Luka Holmegaard, Ludwig Wittgenstein og en stille hund

Hvordan skriver jeg en anmeldelse om en tekst, der handler om det svære ved sproget – manglen på ord, de helt rigtige ord, som skaber en frygt ved at tale, som så skaber stilhed? Hele pointen er jo, at det er svært at tale om.

Jeg starter med at skrive en filmanmeldelse om Derek Jarmans 1993 biopic Wittgenstein, fordi det er en del nemmere. Glem alt om de Oscar-baity biopics du har set, Jarmans take på den østrigsk-britiske filosof Ludwig Wittgensteins liv er noget helt unikt – absurd, forfriskende, eksperimentelt. Det eksperimentelle er ikke for alle, ja ja. Men, med en spilletid på 75 minutter er den både kort nok og interessant nok til, at du burde give den et skud.
Derek Jarman var en engelsk filmskaber, som gjorde historiens usynlige homoseksualitet synlig. Med film som Caravaggio (1986), Edward II (1991) og Wittgenstein (1993) skabte han passionerede, smukke, ukonventionelle værker, der emmer af queerness. Jarmans queer-perspektiv er en essentiel del af Wittgenstein og fremhæver det aspekt, filosoffen selv havde svært ved offentligt at erkende.

Filmen udspiller sig som et teaterstykke og åbner med Wittgensteins barne-jeg, der fortæller seeren om en række begivenheder fra filosoffens tidlige liv på en humoristisk og ret surrealistisk måde. Senere er Wittgenstein vokset op til at blive spillet af Karl Johnson, som har en slående lighed med den virkelige Wittgenstein. Her dykker vi ned i hans arbejde og hans komplekse filosofi. I en scene ser vi ham i sit job som underviser på Cambridge Universitetet i England. Han tegner en hund på tavlen, laver en pil til den og skriver ”A dog.”  Han siger til sine elever: »A dog cannot lie. Neither can he be sincere. A dog may be expecting his master to come. Why can’t he be expected to come next Wednesday? Is it because he doesn’t have language?«

Jeg forestiller mig forfatter Luka Holmegaard, der ser denne scene i Wittgenstein, hører Karl Johnson sige »To imagine a language is to imagine a form of life,« og tænke »her er et sted, jeg kan starte.«

Holmegaard åbner sit bidrag til OVBIDATs abonnementsserie, den 43-siders lange bog ved navn Hund, stille, med ordene: »Det er en bestemt form for stilhed, jeg skal skrive om. Gerne vil, skal. Har sat mig for at skrive om.« Selvom Holmegaard er utrolig god til at beskrive denne stilhed med ord, kan man også mærke, at det heller ikke er let for hen at skrive om. Så hen starter, ligesom jeg gør: ved at skrive om Derek Jarmans Wittgenstein i stedet. Og med Ludwig Wittgensteins og Derek Jarmans liv og ord viklet rundt som et tæppe om teksten udtrykker Holmegaard sin frustration over den frygtindgydende stilhed, manglen på sprog, manglen på forståelse, som skinner igennem i transfobiske oplevelser og sørgmodig hundepasning. Det virker måske som meget, men det hele hører sammen.

Hund, stille bliver beskrevet som en digtsamling, men dens undertitel “Noter” er en meget bedre beskrivelse. Brudstykker af tekst der både føles som poesi, omskrevne dagbogsoptegnelser og noter fra et midnats-Wikipedia-deep-dive. Selvom værket udforsker mange forskellige følelser, emner, og skrivestile, så virker det aldrig rodet. Luka Holmegaard slipper afsted med det, fordi hen simpelthen skriver så godt. Med en utrolig skarp forfatterstemme, der samler den eksperimentelle tekst, og gør den fascinerende at læse. Det filosofiske aspekt ved værket, om sprog og stilhed kan være svært at forholde sig til, så det er faktisk vildt rart at læse en tekst, der ikke bare belærer en med en masse akademiske termer, men som i stedet anerkender, at det er et svært emne og reflekterer over det på en meget sårbar måde.  

Hund, stille er et smukt værk, som på meget få sider får mig til at tænke over rigtig mange ting: alle de ord vi siger, og ikke siger, til hinanden. Al den sandhed som fortiden ikke ville lade os se. Hvordan en hund ikke kan lyve. Det eksperimentelle er ikke for alle, ja ja. Men værket er både kort nok og interessant nok til, at du burde give det et skud.

Læs også Astrids artikel om OVBIDATs bøger på abonnement her.

Tekst: Ina Mariam Aruldass
Visuelt: Josefine Kynne
Redaktør: Martin Bjerg Dahl