Insomnia

Collage af Lasse Bækkel

”I never sleep ‘cause sleep is the cousin to dead,” rapper Nas på sin ikoniske 90’er debutplade Illmatic, og søvnen og døden har da rigtig nok visse ting til fælles og kan sagtens betragtes som en slags slægtninge. For både i søvnen og i døden er man passiv og afsondret fra omverdenen, i en form for dvale (midlertidig eller absolut); men mens ens bevidsthed vækkes til live når man vågner, eller bliver vækket, er den i døden sat ude af spil én gang for alle. Det er jo heller ikke tilfældigt at vi på dansk har udtrykket ”at sove ind” som en eufemisme for det at dø. Men denne tekst skal ikke handle om at sove ind – men om ikke at kunne sove ud. 

Jeg sover ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan. Det er ikke et valg; hvis det var, havde jeg valgt anderledes. Jeg ligger vågen til langt ud på natten, til de timer hvor nat glider over i dag, og hvor alt både er for sent og for tidligt; det er på én og samme tid det bedste og det værste tidspunkt på døgnet. Jeg vender og drejer mig, spjætter uroligt med kroppen, lægger mig på siden, så på maven, begge dele er lige ukomfortable, uholdbare og gør det ikke lettere at sove, snarere tværtimod. 

Men så på et tidspunkt, i den tidlige morgen, vågner jeg, og ergo må jeg have sovet. Jeg kigger på klokken og konstaterer at jeg ikke har fået mere end et par timers søvn. Jeg sover og vågner og sover og vågner med et par timers interval. Til sidst står jeg op, trætheden til trods, alt andet er alligevel nyttesløst, snart ringer min alarm. Klokken er lidt over 5.

Indimellem har tanken strejfet mig at jeg kunne prøve at vende søvnløsheden til noget positivt: være produktiv i de timer om natten hvor jeg alligevel er vågen, udføre nogle af alle de ting jeg ikke får taget mig sammen til om dagen fordi jeg er for træt. Forstyrrelserne er færre fordi alle andre sover, planer ikke-eksisterende. Til gengæld vokser min indre uro eksponentielt, og mine tankestrømme antager orkanagtige dimensioner. 

Jeg kan finde på de mest obskure ting for at udskyde søvnen fordi jeg ved jeg alligevel ikke kan falde i søvn når jeg først har lagt mig i sengen (jeg gruer for det tidspunkt hvor det er uomgængeligt), ting jeg ikke ellers ville have foretaget mig under normale omstændigheder. Jeg, det mest ”normale” menneske, gør indimellem nogle unormale ting når jeg ikke kan finde hvile, når rastløsheden er blevet umulig at se bort fra og kræver at jeg reagerer på den omgående. Så klæder jeg mig fx på, går ud af min lejlighed, i bogstaveligste forstand går jeg til ro. Om natten er byen en anden, er byen en andens, og med de beboere jeg skimter som silhuetter bag gardinerne i de oplyste lejligheder, føler jeg et uudtalt fællesskab. Jeg får lyst til at ringe på dørtelefonen hos hver enkelt og stille spørgsmålet: ”Hvorfor er du oppe nu?”. Måske ville svarene være ens. Eller måske ville de netop være lige så forskellige som hvis man stillede nogle helt andre mennesker det samme spørgsmål ved dagslys. Jeg ved jo ingenting, men jeg forestiller mig dette:

I den ene lejlighed sidder et gammelt ægtepar og ser gamle danske film på VHS. Lyden er høj. Det skal den være for at trænge igennem, hørelsen er ikke hvad den har været for nogen af dem. I en anden lejlighed sidder en mand og græder over at hans kæreste har gjort det forbi samme aften, hun var ikke længere forelsket, sagde hun. Han kan ikke sove, ikke kun på grund af dét, også på grund af larmen fra lejligheden ved siden af, han har ofte bedt dem om at skrue ned, for radioen eller for fjernsynet, men kan ikke få sig selv til at gå ind at banke på nu, bare fordi glæden er taget fra ham, vil han ikke tage den fra andre. I en tredje lejlighed sidder kæresten der har slået op; hun angrer ikke at hun gjorde det forbi, kun at det ikke skete noget før. Nu sidder hun med det der skal blive til hendes eksamensopgave, et endnu blankt dokument. Hun kæmper med at finde de rette ord, at formulere en sammenhængende tanke. Hun tænker: Det er altid svært i begyndelsen. I en fjerde lejlighed sidder en anden studerende og lægger sidste hånd på sin projektopgave. Efter at hun har afleveret, skriver hun stolt til sin veninde (som er begyndt at være mere end en veninde): Der er ikke et komma at rette. I en femte lejlighed dyrker et nyforelsket par hed og højlydt sex, en voldsomt gennemtrængende lyd der kan høres til alle sider, op og ned. I en sjette lejlighed ligger en far og holdes vågen af larmen fra oven, og af bekymringer over sin søn. Det er længe siden han har hørt fra ham, han synes de var så tætte engang, at de kunne tale om alt. Nu er der tydeligvis så meget han ikke får at vide. I en syvende lejlighed sidder en ung mand i slutningen af tyverne og tømmer de sidste, sørgelige dråber af sin øl. Bagefter ved han ikke hvad han skal. At gå i seng slår ham ikke som en mulighed. Han har ingen planer i morgen. I en ottende lejlighed sidder en kvinde og venter på en vigtig besked. Det er knald eller fald.

I en niende lejlighed ligger jeg og tænker på ham jeg er forelsket i og elsker, og som jeg forestiller mig en fremtid med. Jeg tænker på ting jeg har fortrudt jeg har sagt og ikke sagt i løbet af dagen. Jeg tænker på alle de ting jeg burde have ordnet, men som jeg ikke har fået gjort: vaske tøj, vaske op, handle, gøre rent, læse lektier, arbejde. Jeg tænker på morgendagen, dens uforudsigelighed ængster mig allerede. Jeg tænker på sommerfuglen, på martshimle, på din hånd i min. Og jeg tænker på at jeg tænker. Mine tanker er formålsløse, endeløst cirkulerende. En ond spiral af selvransagelse.

Når jeg vågner, strækker jeg mine arme ud efter dig
Du er her
ikke
En lykkelig, uskyldig drøm har narret mig til at tro at du lå ved min side.

Jeg tænker på dem der arbejder om natten mens andre sover. Og sover om dagen mens de fleste andre er vågne. Tog- og flypersonale, for eksempel, medarbejdere i døgnkiosker og supermarkeder, sygeplejersker, rengøringsassistenter, avisbude, bagere. Eller en forfatter. 

Om morgenen sidder søvnen stadig i øjnene, paradoksalt nok som et bevis på min mangel på samme. Jeg kan fjerne søvnklatterne, men ikke trætheden. Måske er det også noget eksistentielt. Alle jeg møder på min vej, kan se det, at jeg knapt nok kan hænge sammen, nogle enkelte kommenterer det; andre gange får jeg selv en trang til at komme bemærkningerne, som jeg kan se ligger på tungen, i forkøbet. Ja, undskyld, hvis jeg virker lidt træt, siger jeg, der har bare været så meget de sidste treogtyve år.