Mytiske kvinder i nye klæder

En regnfyldt november aften bliver jeg lukket ind i Nørrebro Teaters varme foyer. Det er premiereaften på showet ‘FORLYSTELSER’, og publikum har en kabaret med balloner, harpespil, musik og dans i vente. Og så skal vi lige en tur forbi under- og oververden og mindes om, hvor fjollet og fucked up vores verden har været og til tider stadig er. Det er kunstnertrioen Nice Girls Singing and Dancing, som står bag showet og som består af musiker Selma Judith, skuespiller Carla Eleonora Feigenberg og instruktør Alice Bier Zandén. De har givet sig i kast med at undersøge myten om den unge kvinde. 

Inden showet undrer jeg mig over, hvad myten om den unge kvinde indebærer, og ved en hurtig søgning bliver det tydeligt, at det kan dække over en del. Jeg finder frem til myten om en grønlandsk kvinde Sedna, som blev forrådt og straffet af havet. Myten om Myrrha, der forelsker sig i sin far. Og sidst men ikke mindst Helena af Troja, hvis skønhed udløste den Trojanske Krig.

Klik her og Støt SEIN

Der mangler helt sikkert nuancer i de korte beskrivelser, men det er bemærkelsesværdigt, hvor sørgelige og utiltalende alle tre kvinders skæbner er. Hvis det er de skæbner, unge kvinder har at vælge mellem, ser det pænt sort ud. I den tid, hvor myterne var dominerende, fungerede de ofte som moralsk rettesnor eller naturforklaringer, og der er en ret klar tendens med skildringer af mytiske kvinder (ofte beskrevet af mænd) som enten onde, objekter for mænds begær eller passive ofre, der skal straffes. 

Så jeg kan godt forstå, hvorfor kunstertrioen har valgt kunstformen kabaret, der lægger op til et intimt satireshow, for myten om den unge kvinde kunne godt trænge til et kritisk blik. 

Det er hverken Sedna, Myrrha eller Helena som træder frem på scenen, men derimod er hovedpersonerne Medusa, Persefone og Salome. Især de to første kvinder har ikke meget at råbe hurra for. Jeg har støvet mine gamle noter fra oldtidskundskab af og lavet lidt research for at forstå myterne, der er blevet fortalt og har haft indflydelse op gennem tiden.

Medusa

Af de tre portrætterede mytiske kvinder er Medusa nok den mest kendte i dag og er tit afbildet som et monster med slangehår og en ret så tragisk historie. Medusa blev voldtaget af havguden Poseidon i gudinden Athenes tempel, og som straf forvandlede Athene Medusa til et uhyre. I flere kilder skal helten Perseus hugge hovedet af Medusa, og sat på spidsen må moralen i antikken være; Lad vær med at blive voldtaget og for alt i verden undgå at bliv det i et tempel. Med nutidens øjne ville victim blaming være et passende prædikat at putte på denne fortælling. 

I showet fremstår Medusas historie mest af alt tragikomisk, da f.eks. Poseidon kommer ridende på en kæphest med ordene “Medusa, jeg kommer for at redde dig selv.” Det bliver en latterliggørelse, der udstiller absurditeten ved myten.

Foto: Julie A. Vejlø Rask / Nørrebro Teaters instagram

Persefone

Persefones livshistorie er desværre ikke meget bedre. Hun kom til verden efter, at overguden Zeus voldtog sin søster Demeter, der er gudinde for høsten og jordens frugtbarhed. I den ældste version af fortællingen gav Zeus sin bror Hades lov til at “få” Persefone (ja, Hades var nemlig forelsket i sin niece), og da hun en dag er ude at plukke blomster, bortførte Hades Persefone og tog hende med ned i underverdenen. 

Demeter ledte fortvivlet efter sin datter og var så tynget af sorg og vrede, at hun sørgede for, at jorden blev ufrugtbar, indtil Persefone kom tilbage. I forestillingen sætter Persefone aggressivt en stige på scenen og flytter med stor anstrengelse rundt på den for til sidst at stille sig på stien og ringe til sin mor fra underverden. Hun får intet svar, og der er både noget enormt komisk og sårbart over at se hende bakse rundt med den stige og råbe efter sin mor. 

I myten indså Zeus til sidst, at det nok ikke var den smarteste beslutning at lade sin datter bortføre og forlangte, at Persefone blev udleveret. Aftalen blev, at Persefone skulle blive 1/3 af året i underverden, og når hun genforenes med sin mor kommer foråret.  Det kan man vist kalde noget af en dysfunktionel familie, og en historie som mange kvinder i det patriarkalske antikke Grækenland kunne relatere til, når unge piger blev lovet væk af deres fædre.

Foto: Julie A. Vejlø Rask / Nørrebro Teaters instagram

Salome

Endelig optræder Salome i showet, og adskiller sig ved at være en bibelsk figur med mere at skulle have sagt. Hun skulle være Kong Herodes steddatter, meget smuk og i stand til at sno Herodes om sin lillefinger. Ved Herodes’ fødselsdagsfest dansede Salome for gæsterne, og som betaling sagde Herodes, at hun måtte få hvad som helst. Salomes mor havde et horn i siden på Johannes Døber, og derfor bad Salome om at få Johannes Døbers ansigt på et fad. Det er med hans afhuggede hoved og kække smil, at hun tit er afbildet. 

Salome kan ses som Biblens bud på en klassisk femme fatale. En farlig kvinde, der lokker og frister fromme mænd for at opnå, lige hvad hun vil. I showet forsøger hun da også at smigre sig ind på en mandlig gæst i publikum, da hun sætter sig på hans lår, men det får hun vist ikke så meget ud af og alle går helskindet hjem.

Foto: Julie A. Vejlø Rask / Nørrebro Teaters instagram

Komplekse og komiske kvinder 

Hvor de tre sagnomspundne kvinder i de oprindelige beretninger er forholdsvis endimensionelle, spænder karakterne bredere i ‘FORLYSTELSER.’ På scenen er kvinderne både barnlige og uskyldige, og andre gange har de et temperament, en seksualitet og tydelig agens. 

De stiller sig fint op og synger ‘Se min kjole.’ De reder hinandens lange hår med den gentagne replik “du bliver så flot skat”, og jeg får associationer til legeaftaler og MGP-optrædner med mine folkeskoleveninder. Men så bliver bevægelserne kraftige, håret bliver revet i og “du bliver så flot skat” får en skinger tone. En legeaftale gone bad. Uskyldigheden bevæger sig over i en stædighed og fandenivoldskhed. 

Det kan godt være, at de græske beretninger sjældent fungerer som skræmmeeksempel længere, men de kan give en forståelse for, hvordan vi gennem tiden har reproduceret idéen om kvinden som underlegen, jomfruelig og passiv og ikke mindst udskammet hende, når hun ikke var det. Men da jeg ser showet, er det også tydeligt, at der er sket en forandring. Kunstertrioen slår sig løs, de larmer, de tager plads og til trods for at være parodier, er de mytiske kvinder i ‘FORLYSTELSER’ stadig komplekse – noget man måske godt kunne have ønsket for mange af de mytiske kvinder for flere tusinde år siden.

Tekst: Mathilde Daugård Lyngbo

Redaktør: Johanne Ringøen