Unge på Udebane-Kommunalvalget: Sexet eller ej?
Mange unge tror, at kommunalvalget er tørt, teknisk og langt væk fra deres liv. Det gjorde Anna også. Men et opkald til en kommunalforsker og en tur ind i valgets drama fik hende på andre tanker.
Kommunalvalget er ikke ligefrem det mest sexede valg i verden. Det er, hvis jeg skal være ærlig, lidt kommunefarvet. Halvkedeligt, tørt og uden det store drama.
Måske handler det om, at jeg har en forestilling om, at kommunalpolitik først og fremmest handler om at implementere de love og beslutninger, der træffes på Christiansborg. Noget administrativt snarere end et sted, hvor der bliver truffet valg, som for alvor ændrer noget.
Eller måske handler det bare om, at jeg er vant til, at valg bliver gjort til noget sensationelt og dramatisk. En kamp om magten i et land.
Men det vil jeg gerne lave om på. Og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene.

For hvis jeg bliver ved med at se kommunalpolitik som kedeligt, risikerer jeg også at give afkald på en indflydelse, der faktisk er med til at forme både min og andres hverdag.
Unge er nemlig stærkt underrepræsenterede i kommunalpolitik, og mange unge har svært ved overhovedet at komme ned og stemme på valgdagen. Ved sidste kommunal- og regionsrådsvalg stemte kun 53 procent af de 21-29-årige, viser en rapport foretaget af Kasper Møller Hansen.
Samtidig viser en undersøgelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd, at 54 procent af unge mellem 16 og 25 år har det, man kalder et lavt demokratisk selvværd, altså en lav tro på egne evner til at forstå og bidrage til samfundsdebatten.
Jeg besluttede mig derfor for at ringe til forsker og kommunalekspert, Roger Buch, for at finde ud af, hvorfor jeg ikke engagerer mig i kommunalpolitik. Og endnu vigtigere, hvorfor jeg egentlig burde.
Kommunalpolitikerne har mere magt end de indrømmer: “Det er torskedumt”
“Jeg kan egentlig godt forstå, at du undrer dig,” siger Roger Buch, da jeg fortæller ham, at jeg har haft en fornemmelse af, at kommunalpolitikerne ikke kan bestemme særlig meget. Når man lytter til borgmestre og lokalpolitikere, så hører man dem ofte sige, at de ikke har ret meget at skulle have sagt. At det hele er styret af Christiansborg.
Det er torskedumt af politikerne, siger han. For så snart der er kommunalvalg, får de travlt med at snakke om hvor vigtigt det er, at vi stemmer på dem. Selvom de i tre år og ni måneder har gået rundt og snakket om, at de ikke har nogen indflydelse.
Og det er ikke bare torskedumt. Det er også en skadelig fortælling. For det er en del af forklaringen på, at der er så lav valgdeltagelse ved kommunalvalget.
Men ifølge Roger Buch, så er kommunalvalget det vigtigste valg for borgernes hverdag. For kommunerne har enormt store frihedsgrader rundt omkring i landet, og der er kæmpe variation i, hvordan kommunerne vælger at forvalte deres penge.
Roger Buch peger blandt andet på et forslag, som socialdemokraternes spidskandidat Pernille Rosenkrantz Theil for nyligt er kommet med: hun vil gøre daginstitutioner i Københavns Kommune gratis. Men hvad har det med mig at gøre?
Derfor har jeg i stedet undersøgt, hvilke forslag andre partier har på områder, der rent faktisk påvirker min, og måske din, hverdag.
Billige boliger og 70 kronersbilletter – what’s not to like?
Selvom gratis daginstitutioner ville være en kæmpe hjælp for børnefamilier i København, ændrer det ikke så meget for mig som en ung studerende uden børn. Derfor har jeg i stedet undersøgt, hvilke forslag andre partier har på områder, der rent faktisk påvirker min, og måske din, hverdag.
