De ældre generationer er uansvarlige og ligeglade med den fremtid, de efterlader til ungdommen

»Dagens unge elsker luksus. De opfører sig dårligt, foragter autoriteter, har ingen respekt for ældre mennesker og taler i stedet for at arbejde. De unge rejser sig ikke op, når ældre kommer ind. De modsiger deres forældre, de praler, de spiser grådigt, og de terroriserer deres lærere.« Sådan beskriver filosoffen Sokrates ungdommen for 2400 år siden, og jeg vil våge at påstå, at den opfattelse ikke har ændret sig så meget siden.

Jeg er  træt af den evige svada om, at unge ikke tager ansvar. At unge er ligeglade med alle andre end dem selv, og at de ikke tager ansvar for deres fremtid.

For det første, så synes jeg ikke, det er rigtigt, og for det andet mener jeg, at hvis man endelig går ind i den fortælling om unge og deres uansvarlighed, så skal man være utrolig påpasselig med at håndhæve sådanne ting, hvis ikke man selv – som ældre og fingrepegende generation – har helt rent bord. Som min mor ville sige det: ’Man skal feje for sin egen dør, før man fejer for andres’.

Derfor vil jeg også skynde mig at sige: Ja, det er selvfølgelig rigtigt, at nogle unge ikke tager ansvar og melder sig ud af det fællesskab, vi har som nation  – men der er langt fra tale om en så stor gruppe af unge, som både medier og politikere maler et billede af.

I mit arbejde som bestyrelsesmedlem og medstifter af SEIN bliver jeg hver dag bekræftet i det modsatte. Her møder jeg unge på tværs af samfundslag og geografisk placering, som ønsker at ændre på fremtiden, bruge deres stemme, og som tager stilling og forholder sig kritisk til det, som sker i verden.

Gretha Thunberg, Xiye Bastida og Lesein Mutunkei er også klassiske eksempler på en unge, endda under 18 år, som ihærdigt prøve at få lov til at tage ansvar for deres generations fremtidige liv på en planet i forfald.

For endnu værre er det, når unge rent faktisk tager ansvar for deres fremtid, så skal de blande sig udenom. I hvert fald, hvis man spørger Morten Messerschmidt, der optrådte i P1 debat i anledningen af Folketingets åbning, hvor han formåede at udskamme, hende han kaldte sin ‘lille veninde’, klimaaktivisten Jelva Illeris Schultz fra Fridays For Futures for rent faktisk at forlange noget af politikerne, for at tage ansvar for den fremtid, som hun og resten af hendes generation er på vej ind i. I mine øjne er det dobbeltmorale uden lige.

Og også derfor er jeg så rystet over voksnes evne til at tage ansvar for den retning, Danmark går i – for fritstiller man unge, så må det betyde, at man vel selv (som borger over 18 år, og endda folkevalgt politiker) tager ansvar.

Men virkeligheden er jo desværre en anden, for selvfølgelig mener jeg ikke, at hverken Messerschmidt eller særligt mange andre folkevalgte tager ansvar for fremtiden – ellers ville det jo ikke være nødvendigt med denne kronik. Nej, rent faktisk føler jeg både uretfærdighed og en høj grad af uro på vegne af hele min generation. For det er os, som i den nære fremtid skal tage os af kloden og af måden, vi behandler hinanden på. Men har vi ikke nogen forbilleder, som viser, hvordan Danmark kan være et foregangsland på klimafronten og i sexismedebatten, som er to grundlæggende ting for et moderne samfund, så er det faktisk umuligt at forlange og forvente, at vi gør det i fremtiden.

Jeg synes, at vores ”forbilleder” får politik til at ligne et satireshow, som man ellers kun har set i amerikansk politik. Her optræder landets magthavere som små børn, der peger fingre ad hinanden og kæmper en brav kamp for at fralægge sig alle former for ansvar. Det er ikke bare pinligt, det er skamfuldt.

