Næsten en leder…

‘Næsten en leder’ er nyhedsredaktionens øjenkrog. Her skriver vi om det, der fanger os i samfundet lige nu. Det er ikke en klassisk leder, men mere en leder, der har glemt at tage sit jakkesæt på. Vi kalder det derfor: Næsten en leder, og her finder du vores blik på verden, mens den folder sig ud.

Jeg har ikke kunne undgå at opdage, hvordan Bangladesh er blevet et tilbagevendende tema i den danske debat. Vi tager imod bangladeshere på studiepas for at finansiere vores universiteter. Vi hælder kemikalier i deres floder for at skjule vores eget klimaaftryk. Bangladesh dukker op som skraldespand i vores fortælling.

Vi så det, da Mette Frederiksen på Socialdemokratiets årsmøde rettede kritik mod Roskilde Universitet for at optage studerede fra Bangladesh. I et interview med Politiken gik hun endda så langt som at beskylde universitetet for at føre sin egen udlændingepolitik. Og her stod det klart, at de studerende var blevet trukket ind i en debat, der i virkeligheden slet ikke handler om dem. I stedet er de forsøgskaniner i et eksperiment, hvis egentlige formål er at teste, om udlændingepolitikken kan trækkes tilbage på dagsordenen.

Jeg mener bare, at man må se det her, for hvad det er. Nemlig en optakt til de kommende valg, i en tid hvor udlændingepolitik ikke er på vælgernes radar. Men her får statsministeren et kort på hånden til at sætte den på dagsordenen igen, som hun trækker uden at tøve – vel vidende, at netop dette kan være Socialdemokratiets værn mod en vælgerflugt til højrefløjen. På den måde bliver de studerende reduceret til rekvisitter i en politisk kamp.

Senest så vi det så i Tv-2 dokumentaren om Bestseller. Kameraet dvæler ved forurenede floder, børn der leger i tekstilaffald, og medarbejdere med hænder farvet sorte af kemikalier. Man kunne fejlagtigt tro at det handlede om Bangladesh. Men i virkeligheden handler det om os. Om vores virksomheder, vores forbrug og vores klimaaftryk. Billederne af bangladeshiske familier bruges som  bevisførelse for en vestlig fortælling, ikke for deres egen.

For mig ligner det ikke, at man har sendt et filmhold til Bangladesh for at dokumentere bangladeseres liv. Kameraet fanger kun, hvad der passer ind i en vestlig fortælling. Vi tager deres dårlige historie og skriver en endnu dårligere historie. Nemlig en der er aktuel for os.

Børn, der leger i tekstilaffald, er nemlig ikke i sig selv nok til at forarge. Men at store virksomheder greenwasher og ikke overholder klimareglerne, dét er relevant herhjemme.

Derfor reduceres Bangladesh  til kulisse i en fortælling, der i sidste ende kun handler om os selv. Vi bruger deres floder til at spejle vores klimaansvar og deres studerende til at genoplive vores udlændingepolitik.

Og netop her ligger en af de blinde pletter i vestlig kultur. Vi ser andre lande gennem vores egne fortællinger. Når Bangladesh dukker op i den offentlige debat, handler det ikke bare om at fortælle en historie, men om at fortælle en historie, der giver mening for os.

Vi kunne tale om, at det er okay udenlandske studerende finansierer vores universiteter, indtil vi omskriver deres rolle til vores egen fordel. Vi kunne også tale om, at vi filmer deres virkelighed fra vinkler, der passer ind i vores fortælling.

Med andre ord. Vi kunne tale om, at vi hænger Bangladesh til tørre, så vi slipper for at lufte vores eget vasketøj.

Tekst: Megan Vendelbo Owen

Visuel: Asbjørn Nonbøl