Enhedslisten vil gøre det billigere at komme rundt. De foreslår, at en billet med kollektivtransport, uanset hvor på Sjælland du skal hen, højst må koste 70 kroner. Derudover vil de sætte et loft over huslejen i København, så der kommer en maksimalpris på, hvad udlejere må tage for en bolig.
SF har også fokus på boligmarkedet. De vil bruge 10 milliarder kroner af kommunens formue på at skabe op mod 10.000 billigere boliger i hovedstaden. Planen er at opkøbe ejendomme fra blandt andet ejendomsselskabet Kereby og kapitalfonden Blackstone og derefter udleje dem til en lavere pris, end de private selskaber gør i dag.
98 unikke valg
Det virker paradoksalt, at kommunalpolitik har så stor indflydelse på min hverdag, når det fylder så lidt i min bevidsthed. Men det er der en grund til, fortæller Roger Buch. For de landsdækkende medier dækker kun kommunalpolitik og kommunalvalget i meget begrænset omfang. “Kommunalvalget er ikke ét valg, men 98 forskellige valg med forskellige kandidater og forskellige lokale dagsordener. Det gør det næsten umuligt for landsdækkende medier at fortælle de 98 unikke historier,” siger han.
Det svarer til, at man skulle dække to valg i hvert eneste europæiske land på samme tid. Så selv hvis man gerne ville dække kommunalvalget, ville det nok aldrig kunne få den samme opmærksomhed som et folketingsvalg.
Men det betyder desværre, at folk som mig, der primært følger med i de landsdækkende medier, og som ikke på forhånd har en særlig interesse for kommunalvalg, hurtigt mister overblikket, simpelthen fordi det er svært at finde de relevante informationer. For som Roger Buch siger det: “hvor pokker skal man så lede”.
Med andre ord vil din stemme kunne ændre ret markant på fordelingen mellem partierne i de forskellige byråd.
Drama: København kan skifte farve, og Konservative kan miste alt
Selvom den konkrete politik i sig selv er grund nok til at stemme, er valg også spændende på grund af det drama, der altid følger med. Vi kommer nok ikke til at se 98 forskellige partilederdebatter, men der er alligevel særligt to ting, der ser ud til at blive ekstra spændende ved dette kommunalvalg.
I Københavns Kommune kan Socialdemokratiet risikere at miste overborgmesterposten til SF eller Enhedslisten. Partiet har været vant til at være størst i byen i 116 år, men ved sidste kommunalvalg blev de for første gang overhalet. Og ifølge Roger Buch kan de denne gang ende helt nede som det tredje største parti efter SF og Enhedslisten.
Det er altså langt fra givet, at Socialdemokratiet beholder posten. Hvis Enhedslisten eller SF ender med at tage den, kan man forvente en markant mere rød politik i København.
Roger Buch peger også på en anden mulig udvikling, der kan få dramatiske konsekvenser den 18. november. De Konservative, som havde et stærkt valg sidst og fik hele 14 borgmesterposter, står nu til at gå markant tilbage. Flere af de poster, partiet vandt sidst, kan meget vel ryge denne gang.
En kommunefarvet stemme er stadig en stemme
Måske er kommunalpolitik kommunefarvet. Men det er nok alligevel ikke helt dumt at bruge lidt af sin tid på at finde ud af, hvilket parti eller hvilken kandidat man faktisk gerne vil have til at sidde i ens byråd. For de beslutninger, der bliver truffet lokalt, har langt mere med vores hverdag at gøre, end man lige skulle tro.
Jeg ved ikke, om jeg helt er nået dertil, hvor jeg er blevet grebet af kommunalpolitik. Men jeg er i hvert fald blevet overbevist om, at jeg skal ned og stemme, og at der faktisk gemmer sig et ret godt drama i politikken tættest på mig.
I næste uges udgave af Unge på Udebane: Kommunalvalget, inviterer Marie en 24-årige politiker på kaffe. Lyt og læs om, hvorfor det ikke altid er lige nemt, at være ung i byrådssalen.
Tekst: Anna Bjørk Essendrop Bach
Visuel: Asbjørn Nonbøl
Redaktør: Megan Vendelbo Owen
Hvad tænker du?