungende og smuk.

Vi mærker ikke længere de hårde sæder og den kolde luft, men forsvinder langsomt ind i det univers, der nu fint og flimrende udspiller sig på den lille skærm foran os.

Selvom alt var anderledes end hjemme i Danmark, selskabet, duftene og omgivelsene, og selvom jeg var langt hjemmefra og savnede trygheden i min forudsigelige hverdag, så fangede jeg mig selv i, den eftermiddag i Bolivia, at glemme hvor jeg var, og for en stund at føle mig hjemme igen.

Tekst: Rebecca Hammerich Egendal
Redaktør: Laura Rye Bislev