Klimapolitikken er useriøs og et bevis på, at regeringen bare udskyder problemerne. Både med den såkaldte ’hockeystavsmodel’, som regeringen fremlagde for en måneds tid siden og med den nye uambitiøse skattereform, som er decideret pinlig. Jeg mener, at hockeystaven udskyder Danmarks klimaansvar frem til 2030, hvor regeringen så mener, at vi skal sætte ind med top-fart. Men som Klimarådets formand Peter Møllegaard også påpeger, så kommer det til at skade både dansk økonomi og troværdighed. For det bliver ikke nemmere at omstille folk, bare fordi vi venter. Desuden udtaler Møllegaard, at ‘øgede udledninger af klimaskadelige gasser i atmosfæren risikerer at intensivere de faretruende tippingpoints, der pludselig sætter selvforstærkende kædereaktioner i gang. En slags dominoeffekt af kaotiske forandringer, der ikke længere kan bremses.’

Og så er der den nye ’grønne’ skattereform. Hvor der er masser af ’ønsker’ og ’håb’ indskrevet, men ikke nogen handling. Den er uden CO2-afgifter og uden nogen ambitioner for at være dansk foregangsland eller for at give håb for fremtiden. Vi har en statsminister som kalder sig for børnenes statsminister, men alligevel ændrer hun ikke på børnenes fremtid, som lige nu er sort. Vi vil have en grøn fremtid. Vi har en klimaminister, som kalder sig selv for ’Klima Dan’, men som heller ikke tager ansvar for noget som helst.

Og det er da ikke kun indenfor klimakrisen, at den ældre generation har lagt ansvaret fra sig. De seneste måneder har vi lagt øre til de forfærdelige krænkelsessager, som er sket på danske arbejdspladser. Hverken mediebosser eller politikere har påtaget sig ansvaret for at have været krænkere – tænk bare på Frank Jensen og Morten Østergaard – og en hel gruppe af ledere og kollegaer har kendt til sagerne uden at gøre noget. Et eksempel på det er i DR, hvor den tidligere vært Mads Aagaard Danielsen har krænket flere kvinder, afpresset dem og ligefrem truet dem ved at bruge sin magt. Den sag, som begyndte for mere end fem år siden (!), har endelig fået konsekvenser: Han er blevet fyret. Og en af grundene til, at der ikke er sket mere i den sag, er, at diverse mellemledere hele tiden har videregivet ansvaret, fordi de ikke selv har turdet tage det.

Unge vil gerne tage ansvar. Unge vil gerne inddrages i de store beslutninger, for det er ungdommen, som lige om lidt overtager styrepinden for Danmark. Ikke alle unge er curlingbørn, som venter på, at deres forældre kommer løbende med resten af livet serveret på et sølvfad – det kan de nemlig slet ikke, for de tager ikke ansvar for fremtiden.

Jeg føler mig ført bag lyset – tag ansvar for dit eget liv, gør noget, tag en uddannelse, engagér dig i samfundet, hører vi hele tiden. Men lad mig gøre det. Inddrag mig, og lyt til mig og mine andre unge medborgere.

Og vigtigst af alt – jeg beder jer: Tag ansvar for den verden, som vi alle sammen skal have til at holde i mange år endnu. Vis os, at I er forbilleder, vis os, hvordan man skaber en sympatisk og god verden. Lav ambitiøs klimapolitik, som beviser, at I gerne vil overbringe en grønnere fremtid, skriv historie og undervis børn og unge, så de forstår, at det har fatale konsekvenser at krænke og overskride grænser. Så drenge ikke ender ud i at blive krænkere, men ansvarlige voksne mænd.

Vi vil gerne hjælpe jer voksne med at skabe en fælles fremtid. F.eks. gennem flere råd på tværs af landet, så unge kan blive inddraget i de beslutninger, som handler om vores fremtid. For jeg lover jer, vi vil rigtig gerne.