Indefra moskéen: Et besøg bag overskrifterne

I forbindelse med Folketingsvalget 2026 udgiver nyhedsredaktionen en række særudgivelser, der over fire gange sætter fokus på det og dem, som politikerne taler om. 

Man kan forsøge at tage politik ud af udlændingedebatten, men man kan ikke tage udlændingedebatten ud af dansk politik. Sådan lød det i Altingets #dkpol tidligere på ugen sammen med en erkendelse af, at valgkampens første dage har stået i udlændingepolitikkens tegn. 

Men hvornår blev udlændingedebatten til en debat om islam?

I DR’s partilederdebat efter valgudskrivelsen tegnede Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, et billede af Danmark, hvor islamister marcherer rundt i landets gader og holder bønnemøder på rådhuspladsen. For ikke at tale om landets supermarkeder, der flyder over med ramadan-kalendere. Samtidig føler Danmarksdemokraternes Inger Støjberg sig ramt af en IKEA-kollektion, der hylder ramadanen. En kollektion med glødende lyskæder, fine anretninger og med ønsket om en glædelig ramadan.

“Det er jo den konstante leflen for islamiske særhensyn, som er til at blive træt af. Det er trods alt Danmark og ikke Damaskus, som vi befinder os i”, siger hun til B.T. 

Hos Borgernes Parti opstiller Lars Boje Mathiesen et valg, som han ser det: Enten får Danmark mere islam – eller også får landet mindre. I hans Danmark er der ikke plads til islam. Samme linje tegner sig hos Dansk Folkeparti. I valgkampens første dage har Morten Messerschmidt gjort det til et ultimativt krav for en blå regering, at flere muslimske indvandrere skal forlade Danmark, end der kommer til landet. Det er således ønsket om en såkaldt remigration som igen ses udfoldet – nu midt i valgkampen. Og netop remigration er blevet symptomatisk for den udlændingedebat, vi har i dag. Sådan lød det fra Radikale Venstres formand, Martin Lidegaard, i Genstart tidligere på ugen. 

De store armbevægelser tilhører ikke kun den yderste højrefløj. Danske muslimer er på alles læber, og alle lader til at have noget at sige.

Men hvordan ser det egentlig ud i de fællesskaber, der udskældes i valgslogans?  

På Vesterbro i København ligger moskeén Madni Masjid. Det ved jeg, fordi jeg lige har googlet det, jeg har aldrig selv været der. Men med valgkampen i baghovedet finder jeg deres Facebookside, hvor jeg kan se, at der i dag er fællesspisning, iftar, – det måltid, hvor man bryder fasten under ramadan. 

Ramadan er den niende måned i den islamiske kalender, og løber over en periode på 29 eller 30 dage. Under ramadanen må fastende ikke drikke, spise, ryge eller dyrke sex fra daggry til solnedgang. 

Jeg ringer til nummeret på deres hjemmeside og får at vide: alle er velkomne i aften – eller – næsten alle. Det viser sig nemlig, at aftenens Iftar udelukkende er for mænd. Derfor må jeg give mikrofonen videre, og sender vores visuelle producent Asbjørn mod moskeen. 

Læs og lyt til hvordan det gik til: 

Klemt ind mellem kontorbygninger og lejligheder rejser moskéen sig med brede vinduespartier og to tårne mod himlen. Jeg får øje på nogle ældre mænd i lange, flotte kåber, der forsvinder ind ad en lille sidedør i bygningen, og jeg stikker forsigtigt hovedet ind. 

Et stort, hvidt rum breder sig foran mig. Langs begge vægge står rækker af skoreoler, og under mine fødder ligger en stor dørmåtte. På den er små, næsten pædagogiske skiltninger trykt på stoffet, der tydeligt markerer, hvor skoene skal sættes. 

Jeg spørger mig til råds hos en mand, som jeg formoder ved mere end mig. På lidt gebrokkent dansk, og med en del gestik, får han forklaret, at jeg skal tage skoene af og derefter vaske mine fødder. Jeg kender godt skikken med at vaske sig, før man træder ind i en moské, og jeg prøver at ligne en, der ved præcis, hvad jeg laver. I virkeligheden har jeg ingen anelse. 

Jeg kaster et blik rundt på mændene ved siden af mig. Dér står vi skulder mod skulder. Dem der står bøjet over vaskene, mens de skyller hænder og fødder i en rolig rutine, og jeg der troligt følger trop. 

For hvert trin op ad trappen, med mine stadig lidt våde fødder, bliver en stille, monoton bønnelyd højere og højere. For enden af trappen bliver jeg mødt af tre mænd, som alle byder mig velkommen. Bag dem åbner et stort rum sig. Væggene er prydet med farverige mosaikker, og hele gulvet er dækket af et sirligt mønstret tæppe. 

Midt i rummet ligger en lang plastikdug bredt ud på gulvet. Omkring den sidder 40-50 mænd i alle aldre tæt sammen på hug. På dugen står plastiktallerkener med frugt, æbler, appelsiner og bunker af dadler. Det der om ikke så længe skal blive den første bid efter dagens faste. 

Jeg bliver tilbudt en plads i kredsen, og klemmer mig ned i det lille smørhul, der er tilbage. Kort efter slår to unge drenge sig ned ved siden af mig. Rundt om dugen sidder mændene stille med hænderne foldet og lytter til bønnen. Jeg forsøger at gøre det samme, og lader blikket glide diskret rundt i rummet. 

Pludseligt kigger alle op.

Fasten bliver brudt, og alle tager for sig af frugten foran dem. Uden tøven stikker min sidemakker en tallerken i hånden på mig, og som jeg ser rundt i rummet, står det klart for mig, at det rummer mere end bare et måltid. Drengene fortæller om fællesskabet, der binder dem sammen, og hvordan de kommer langvejs fra, fordi netop det her fællesskab er uundværligt for dem. 

En efter en begynder alle at trække sig over i den ene ende af moskéen. Der står de vendt mod væggen, og forrest står en imam og leder bønnen. Synkront bukker de sig forover og rejser sig igen, imens bønnen runger gennem lokalet. 

Der er noget nærmest hypnotiserende over den lyd, og lige som jeg forsvinder ind i den, mærker jeg en skikkelse ved siden af mig. Jeg vurderer, at vi er nogenlunde jævnaldrende, og her i hellige rammer gør vi, som unge mænd gør bedst. Vi taler om fodbold. 

Men jeg er også nysgerrig på om valgkampen har fundet vej ind i moskéen, på samme måde som moskéen har fundet vej ind i valgkampen. 

Det er tydeligt, at debatten ikke er gået nogen forbi. Men det er endnu tydeligere hvor skævt og unuanceret den opleves. 

En fortæller, at det hurtigt bliver én lille gruppe, der skal repræsentere alle muslimer. En anden siger, at debatten kan komme til at gøre hele trosfællesskabet til et problem. 

Det kan jeg sådan set godt nikke genkendende til, når jeg ser, hvordan det fællesskab, jeg står midt i, bliver indrammet i den politiske debat. 

De samme drenge, som satte sig ved siden af mig, følger mig helt til døren og sender mig afsted med en forsikring om, at jeg er velkommen til at blive og spise med – hvis altså jeg kan lide pakistansk mad.

Tekst: Asbjørn Nonbøl, Marie Bjerre Nielsen & Megan Owen

Redaktør: Marie Bjerre Nielsen & Megan Owen

Lyd & visuel: Asbjørn Nonbøl